Kan det virkelig passe, at vi kan producere tonsvis af næringsrigt mel uden at bruge en eneste kvadratmeter landbrugsjord? Hvordan kan en over 100 år gammel byplanlægger hjælpe os med at genfinde forbindelsen mellem land og by? Og hvad har det berygtede mørkenet til fælles med et nyt initiativ, der vil skabe en mere bæredygtig restaurationsbranche? Madlandskaber 2021 er på gaden med nye perspektiver og en opfordring til at løfte i flok for at gentænke vores madsystem.
En ting er at tale om de store, nødvendige forandringer, der skal til for at lykkes med den bæredygtige omstilling - det store spørgsmål er, hvordan vi lykkes med at skabe dem.
Det spørgsmål er omdrejningspunktet for seneste udgave af det digitale magasin Madlandskaber, som i dag udgives for anden gang af Madland og det europæiske forandringsprojekt FoodSHIFT 2030. Og et af de vigtigste svar på spørgsmålet går også igen gennem samtlige indspark i magasinet:
Vi er nødt til at gøre det i fællesskab - i et aktivt og stærkt samspil på tværs af værdikæden. Og netop det giver Madlandskaber en række opløftende og begejstrede eksempler på gennem inspirerende historier, skarpe holdninger og lækre fotoserier, videoer og podcasts.
“Madlandskaber er en skueplads for de mange skønne folk og initiativer, der ikke blot arbejder inden for sin egen silo, men i stedet søger samspillet med verden omkring dem. De vil alle bidrage til en ny retning for vores madsystem, men de er også klar over, at de ikke står med løsningerne alene. Det gør ingen af os - og derfor er vi utrolig glade for at kunne give inspirerende stemmer plads i vores magasin, hvor de kan udveksle meninger, erfaringer og viden. Det er sådan vi konverterer små skridt til syvmileskridt,” forklarer Marie Sainabou Jeng, stifter af Koalition og Madland.
En perfekt opsummering af, hvad Madland er og vil
Magasinet er en naturlig forlængelse af Madlands grundlæggende ambition om at skabe et madpolitisk og fællesskabende samlingspunkt for alle, der vil en bæredygtig forandring af madsystemerne i Danmark. Et samlingspunkt, hvor vi vil engagere, inspirere og begejstre til undren såvel som handling.
“Når vi ikke har været i corona-beredskab, er meget af Madlands første halvandet år gået med at definere, hvad vores platform egentlig er og vil, og de store overvejelser har Madlandskaber vist sig at være en perfekt opsummering af. Faktisk peger hver eneste afkrog og bidragyder i magasinet på den ene eller anden måde ind i de grundværdier, Madland hver dag prøver at arbejde ud fra,” siger Marie Sainabou Jeng.
Madlandskaber byder på kritiske og konstruktive indspark fra for eksempel:
- Edith Welker fra Foodwise, som forbinder dem, der laver vores mad, med dem, der spiser den, gennem gårdbesøg, matchmaking mellem jordbrugere og kokke og meget mere. Læs med her.
- Marin Lysák, Nicole Ferry og Eric Guthey fra Bowline, der har samlet restaurantbranchen med en platform for udveksling af viden og erfaring - først med fokus på corona-udfordringer, men siden også med et fremsynet fokus på mere generelle problematikker i branchen. Læs med her.
- Karin Beukel fra Circular Food Technology og Agrain som arbejder for at upcycle og genbruge de mange ton skjult mad, der ligger og venter på os i produktionens sidespor. Læs med her.
- Tina Unger fra Lejre Kommune, som med hjælp fra den over 100 år gamle Garden City Movement vil bidrage til at genfinde forbindelsen mellem land og by. Læs med her.
- Cindie Christiansen fra Zero Foodprint Nordic, som lægger 1 procent oven i alle regninger til gæster og kunder, der besøger deres medlemsbeværtninger og forhandlere, som går til regenerative projekter i det danske madlandskab. Læs med her.
- Josefina Estrada fra Coop Crowdfunding, som giver madiværksættere en ølkasse at stå på, når de skal dele budskaber og nye projekter, og som gennem crowdfunding eller låneaftaler engagerer danskere i, hvem der egentlig skaber deres mad. Læs med her.
- Line Rise Nielsen fra FoodSHIFT 2030, der undersøger, hvordan vi gør den bæredygtige omstilling håndgribelig og nemmere at kommunikere for professionelle køkkener der gerne vil handle mere lokalt? Lyt til hendes fine pointer her.
- Marie Sainabou Jeng fra Koalition og Madland, som arbejder for at samle folk på tværs af madsystemet for at gentænke maddanmark. Læs hendes leder her.
Alle bidrager de med kritiske spørgsmål og nye perspektiver fra deres respektive dele af madsystemet - og alt sammen med et mål om at oplyse, opfordre til handling og samle folk om en mere bæredygtig agenda.
Velkommen til Madlandskaber.
Madlandskaber er et digitalt magasin skabt i koalition og partnerskab mellem FoodSHIFT 2030 og Madland.