fbpx

Efterår er tid til ro, fordybelse og dragende sanseoplevelser. Derfor har Madland med anbefalinger fra Madlands følgere opdateret guiden til 25 madpolitiske læseanbefalinger med lidt til enhver videbegærlig madborgers smagsløg. Er du nysgerrig på sunde, ansvarlige måltider, regenerativt jordbrug, havbrug eller retfærdig naturbevarelse? Så kan du finde anbefalinger til efterårslæsningen lige her.

Madregler – Michael Pollan

MadreglerAMockBook

Spis mad, ikke for meget, mest grønt. Syv enkle ord. Hverken mere eller mindre. Den amerikanske journalist, forfatter, underviser og aktivist, Michael Pollan, udfolder disse syv ord til 64 brugbare regler til hverdagen. Blandt andet, at vi skal holde os fra mad, som vores olde- eller bedsteforældre ikke ville kunne genkende, eller at vi skal spise al den junkfood, vi har lyst til, så længe vi selv tilbereder den. Madregler taler for ren, ægte mad og består af tre dele, som alle beskæftiger sig med vores kost og spisevaner: Hvad bør jeg spise? Hvilken slags mad bør jeg spise? Hvordan bør jeg spise? Madregler udkom som Food Rules: An Eater's Manual i 2009. Nu er Danmark klar til Pollan, og det er første gang, Michael Pollan udkommer på dansk. Vi er selvfølgelig bravende begejstrede over, at Marie Hertz, kok, formidler og underviser i CulinaH og Suhrs Højskole har skrevet forordet.

Levedygtigt Landbrug – Den Grønne Ungdomsbevægelse

Var du med til vores manifestfejring af Levedygtig Landbrug på Madland Festival 2024? Manifestet er udgivet som bud på, hvordan vi kan løse de økologiske, økonomiske og sociale kriser, som det danske landbrug står i. I bogen skildrer Den Grønne Ungdomsbevægelse en fremtidsvision for et jordforbundet og retfærdigt landbrug og præsenterer de konkrete politiske tiltag, der fører os dertil. I manifestet møder du flere madsystembrydere, der så fint beretter om deres vision. Lysende, inspirerende og lige i vores ånd.

LevedygtigtLandbrugØkotopia

Sct. Hans Have: Haverne i haven ved fjorden – Emmy Laura Pérez Fjalland

SctHansHaveEmmyLauraPerezFjalland

Hvad er en have egentlig? Og hvor starter og slutter den? Det har forfatteren og kulturgeografen Emmy Laura Pérez Fjalland undersøgt i Sct. Hans Have med Haverne i haven ved fjorden. I bogen finder du kort over haverne, indblik i omegnen og oplandet, opskrifter, refleksioner og sansninger gennem naturhaven ved Roskilde Fjord. Bliv inspireret og forført af en litterær vandring gennem de genetablerede haver, som forsøger at give plads til livet.

HVAD og HVORNÅR skal vi spise? – Marit Kolby

I det meste af den tid, vi har levet på Jorden, har ingen fortalt os, hvad vi skal spise. Ingen talte kalorier eller kulhydrater. Og selv i samfund med god adgang til mad, blev de færreste overvægtige. I dag bliver vi fortalt, hvad vi skal spise – og på trods af det, bliver flertallet af os overvægtige, mens mange bliver syge af deres kost. Hvad er det, der er galt med vores mad? Hvorfor er der så mange modstridende budskaber om, hvad vi skal spise? Og hvem har ret – hvis nogen? I denne bog bliver du præsenteret for et opdateret og forskningsbaseret perspektiv på, hvad vi bør spise og hvorfor. Bogen gennemgår det væsentlige samspil mellem krop og mad, og udvider din horisont for hvordan du kan spise klogt, sundt og nærende. Bogen er tilmed forsynet med et forord af læge, Kristin Evensen, der er en del af Madland.

HvadOgHvornårSkalViSpiseSamfundslitteratur

Hvordan man laver dyr – Mathilde Walter Clark

HvordanManLaverDyrPolitikensForlag

I dette essay gennemgår prisvindende forfatter, Mathilde Walter Clark, livet (altså svinenes) i den industrielle svineindustri i Danmark. Hun optrevler i tal og gyselige på atter gyselige beretninger, hvordan man laver dyr her til lands og former landskaber, politik, eksport og arbejdspladser (liv!) derefter. Det er uhyre, uhyggelig vigtig og nødvendig læsning, hvis man vil nærme sig en forståelse af de danske og globale madsystemer og deres indbyrdes sammenhæng.

Regeneration – Sofie Isager Ahl

“Gensidigt helende praksisser i en ny jordbrugsbevægelse” er undertitlen til dette vidunderlige værk. Bogen er en poetisk omskrivning af forfatter Sofie Isager Ahls ph.d.-projekt i antropologi om unge regenerative bønder under uddannelse på Sogn Jord- og Hagebruksskole i Aurland, Norge. Her vil du møde komødre, produktiv forvirring og de spøgelser, den nye generation af regenerative jordbrugere hjemsøges af via udviklingen i landbruget i vores nære fortid. Her beskrives de udfordringer, det besvær, som de unge bøndere møder, tager på sig og vier deres liv til, når de vælger at leve og uddanne sig som jordbrugere, der vil genopbygge frugtbarheden i jorden og robustheden i vores økosystemer, fremfor at lægge flere landskaber øde og landsbyer døde. Dette er en litterær såvel som teoretisk fortælling om potentialerne og praksisserne, hvorigennem vi kan regenerere os selv og livene, vi lever af og med.

Regeneration

Retfærdig Naturbevarelse – Den Grønne Ungdomsbevægelse

DyrkLivet23LivKastrupfMadland

Et samfund på vej mod afgrunden har brug for nye idéer, nye fortællinger, nye landskaber og en ny politik for at overleve. Kort sagt: utopier. Vi har brug for at tænke os de steder hen, der ikke findes – endnu. Retfærdig Naturbevarelse er et manifest udsendt af Den Grønne Ungdomsbevægelse for en brændende nødvendig biodiversitetspolitik i Danmark. Her præsenteres ti utopiske visioner for et samfund i harmoni med de planetære grænser, ny økologisk bevidsthed, og en række helhedsorienterede politiske krav, der skal bane vejen for en grøn retfærdig fremtid. Til dem, der vil være med til at forme en livgivende fremtid, kan vi ikke anbefale denne dristige, nødvendige og gennemførte visionsbog nok.

Græs og Gyvel

Et nyt magasin for økologi er sat i verden for i bogstaveligste forstand at fremskrive og kultivere en ny økologisk bevidsthed i vores væsner og kultur. Første nummer, som du kan finde i udvalgte boghandlere i København og Aarhus, behandler temaet Stofskifte, hvorunder forfattere, forskere, digtere, jordbrugselever, studerende og mange flere har bidraget med artikler, essays, digte, prosa og andet, med opmærksomheden rettet mod metamorfoserne i fænomenerne inden i og omkring os.

GræsGyvel

The New Fish – Simen Sætri og Kjetil Østli

TheNewFish

The New Fish kombinerer naturbeskrivelser fra norske fjelde, canadiske kyster og islandske landskaber med en art litterær virkelighedsprosa om skandaløse forhold i vores kystnære have. Bogen er et produkt af forfatternes fem år lange undersøgelser af lakseopdræt over hele verden – og alle de moralske og miljømæssige problemer, de har ført med sig. Historien starter hos de vilde laks i krystalklare norske og svenske floder, men ledes ad virkelighedens vej ind lakseopdrættenes verden af genmodificering, sygdomme, forurening og lus. Velbekomme.

På den anden side – Jørgen Steen Nielsen

Dansk miljøjournalistiks bedstefar har skrevet en tankevækkende samtalebog om den økonomiske model, der har domineret længere end aborten har været fri, men nu synes kørt fast. Han peger på, hvordan den svigtende evne til at skabe økonomisk vækst, tiltagende miljø- og klimaproblemer samt menneskelig mistrivsel skaber tvivl om modellens levedygtighed. Han diskuterer videre åbent tvivlen om, hvorvidt og hvordan vi kan gøre op med denne model og stille om til en mere langtidsholdbar økonomi. Han konkluderer, at vejen til forandring går gennem nye fællesskaber og en genopdagelse af den følsomhed og kontakt med naturen, det moderne menneske har mistet.

paa-den-anden-side_328584_1

Havmisbrug -- Steen Ulnits

HavmisbrugUlnits

Der opdrættes i dag fisk som aldrig før. Både fordi de vilde fiskebestande bliver stadigt mere truet, men også fordi det er blevet teknologisk muligt at opdrætte fisk industrielt til vands, som man producerer svin til lands. Vi får alle tudet ørerne fulde med fortællinger om ‘bæredygtig fisk fra opdræt’, men hvor bæredygtigt er det i virkeligheden? Det undersøger forfatter og fiskeentusiast Steen Ulnits i en bog spækfyldt med tankevækkende information om masseproduktionen af fisk. Læs med og bliv klædt godt på med nyttig viden, så du kan stille opklarende spørgsmål, når du skal på havnen efter fisk!

Grow Like Tomorrow – TagTomat

Et ændret forhold til vores mad er helt centralt, hvis vi vil skabe en bæredygtig forandring af vores madsystemer, hvor der både skal være plads til en større biodiversitet og til at mennesker kan leve gode liv. Grow Like Tomorrow viser vejen til fremtidens bæredygtige madsystemer. Med bogen får du en kombination af ekspertviden, fortællinger om de inspirerende madproducenter, som allerede er i gang ude i madlandskabet, og værktøjer til at starte transformationen i din nære hverdag, så vi sammen kan sprede forandring som frø på jorden.

”Grow Like Tomorrow – Vejen til fremtidens bæredygtige fødevaresystemer” er både en guide og en inspirationsbog til, hvordan vi sammen kan skabe en fremtid, hvor vores fødevareproduktion ikke sker på bekostning af hverken natur, klima eller kvalitet.

Dyk ned i de spændende og velillustrerede artikler skrevet af praktiske såvel som teoretiske eksperter og få blod på tanden til at starte din egen rejse – med afsæt i de inspirerende eksempler på producenter, der i dag er godt i gang med at skabe fremtidens bæredygtige fødevaresystemer. Ingen skridt er for små, og bogen indeholder derfor også en god håndfuld praktiske guides, som klæder dig på til selv at komme i gang med at spire, dyrke og udforske bæredygtig fødevareproduktion – og dermed til selv at gøre en forskel i din nære hverdag.

Bag ”Grow Like Tomorrow” står virksomheden TagTomat, der til dagligt skaber produkter, fællesskaber og gode dyrkningsoplevelser i byen med afsæt i en grøn, cirkulær forretningsmodel.

Bogen er TagTomats anden udgivelse, og hvor første bog havde fokus på grønne fællesskaber i byen, breder denne sig ud over intet mindre end otte dimensioner: den globale, den klimamæssige, den naturlige, den cirkulære, den lokale, den forretningsmæssige, den sociale og ”den 8. dimension”, hvor vi kaster et blik ind i fremtiden.

Mad vs. Fødevarer – Lone Vitus

MadFødevarerLone

I denne bog tager Lone Vitus (også kendt som Lone Landmand) livtag med den beskyttende husholdningsfilm, der holder sammen på den konventionelle fødevareindustris fortællinger og praksisser. Lone gennemgår – uden at pakke noget som helst ind – mere eller mindre hele madsystemets indretning i denne forholdsvis smalle, men bomstærke bog med lige meget indignation, madglæde og livskraft. Den er helt bestemt værd at fordybe sig i, hvis du er nysgerrig på, hvad det vil sige, at forholde sig kritisk til vores mad. Bogen er både en øjenåbner og et decideret opråb i madens navn. Al magt til maden! – og Lone, der i øvrigt er meget værdifuld at følge på Instagram.

The One-Straw Revolution – Masanobu Fukuoka

I denne vidunderlige bog præsenterer japanske Masanobu Fukuoka sin livshistorie, filosofi og tilgang til at dyrke jorden. Det er en på én gang praktisk, filosofisk og spirituel udfoldelse af hans natural farming-praksisser sammenholdt med hans syn på verden, helheden og menneskets ageren. Er du interesseret i madsystemforandring er bogen en kærkommen læseoplevelse, der udfordrer den konventionelle industris praksisser og effektivitetsnarrativer og erstatter dem med tanker om helheden, interaktioner organismer imellem og skånsomme dyrkningsmetoder.

OneStrawFukuoka

Svampenes Forunderlige Liv – Merlin Sheldrake

SvampenesLivSheldrake

Svampe findes overalt og er helt og aldeles essentielle for, at planter (og derfor os mennesker) kan trives på landjorden. Den britiske biolog Merlin Sheldrake har skrevet en bog, der giver en grundig indsigt i svampenes – i sandhed! – forunderlige liv på en både pædagogisk og underholdende måde. Derudover fordrer det stadigt større kendskab til den underjordiske verden potentielt en gentænkning af vores ellers veletablerede sproglige kategorier og forståelse af verden som helhed – det er både kontroversielt, udfordrende og fuldstændig magisk på samme tid. Måske ville vi behandle Jorden, jorden og alt deri og derpå anderledes, hvis vi kendte dem, der lever her sammen med os bedre?

The Dorito Effect – Mark Schatzker

Hvad er det, der (blandt andet) mangler i moderne industrielt produceret mad? SMAG! Det sætter den canadiske forfatter fokus på ved at kigge vores madsystemer efter i sømmene, og kortlægge hvordan der er blevet pillet ved det meget sofistikerede kemiske sprog, vi har udviklet i relation til vores mad for at kunne mærke (og derigennem vide), hvad der er godt og mindre godt at spise. Det sprog er smag, og det hjælper gode Mark os med at genopdage og forstå.

DoritoSchatzker

Fra græsplæne til grøntsagsmark -- Lene Skrumsager Møller

GræsGrøntsagSkrumsager

Velsmag og næring kan du få direkte fra din forstadshave, hvis du altså følger Lenes yderst praktiske anvisninger til at omlægge græsplænen til en grøntsagsmark. Kom hellere i gang nu end senere og forløs baghavens madpotentiale – så tit bruger du jo alligevel ikke den græsplæne. Og du kan fint sætte et langbord op i rækkerne mellem afgrøderne den ene gang om året, hvor vejret er godt nok til at sidde ude og spise. Så hvorfor ikke straks gå i gang med først at læse Lenes bog, og derefter starte din nye kompostbunke op fra slap af aftenens organiske affald? Selv Søren Ryge ville være stolt. Og måske vil du være det samme, når du en dag hiver et helt sprødt løg op af den engang så kedelige, men nu sprudlende muld? Det finder du kun ud af på én måde.

Sitopia: How Food Can Save the World – Carolyn Steele

“Billig mad er et oxymoron.” ‘Billig mad’ er et selvmodsigende udtryk, for billig mad findes ikke. Billig mad er blot mad, der er prissat uden at tage højde for de miljø-, biodiversitets-, klima- og retfærdighedsmæssige omkostninger, den har. Sådan argumenterer forfatteren af denne bog, mens hun tager dig med til Sitopia; et ‘mad-sted’. Vores madsted, vores verden. Gennem maden er vi dybt og uløseligt forbundet til verden og til hinanden, men det er som om, at vi har glemt det. Carolyn Steele prøver med denne bog at vise os denne forbindelse, og tilskynder os til at genopdage den både for vores egen og alt andet liv på Jordens skyld. Læs med og find ud af om Sitopia er et u-topia, eller om der reelt er et potentiale for forandring. Vi ved godt, hvor vi står.

SitopiaSteel

Planternes Liv: Blandingens metafysik – Emanuele Coccia

PlanternesLivCoccia

I dette omtrent 100 sider lange essay udfolder den italienske tænker, der skriver på fransk (men bare rolig, den er oversat til dansk), en ny metafysik; en måde at anskue verden, kosmos og det levende på. Han peger på planterne – de liv som traditionelt set blot har dannet bagtæppet for vores eksistens; dem, vi baserer vores liv på, men som vi alligevel i store træk har overset i den vestlige idéhistorie. Coccias stærke, radikale og yderst originale tekst sætter en stikling for et nyt sprog at tale i om vores relation til verden, naturen, kosmos, atmosfæren og ja, planterne. Han viser, hvordan verden gennem planterne og luften gennemtrænger os (ja!) -- og omvendt. Den er provokerende, udfordrer nogle af vores eksisterende sproglige kategorier, og er netop derfor en stor læseanbefaling værdig set i lyset af nødvendigheden for gentænkning – og omformulering – af vores forhold til os selv, hinanden og naturen. Læses bedst i grønne omgivelser.

Jordbo: En ledsager i uregerlige tider – Emmy Laura Perez Fjalland

Ledsageren her er en skøn, vedkommende blanding af essays, meditationer, øvelser, litteraturlister og opskrifter til alle, der er nysgerrige på at komme naturen nærmere, sanseligt såvel som åndeligt eller litterært. Hvordan fornemmer du en plante? Hvad betyder dyrenes lyde? Hvilket sted er dit brølested? Håndbogen tillader dig at stille spørgsmål som disse, og flere til, for at åbne vores sind og sanser. Fuldstændig passende at udforske i ferietiden.

JordboFjalland

The Incredible Journey of Plants – Stefano Mancuso

PlantsMancuso

I denne eventyrlige, om end ikke fiktive, fortælling beretter den italienske neurobiolog om hvordan planter på ustoppelig vis rejser kloden rundt. De rejser ikke som os på ferie med diverse transportmidler for at opleve verden, men i stedet for at leve og kolonisere andre steder på kloden som sporer båret af luften, gemt i pelsen på dyr, rullende langs jorden, flydende gennem vandet eller simpelthen ved bare at lade frø falde til jorden. Planterne formår at leve på selv de mest golde og afsides steder, hvor intet andet før dem, har kunnet rodfæste sig. Hvordan dælen gør de det? Hvordan modstår de atombomben? Og hvordan bringer de liv til alt og alle omkring dem? Det – og meget mere – kan du læse om og lade dig fortrylle af på denne magiske læserejse.

Vi er vejret: At redde planeten begynder ved morgenmaden -- Jonathan Safran Foer

Forfatteren anskuer i denne bog klimaforandringerne ud fra vores madvaner og peger på bestikket som muligt værktøj til handling. Bogen er en meget velunderbygget udforskning af hvordan vi praktisk set kan spise langt mere hensynsfuldt set i lyset af klimaforandringerne – bl.a. via mantraet “no animal products before dinner”. Læs med og lær mere om hvordan vi kan skabe forandring med kniv og gaffel.

ViErVejretFoer

Braiding Sweetgrass – Robin Wall Kimmerer

BraidingKimmerer

For at indgå i et gensidigt givende forhold til naturen, må vi lære at lytte til og opmærksomt observere dens processer for at forstå det – eller måske nærmere de – sprog, den taler til os. Det er udgangspunktet for dette fletværk af fortællinger, der er lige så videnskabeligt velfunderede som de er magiske, sanselige og lærerige. Tag plads på en skolebænk, hvor planter og dyr agerer læremestre og kom med på rejsen mod en udvidet økologisk bevidsthed omkring livet, der omgiver os.

In Defense of Food: An Eater’s Manifesto – Michael Pollan

Forfatteren her går til forsvar for maden. Ikke fødevareindustriens produkter eller “edible foodlike substances”. Maden. Det handler ikke kun om, at mad ikke må reduceres udelukkende til næringsindhold, men også om, at vi skal finde tilbage til at spise ved et bord, sammen. Ikke i bilen eller foran fjernsynet alene. Det handler også om madkultur. Læser du denne bog, er det svært ikke at blive overbevist om nødvendigheden – for ikke at nævne fordelene – ved at spise hel og ukompliceret mad. Det munder ud i det på én gang vigtige og meget simple budskab: "Eat food. Not too much. Mostly plants." Læs med og forstå hvorfor enkelhed og kompleksitet går hånd i hånd.

DefenseFoodPollan

Cooked – Michael Pollan

CookedPollan

Baseret på de fire klassiske elementer: ild, vand, luft og jord, udforsker forfatteren grænselandet mellem råvarer og mad. På denne tærskel mellem natur og kultur står kokken. Kokken har en helt særlig rolle og funktion set i dette lys idet kokken er den, der transformerer hele, rå enheder, der er mere eller mindre naturgivne til mad eller retter, der bliver til via forskellige forvandlingsprocesser – hvad end vi taler om kogning, stegning, fermentering eller noget helt fjerde. Det er i præcis dette grænseland store fødevarevirksomheder primært agerer, og forfatteren argumenterer i denne bog for, at vi skal tage kontrollen over dette forvandlingstrin tilbage i jagten på et sundere og mere bæredygtigt madsystem. Læs med, deltag i jagten og udforsk sammen med os!

Fotos (fra toppen): Laboratoriet for Æstetik og Økologi, Økotopia, Græs og Gyvel, Patagonia, Informations Forlag, Anton Scharling Krebs, Karin Hald, Thomas Frederiksen; Rama Studio, Søren Kvist, Luba Lukova & Katy Homans, Tim O’Brien, Alex Robbins, Lindhardt og Ringhof, Vintage Publishing, Marlene Diemar/Imperiet, Mads Sandholm, Grisma Fischer, Gyldendal, Penguin Books Ltd. og Penguin Books.