Foto: Molly Grønberg for Madland
23 jordbrugere, landmænd, iværksættere, kokke, købmænd, producenter, NGO’er og forskere har forenet sig i det madpolitiske samlingspunkt Madland om at gentænke maddanmark. Madland stiftede 14. juni Madland Koalitioner og samlede en række af aktørerne for at diskutere og beslutte, hvordan de i fællesskab vil præge dagsordenen og engagere, inspirere og begejstre det omgivende samfund til undren såvel som handling. Der er akut brug for dialog og samarbejde på tværs af madsystemet for at finde en fælles kurs mod en mere bæredygtig fremtid, siger Marie Sainabou Jeng, stifter af Madland.
Over det næste år vil de 23 aktører sammen i Madland Koalitioner skabe et fælles program, der skal løfte de vigtigste dagsordener i, hvordan vi som samfund skaber et mere bæredygtigt madsystem. Programmet skal være en platform, hvor både møder, studieture, samtaler, podcasts, viden, magasiner og artikler samles.
Fire koalitioner – fire dagsordener
Madland stifter fire koalitioner; retfærdig mad, cirkulær mad, madforbindelse mellem land og by og grøn mad. Hver koalition vil i et helt år samarbejde om at stille spørgsmål, fremvise løsninger og engagere og inspirere andre madprofessionelle såvel som madborgere til handling.
“Madland er et samlingspunkt, fordi vi ser det bærende nødvendigt med fællesskaber på tværs af værdikæder og økosystemer. Med Madland Koalitioner tager vi nu værtskabet for at skabe et bedre og længerevarende samvirke og en dialog blandt dem, der driver forandringen mod mere bæredygtige madsystemer,” siger Marie Sainabou Jeng, stifter af Madland og Koalition.
De 23 medlemmer af Madland Koalitioner er: Økoskabet, Seerupgaard, Rødder, Geobit, SaitoCPH, Brøl, Il Buco, La Banchina, Johanne Birn, Pantrii, Changing Food, Coop Crowdfunding, SenseOfNordicFood, Slow Food Danmark, Haver til Maver, Kitchen Collective, Foodprint Nordic, Rabarbergaarden, Rasmus Holmgård, FoodSHIFT 2030, CPH Food Space, Teresa Andersen og Morten Kromann Nielsen.
Stiftelsen af de fire Madland Koalitioner er næste store skridt i det unge madpolitiske samlingspunkt, stiftet af Koalition. Målet er hvert år at etablere nye koalitioner, der samarbejder i et helt år om aktuelle dagsordner. Madland blev grundlagt under Covid-19 i 2020 først som en samlende festival, men er nu klar til næste punkt i arbejdet med at samle Danmarks agenter for bæredygtig forandring af madsystemet. Programmet offentliggøres til åbningen af Madland Festival 2022 18. august under Streetfood om Søerne.
Madland Råd
Som en del af udviklingen i at understøtte Madlands fundament og virke har Madland også i år stiftet Madland Råd. Rådet er Madlands strategiske sparringspartner og repræsenterer stærke virker både inden for og uden for madens verden. Thomas Elletoft Køster er kulinarisk leder af Rabarbergaarden og medlem af Madland Råd:
“Det er et kæmpe problem, at vi i Danmark på to generationer har mistet forbindelsen til og koblingen mellem naturen og landbruget. På Rabarbergaarden får vi eksempelvis besøg af en masse skønne familier, og mange af dem ved meget, meget lidt om både landbruget, grøntsagerne og dyrene. Tabet er både forbindelsen til afgrøderne og interessen for madlavning. Det bliver vi nødt til at sætte fokus på.”
Udover Thomas Elletoft Køster fra Rabarbergaarden, består Madland Råd af Line Rise Nielsen, stifter af Changing Food og leder af FoodSHIFT 2030 i København, Daniel Hervik, direktør i Haver til Maver, Mia Maja Hansson, direktør i Kitchen Collective, Kristine Barenholdt Bruun, leder af Det Cirkulære Laboratorium og Morten Kromann Nielsen, forsker og underviser på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole.
Madland Festival 2022 sker 18. august til 9. oktober. Åbningen af Madland festival sker 18. august under Streetfood om Søerne i København. Her kan du møde flere af medlemmerne i Koalitionerne.