fbpx
Category Nyheder

Gårdbesøg, smagninger og samtaler om alt fra regenerativt jordbrug og grøn byplanlægning til den voksende generationskløft i det danske landbrug. Madland Festival 2021 har budt på et mangfoldigt, madpolitisk og skarpt kurateret program, der har peget et væld af madglade og nysgerrige gæster i retning af mere end 60 lækre og lærerige events spredt ud over hele madlandskabet.

Årets sidste begivenhed i Madland Festivals program løber i dag af stablen, når Zero Foodprint Nordic og Simple Feast inviterer til samtale, middag og dokumentarfilm med fokus på den regenerative jordbrugsbevægelse i Danmark.

Det markerer enden på to måneder med rampelyset rettet mod nogle af landets dygtigste og mest engagerede madfolk og med et fælles mål om at engagere, inspirere og begejstre gæster til undren såvel som handling.

“Der er blevet syltet, sanket, snakket og selvfølgelig spist - alt sammen med fokus på at hylde og lære af de folk, der hver dag arbejder benhårdt for at gentænke vores madsystem og bidrage til en mere bæredygtig madkultur over hele værdikæden, fra producent og helt ned til den enkelte madborger hjemme i køkkenet. Lige som sidste år har det været overvældende at opleve den store virkelyst og oplysningsiver, der hersker ude i det danske madlandskab,” mindes Madlands stifter og direktør Marie Sainabou Jeng.

Samskabelse på tværs af værdikæden

Madland har fra begyndelsen haft til mål at udvikle et fællesskabende samlingspunkt for alle dem, der vil en bæredygtig forandring af madsystemerne. Og en af festivalprogrammets store fællesnævnere har netop har været samspillet mellem de mange aktører.

Festivalens åbningsfest var i sig selv et samarbejde med den grønne filmfestival Bio-Bio og en række spændende madfolk, som forud for fællesmiddag og filmvisning delte deres tanker om fremtidens madsystem på et stort inspirationsmarked på Banegaarden i København.

Siden åbningen har festivalprogrammet inkluderet over 60 begivenheder med mere end 40 aktører i spidsen - og ofte i samspil mellem alt fra jordbrugere, producenter, restauranter og købmænd til uddannelsesinstitutioner, højskoler og mange andre.

“Begivenhederne har spændt bredt og dækket alle dele af værdikæden, men fælles for dem alle er, at de alligevel er forbundet på den ene eller anden måde. For det er alle dele af madsystemet nu engang - også selv om det kan være svært at se i en moderne verden, hvor madens vej fra jord til bord ofte er både lang og uigennemsigtig. Hos Madland vil vi gerne være med til at genskabe forbindelsen til den mad, vi spiser, og få alle led i kæden til at samarbejde med forståelse for hinandens virkeligheder. Den ambition har vores festivalprogram heldigvis afspejlet rigtig godt,” forklarer Marie Sainabou Jeng.

Fra Madland skal der lyde et stort tak til alle, der har været med til at få
Madland Festival 2021 til at ske. Festivalprogrammet er blevet til takket være:

Andelsgaarde, Aurion, Banegaarden, Basal - Byens Landhandel, Bio-Bio, Birthesminde, Blue Lobster, Bondens Marked, Changing Food, Coffee Collective, Copenhagen Cooking, CPH Food Space, Cykelkokken, Danmarks Spisekammer/Danmarks Østersfestival, Den Grønne Studenterbevægelse, EatGrim, Farendløse Mosteri, Food Organisation of Denmark, FoodSHIFT 2030, Foodwise, Forbrugerrådet Tænk, Friheden, Friis-Holm Chokolade, Grønt Marked, H15, Havhøst, Hotel- og Restaurantskolen, Jyderup Højskole, Kitchen Collective, Klimamusen, Kornets Hus, København Kombucha, Københavns Universitet - Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Landsorten, Lejre Kommune, Madens Folkemøde, Madkastellet, Naturmælk, Quench & Tickle, Reduced, Regenerativt Jordbrug, Rødder, Saito CPH, Spiritium, Sydhavsøernes Frugtfestival, TagTomat, Tomorrow, Veatery, Zero Foodprint Nordic, Østagergaard

Hos Madland glæder vi os til fortsat at dele gode budskaber og initiativer fra det danske madlandskab gennem guides, artikler, podcasts, events og meget mere. Skriv dig op til vores nyhedsbrev og følg os på Instagram og Facebook, hvis du vil holdes opdateret!