fbpx
Category Nyheder

Med Greenpeace Africa i ryggen kæmper hun for, at kenyanerne kan genvinde retten til lovligt at bevare og dyrke egen landbrugs- og madkultur. The Mother Tree og Madland sætter scene til én af det globale syds vigtige stemmer, når Claire Nasike Akello taler 27. september på Roskilde Festivals vidensfestival GRASP. Med dokumentarvisningen ‘Back to the Roots' og samtale stilles skarpt på danskernes indflydelse på klimaretfærdighed, madsuverænitet og afkolonisering.

Foto af The Mother Tree

Vores madkultur i Danmark er forbundet til et globalt madsystem, som sætter dybe aftryk i det globale syd. Konsekvensen foldes ud i dokumentaren ‘Back to the Roots’, hvor én af filmens bærende stemmer nu taler på GRASP 27. september. Den unge kenyanske aktivist, agroøkolog og stifter af Hummingbird Foundation, Claire Nasike Akello, har sammen med småskalajordbrugere, aktivister, eksperter og lokalsamfund sagsøgt den kenyanske regering for at fratage kenyanerne retten til at frigøre sig fra et uretfærdigt madsystem skabt under kolonialisme og i dag udnyttet af udlændinge og multinationale virksomheder.

“Vi overgiver vores madsystem til multinationale virksomheder, hvis eneste formål er at skabe profit. De arbejder ikke for sult, ernæring og sikkerhed,” fortæller Claire Nasike Akello.

De kenyanske jordbrugerne kan risikere fængsel, hvis de bytter og sælger frø fra oprindelige afgrøder. Afgrøder, der er langt mere klima-resiliente end afgrøder indført under kolonitiden. Derfor fører de lige nu en retssag mod Kenyas regering for at genvinde retten til at dyrke og bevare egen jordbrugs- og madkultur.

Et endeligt resultat i sagen skulle falde i  juli, men retssagen er udsat på ubestemt tid. Læs mere om retssagen her.

Samtale og filmvisning på GRASP

Produktionsselskabet The Mother Tree og det madpolitiske samlingspunkt Madland folder problematikken ud på GRASP 27. september samt andre festivaler og højskoler for at skabe grobund for oplysning og forandring.

‘Med den nye Afrikastrategi etablerer Danmark det første regionale innovationscenter i Afrika i Kenya med målet om at udveksle viden og fremme handel. Med Back to the Roots viser vi, at den nødvendige forandring af globale madsystemer kun sker ved at lytte til afrikanerne,’ siger Marie Sainabou Jeng, programdirektør i Madland. Efter visning af dokumentaren Back to the Roots moderer hun samtalen med Claire Nasike Akello og filmskaber i The Mother Tree, Benjamin Muasya, på GRASP.

Læs mere om Claire Nasike på GRASP her. 

Se filmen Back to the Roots her.

Lyt til podcasten Back to the Roots her.

Problematikker filmen belyser

  • Kolonialisme gjorde madsystemet og lokalsamfundet skrøbeligt. Land blev taget væk fra mange kenyanere, og alt lokalt og oprindeligt som afgrøder, mad og beklædning blev undermineret og gjort til skamme.
  • Landbruget i Kenya blev under kolonialismen omstillet til at dyrke afgrøder, som kaffe, te og majs, som kunne spises i Europa. Kenyanerne skulle producere de såkaldte cash crops til eksport, som kolonimagterne kunne tjene penge og profitere på.
  • Under kolonialismen ændrede briterne navne på kenyanske afgrøder, så de indikerede, at de ikke længere var egnet som mad til mennesker: Ko-ært = Cow Pea, Grise-hvede = Pig Wheat, Due-ært = Pignon Pea, Edderkoppe-plante = Spider Plant.
  • Viden og praksis med oprindelige afgrøder, der kan klare det lokale klima, forsvinder i takt med, at multinationale virksomheder udvikler monopoliserede frø. Frøbanken Sed Savers Kenya har kortlagt, at minimum 50 sorter er helt forsvundet.
  • I Kenya er det ulovligt at dele, bytte og sælge frø, der ikke er registrerede eller certificerede ifølge lovgivningen The Seeds and Plant Varieties Act CAP 326. Lovgivningen beskytter de multinationale virksomheders ejerskab over kommercielle frø, men fratager småskalajordbrugerne retten til at dyrke og brødføde sig selv med deres oprindelige afgrøder, da registrerings- og certificeringsprocessen er besværlig og dyr.
  • Loven forhindrer småskalajordbrugere i Kenya i at bruge bytte og udveksle oprindelige frø med andre jordbrugere - en ældgammel tradition.
  • Småskalajordbrugerne risikerer en fængselsdom på op til to år eller en bøde på op til 1.000.000 kenyanske shilling (8.000 amerikanske dollars), hvis de bryder denne straffelov. Alt imens store virksomheder profiterer og oversvømmer Kenya med frø.
  • Greenpeace Africa har udskrevet en underskriftsindsamling for at Kenyas regering skal beskytte Kenyas jordbrugere mod store virksomheder. De mener, at Kenyas regering bør ændre disse frølove nu og tillade salg, udveksling og deling af frø fra oprindelige afgrøder og integrere lokale jordbrugeres frøforvaltning i loven.

'Back to the Roots' er blevet til i samarbejde mellem The Mother Tree og Madland, og er støttet af OpEN – Udenrigsministeriets Oplysnings- og Engagementspulje.