fbpx
Category Madland Guide

Her er en guide til dig, der har appetit på forandring og lyst til at spise og drikke dig gennem alle de knopskydende initiativer, der springer frem af den østjyske muld. Nogle har rodfæstet sig dybt, andre spirer stadig. Guiden tæller 80 aktører og giver dig handlemuligheder til at tage del i den samfundsansvarlige madsystemforandring.

Foto: Liv Kastrup for Madland og Mellemfolkeligt Samvirke

Guiden kan bruges som et pejlemærke til at finde de virker, der arbejder for en samfundsansvarlig madsystemforandring i Aarhus og omegn. Virker, som vi kalder madsystembrydere, fordi de har mod til at bryde med madsystemet, som vi kender det. De er udvalgt efter følgende fem kriterier: 1) Non-profit initiativer, 2) initiativer, der arbejder efter agroøkologiske principper, 3) certificerede økologiske produktioner, 4) planterige initiativer og 5) virksomheder, der er ejet af ansatte, producenterne eller kooperativer.

Tag guiden i den ene hånd, en ven i den anden og kast dig ud i at udforske alle de velsmagende og velgørende initiativer, der findes derude!

Guiden bliver til i samarbejde mellem Mellemfolkeligt Samvirke og Madland og er den første kortlægning af madsystembrydere i og omkring Aarhus. Vi opdaterer den løbende digitalt på madland.dk, så tip os gerne på hej@madland.dk, hvis du mangler nogen.

Download guiden som pdf lige her.

Sommergrønt, Aarhus Lokalguide, Foto Liv M. Kastrup 051

Frugt og grønt

Blakgården (Silkeborg) er et fællesskabsbaseret landbrug ved Sminge Sø i nærheden af Silkeborg. En kreds af bevidste madborgere har dannet et andelssamvirke for at få friske lokale råvarer, støtte op om gårdens drift samt for at sikre et demokratisk ejerskab til gavn for fællesskabet og kommende generationer.
Blakgårdsvej 28, 8600 Silkeborg

Daggry Farm (Ry): Regenerativ markedshave, hvor Asta dyrker et bredt sortiment af grøntsager på friland. Det hele sælges lokalt til institutioner, restauranter og private, der gennem et abonnement kan lade sig forsyne med ugentlige grøntsagsposer gennem sæsonen. Ud over CSA-ordningen for de lokale kunder, leverer Daggry også grøntsager og spiselige blomster til større arrangementer nær Aarhus.  
Emborgvej 49, 8660 Skanderborg

Det Lille Økori er et mikrolandbrug mellem Hedensted og Horsens, hvor de dyrker grøntsager, østershatte og mikrogrønt, mens de arbejder for at holde jorden sund. Det Lille Økori sælger til professionelle køkkener og til private fra deres vejbod på adressen.
Lystrupvej 16, 8781 Stenderup

Happy Food Forest (Mårslet): Missionen er soleklar hos folkene bag Happy Food Forest: levende jord, lækker mad og glade mennesker. Deltag i deres arrangementer og lær gennem hænderne om, hvordan vi gøre jorden sundere. Modtag en ugentlig grøntsagskasse eller køb et træ fra planteskolen, der i mange år fremover kan forsyne dig med frugter eller nødder.
Hørret Skovvej 16, 8320 Mårslet

Høsteriet (Hjortshøj): Marie Junker Boesen og resten af holdet bag Høsteriet dyrker grøntsager, urter og blomster på deres lille stykke jord 20 minutter nord for Aarhus – lige ved Andelssamfundet Hjortshøj. Det lille gartneri arbejder med økologiske og regenerative dyrkningsprincipper, og har siden 2023 været samarbejdsgård hos Andelsgaarde. Køb deres sprøde grøntsager på abonnement eller til REKO Aarhus.
Østergårdstoften 52, 8530 Hjortshøj  

Jordkærgård (Silkeborg): Regenerativt-økologisk mini-jordbrug nord for Silkeborg, der dyrker grøntsager, urter, frugt og bær til private og erhverv.
Jordkærvej 8, 8600 Silkeborg

Le Petite Ferme (Ebeltoft): Den lille gård med det franske navn drives af en lille familie med rødder i bl.a. Frankrig. På deres 8 hektar tager de vare på livet over og under jorden med regenerative dyrkningsmetoder. De har frugt- og nøddelund, grøntsagsproduktion, 70 æglæggende økohøns og 10 bistader. Fra maj 2025 kan du finde dem hver første lørdag i måneden til Bondelaugets Grøntmarked ved Maltfabrikken i Ebeltoft.
Hulgaden 17, 8400 Ebeltoft

Peters Gartneri (Beder): Peter dyrker grøntsager efter økologiske og regenerative principper og arbejder for at genopbygge frugtbarheden i jorden. Du kan enten købe ind i markbutikken eller blive en del af kunde-bonde ordningen. Som kunde-bonde bliver du medejer af sæsonens høst, tager et lokalt ansvar og får mulighed for at yde indflydelse på hvad der skal dyrkes på det årlige info- og inspirationsmøde. Du kan læse meget mere på Peters hjemmeside.
Ørnevænget 37, 8330 Beder

Soldug (Ebeltoft): Tre unge landbrugere står for driften af Jordbruget Soldug, som er samarbejdsgård hos Andelsgaarde. Her skyder økologiske hvide asparges, grøntsager, blomster og urter op af jorden. Der leveres til lokale restauranter, mens du som privatkunde kan svinge forbi gårdens aspargeskøleskab for at forsyne dig, når de er i sæson, eller møde Soldug på Bondelaugets Marked i Ebeltoft.
Elsegårde Skovvej 10, 8400 Ebeltoft

Sommergrønt (Hadsten): Siden 1990 har Sommergrønt været et økologisk frilands- og væksthusgartneri med fokus på lokal afsætning. Sommergrønt dyrker blandt andet til Aarhus-spisestederne Capo og Hærværk, og hvis du kommer forbi Hadsten mellem april og december, har gårdbutikken åbent hver dag fra 10-19.
Ravngårdsvej 27, 8370 Hadsten

Yduns Have (Samsø): Unge, passionerede landbrugere driver denne gård, som ejes af Jordbrugsfonden Økologisk Samsø og Samsø Økojord. Yduns Have blev kåret som Årets Økolog i 2018 og sælger deres friske grøntsager og æg i den yderst charmerende gårdbutik samt gennem en abonnementsordning (CSA). Her kan lokale støtte gården og til gengæld modtage en ugentlig portion sprødt, nyhøstet grønt.
Alstrup 2, 8305 Samsø

Økologiens Have (Odder) er en gård som rummer både gårdbutik, café, besøgsgård, planteskole og fælleshave, og som giver byboere tæt på Aarhus muligheden for at dyrke egne grøntsager i fællesskab med andre. I deres aktivitetskalender kan du holde øje med næste aktivitet såsom klipning af fårene eller et kursus i plantedeling.
Rørthvej 132, 8300 Odder

Blød & Sprød, Aarhus Lokalguide, Foto Liv M. Kastrup 131_comp

Brød og bagværk

Anholt Bageri og Gartneri (Anholt): På øen midt i Kattegat skaber en flok venner store ting ud af det, der allerede er. Her finder du hjemmedyrkede grøntsager, ø-idyl, langbordsmiddage og salg af bagværk gennem vinduet. Kig forbi til en kop kaffe i drivhuset eller køb billet til et pizzaparty, hvis du er på øen.
Østervej 6, 8592 Anholt

Berta Bageri (Aarhus): Berta blev kåret som Byens Bedste Bager 2024 – med god grund. Her bages der dagligt med mel fra Kornby Mølle. Her er økologi og kvalitet i højsædet. Kig forbi Berta, og smag på autentisk og ansvarligt bagværk på århusiansk.
Lundingsgade 1, 8000 Aarhus

Blød & Sprød (Aarhus C): Midt i det sprudlende kunst- og iværksætterområde, Institut for X, ligger Aarhus’ nok mindste bageri. Rasmus Poulsgaard langer surdejsgodter og andre glutenfyldte salte og søde fristelser ud gennem lugen. Hold øje med deres kanaler og bliv opdateret på kommende bløde og sprøde events.
Skovgaardsgade 5C, 8000 Aarhus

Café Harepus (Aarhus): Den lille plantebaserede café i Latinerkvarteret har taget navn efter bagermester Harepus fra børnebogen om Dyrene i Hakkebakkeskoven. Harepus byder indenfor til håndlavet bagværk, helt fri for animalske ingredienser.
Studsgade 5, 8000 Aarhus C

DavidBreadHead (Aarhus) er et lokalt bageri med vokseværk på to lokationer i Aarhus C, hvor du kan finde funklende bagværk. Både det helt store surdejsudvalg, glinsende croissanter, pistaciesnegle og meget mere.
M. Mørks Gade 7, kl. th. og Ny Munkegade 4B, 8000 Aarhus C

Gærda (Højbjerg): Mikrobageriet Gærda finder du på et hjørne i Aarhus-forstaden Højbjerg. Med enkelte undtagelser i løbet af året, bager Gærda til surdejssultne gæster alle torsdage, fredage og lørdage. Alt hvad du finder af surdejsbrød og sødt bagværk er altid friskbagt på dagen. Hos Gærda bages der med lokale og økologiske råvarer.
Jelshøjvænget 9, 8270 Højbjerg, Danmark

Jumbo Bakery (Aarhus): Holdet bag Jumbo bager med sæsonens råvarer, faglig stolthed og en stor kærlighed til Aarhus. De holder til på to adresser, hvor du kan fylde brødposen med saftige surdejsbrød eller kunstfærdigt konditorhåndværk.
Mindet 4 og Ankersgade 12, 8000 Aarhus

KOBA Baking Studio (Aarhus C): Gemt væk i en baggård over for den ikoniske Café Paradis i et tidligere vaskehus ligger Koba. Finder du vej til det lille bageri, venter der sprødt og saftigt bagværk indrammet i japansk æstetik og fyldt med masser af smag. Koba arbejder målrettet på at reducere madspild, når de bager med råvarer, der ellers ville være røget i skraldespanden og forvandler dem til lækre kager og bagværk.
Paradisgade 6C, 8210 Aarhus

Samsø Brød (Samsø) producerer melblandinger fra bunden med økologiske og naturligt glutenfrie ingredienser. Charlotte Fenger og Lars Ejbye Mikkelsen arbejder dedikeret på at gøre hjemmebag nemt og tilgængeligt for alle. Besøg dem på Samsø for en smagsprøve.
Besser Kirkevej 27, 8305 Samsø

Mel og korn

Samsø Mel (Brundby): Samsø Mel fremstiller økologisk, stenkværnet mel af korn dyrket på egne marker – præcis som i gamle dage. Deres mel er et levende og sundt økologisk produkt med en fyldig smag. Smag selv på sagerne hos de mange restauranter på øen, der bager med Samsø Mel eller find en af deres forhandlere nær dig, så du selv kan bage og smage.
Gammelløkkevej 8, Brundby, 8305 Samsø

Uldum Mølle er en af landets få tilbageværende møller, der rummer både museum og gårdbutik. Møllen maler udelukkende på gammeldags stenkværne, og har været i drift siden 1895. Alle butikkens melprodukter er økologiske, og udvalget består blandt andet af en bred vifte af meltyper, kerner, flager og gryn.
Skolegade 25, 7171 Uldum

P. Clausens Fiskehandel, Aarhus Lokalguide, Foto Liv M. Kastrup 175_comp
P. Clausens Fiskehandel, Aarhus Lokalguide, Foto Liv M. Kastrup 171_comp

Fisk

Havnens Fiskehus (Aarhus C): Her finder du faglighed og forståelse for fisk og skaldyr, samt et væld af delikatesser fra fiskeslagteriet, hvor der fremstilles specialudskæringer, fiskepølser og krogmodnede fisk. Hos Havnens Fiskehus får du skånsomt fanget fisk fra velrenommerede leverandører. Præcis som det burde være for alle forhandlere af friske varer, varierer sortimentet efter sæson, vind og vejr.
Fiskerivej 6, 8000 Aarhus C

Clausens Fiskehandel (Aarhus C) kom på alles læber, da de i starten af 2025 stoppede al salg af opdrættet laks og andre burfisk. Fiskehandlerens virale video om den satsede, men nødvendige, beslutning skabte opmærksomhed omkring et stort problem i fiskeribranchen. Kig forbi landets ældste fiskehandel, hvor humøret er højt og fiskedisken er spækket med alt godt fra havet.
Fiskerivej 4, 8000 Århus C

Kalø Gardbutik, Aarhus Lokalguide, Foto Liv M. Kastrup 023_comp

Kød, æg og mejeri

Folk & Fæ (Ebeltoft): arbejder på at opbygge naturen gennem helårsgræsning med bevaringsværdige danske geder, får og køer. Folkene i Folk og Fæ driver et naturlandbrug, hvor dyrene og naturen arbejder sammen for en bedre fremtid. For dem er det lige så vigtigt, at dyrene har det godt, som at naturen udvikler sig og giver mere plads til vilde dyr og sjældne planter.
Elsegårdevej 21, 8400 Ebeltoft

Gothenborg (Them + levering): Fjerkræopdrættet syd for Silkeborg har de seneste år sat ekstra fokus på deres gårdbutik og onlinesalg på gothenborg.dk, hvor du kan købe noget af det bedste fjerkræ, brød (til afhentning), lokalt grønt og sågar lækre hjemmelavede retter på frost fra deres eget landkøkken.
Gothenborgvej 3, 8653 Them

Lille Raneladegård (Ebeltoft): producerer blandt andet ost og is af økologisk gedemælk fra egne geder. Familien bag driver også spisestedet LøCroQ på Ebeltoft Havn, hvor menukortet er baseret på råvarer fra egen produktion.
Øervej 7, 8400 Ebeltoft

Æblefald, Aarhus Lokalguide, Foto Liv M. Kastrup 111_comp
Æblefald, Aarhus Lokalguide, Foto Liv M. Kastrup 119_comp

Saft, øl og cider

Bullseye Spirits (Rønde): Det familieejede destilleri på Djursland har med deres økologiske serie ‘Gin Heroes’ hentet inspiration og urter fra de danske nationalparker. Lad dig begejstre af de udvalgte smage af Kongernes Nordsjælland, Skjoldungernes Land, Thy, Vadehavet og selvfølgelig lokale Mols Bjerge.
Møllerupvej 24, Rønde 8410

Ebeltoft Gårdbryggeri (Ebeltoft) brygger et væld af forskellige, altid interessante øl og har tilmed også et udvalg af hjemmelavet sodavand. Bryggeriets gårdcafé og butik afholder også forskellige arrangementer og smagninger gennem året.
Skovgårde Bygade 4, 8400 Ebeltoft

Force Majeure (Aarhus) er en spiritusforhandler og bar i Aarhus. Med mottoet “drink better” har de fokus på kvaliteten frem for kvantiteten, den gode smagsoplevelse og det at kunne tage et veloplyst valg angående spiritus. Spiritus har hovedrollen, men du kan også finde lidt øl, dansk frugtvin og alkoholfrie alternativer, alt sammen nøje udvalgt. Hvis du ikke befinder dig i nærheden, kan du i mellemtiden nyde synet af deres smukke drinks på Instagram. Filialen Hella på Aarhus Ø er bestemt også værd at tjekke ud.
Borggade 5, st. 4 8000 Aarhus C og Hella, Irma Pedersens Gade 180a, 8000 Aarhus C

Mariendal Mosteri (Grenå) producerer økologisk æblemost, æbleisvin, æblecider og vine på druer fra foden af Mols bjerge. Her er der fokus på miljøhensyn og samarbejde med andre lokale kræfter – nøjagtig som vi bedst kender Djursland.
Bakken 8, 8500 Grenå

Pissego Øl (Aarhus): Det Aarhus-baserede mikrobryggeri har velsmagende og charmerende øller med navne som Copacabajer, Smækkyst og Brun Passion på hanerne. Holdet af humleentusiaster bag Pissego øl sætter en dyd i at bringe smag og humør ud til folket. Dåserne kan findes hos forhandlere i Aarhus og omegn.
@pissego

RenSaft (Samsø) er et vaskeægte vineventyr, lige midt i Kattegat. Jorden ejes af jordbrugsfonden Samsø Økojord og drives af tre partnere. RenSaft er sat i verden for at dyrke og producere frugtvin, cider, safte, øl, spiritus og ikke mindst vin på Samsø. Altsammen så naturligt som muligt og uden tilsætning.
@RenSaft

Sjask (Lystrup): Hos Sjask brygges der med minimal intervention, når æbler, bær og vindruer høstet fra Aarhus og Djursland forvandles naturvin, frugtvin og cider. Kig forbi Sjaskeriet, bestil flasker hjem fra hjemmesiden eller smag på dråberne hos kulturhuset Palmehaven, der er en del af Institut for X i Aarhus.
Lægårdsvej 32E, 8520 Lystrup

Ulmus Craft Cocktails (Aarhus C): Holdet bag Ulmus sanker skånsomt vilde urter og planter fra skove, enge og kystområder i det jyske landskab. Herefter fragtes naturens gaver til Aarhus, hvor produktionen af forskellige typer spiritus går i gang. Smag på varerne, når Ulmus tager ud med cocktailcatering, eller meld dig til en af deres sanketure her ulmuscraftcocktails.dk.
Universitetsbyen 14, 8000 Aarhus

Æblefald (Aarhus C) laver cider og vin af århusianske haveæbler. De gyldne æbledråber modnes på tønder og med hjælp fra oxidationsprocesser og tid, kalder Æblefald alt det bedste frem i æblet. Resultatet af håndværket kan smages på restauranter flere steder i landet og sælges også hos udvalgte vinhandlere i Aarhus og København.
Sydhavnsgade 7, 8000 Aarhus C

Lige Om Hjørnet, Aarhus Lokalguide, Foto Liv M. Kastrup 193_comp
Lige Om Hjørnet, Aarhus Lokalguide, Foto Liv M. Kastrup 197_comp

Te og kaffe

Café Gadeliv (Aarhus C): Café Gadeliv har fokus på bekæmpelse af madspild og brug af overskudsvarer. Derfor har de også et varierende menukort, hvor ’dagens frokostret’ er baseret på dagens tilgængelige råvarer. Café Gadeliv bestræber sig på, at så stor en procentdel af råvarerne som muligt er overskudsvarer -  uden at gå på kompromis med kvaliteten af måltiderne på caféen.
Jægergårdsgade 164 B, 8000 Aarhus C 

Birk Kaffe (Aarhus C): Kaffebaren, der er en del af Birk Interiør, serverer lækker, velbrygget kaffe med bønner fra det lokale aarhusianske risteri, Mood. Du kan også få matcha, te fra Sings Tehus samt boller og kager fra byens bedste bager – alt sammen lavet på økologiske råvarer.
Jægersgårdgade 5. st. tv., 8000 Aarhus C

Gallo Kaffebaren (Aarhus C): Gallo Kaffebar serverer lækker kaffe i Nørre Allé 30. Kaffebaren drives af folk i løntilskud og af frivillige, så når du køber din kaffe hos Gallo, støtter du også foredrag og oplysning om psykisk sårbarhed.
Nørre Allé 30, 8000 Aarhus C

Lige om Hjørnet (Aarhus C): Kaffebar med stamstedspotentiale, hvis du har hang til friskbrygget kaffe og saftigt bagværk på en charmerende lokation. Unge kræfter driver stedet, der også af og til byder på arrangementer som naturvinssmagning og koncerter på pladsen foran cafeen.
Horsensgade 19, 8000 Aarhus, Danmark

Monk Coffee (Aarhus Ø): Monk er stedet, hvis du befinder dig på Aarhus Ø og bliver ramt af et akut behov for økologisk kaffe, surdejsbrød eller en saftig croissant. I lokalerne på kajen serveres der godt håndværk og gode råvarer indrammet i labert lysindfald.
Bernhardt Jensens Boulevard 75, Aarhus Ø

Sydhavnskaffe (Aarhus C): Skaberne af Sydhavnskaffe synes, at danskere, som et af de mest kaffedrikkende folkefærd i verden, har et stort ansvar for at blive mere bevidste om kaffen, vi drikker. Derfor importerer og sælger de ansvarligt producerede bønner, som du kan nyde friskristede i din morgenkaffe med en øget bevidsthed og omtanke for de mennesker og den natur, der er en del af produktionskæden.
Sydhavnsgade 7, 8000 Aarhus C

Sommergrønt, Aarhus Lokalguide, Foto Liv M. Kastrup 034_komp

Markeder og butikker

Bondelauget (Ebeltoft): En samling lokale småskala-jordbrugere fra Djursland har forenet sig i et bondelaug, for at styrke den lokale madkultur på Djursland. Medlemmerne af bondelauget dyrker mad ud fra genopbyggende og bæredygtige principper i balance med naturen. En gang i måneden fra april til oktober kan du købe bøndernes høst på Grøntmarked i Ebeltoft.
Havnevej 1, 8400 Ebeltoft

Forrådskammeret (Auning): Delikatesse, bageri, butik og café. Her får du et stort udvalg af måltidssalater, charcuterie, friskbagt brød, lokalt ristet kaffe og særligt udvalgte varer til dit forråd.
Centervej 6A, 8963 Auning

Fru Hansens Butik og Café (Drastrup, Randers): I det gamle mejeri sælges der nu lokale delikatesser og produkter, hvor smag og økologi spiller en vigtig rolle. Stedet er familiedrevet og her afholdes også værksteder, foredrag, markeder, fællesspisninger og andre arrangementer. Følg med på hjemmesiden eller kig forbi Fru Hansen og se hvad hun har på hylderne.
Ebeltoftvej 5, Drastrup, 8960 Randers SØ

Ganefryd (Aarhus C): I Klostergade i Aarhus ligger Ganefryd Helsekost. En lille, men rummelig butik med økologiske og biodynamiske varer. Butikken har også eget bageri, hvor du kan købe bl.a. glutenfrie lækkerier.
Klostergade 2, 8000 Aarhus C

Gårdbutikken på Kalø Økologiske Landbrugsskole (Rønde): Som en del af landbrugsskolen, der ligger smukt mellem skov og strand ved Kalø Vig, sælges der i gårdbutikken lokal økologi og grøntsager og kød fra Kalø Økologisk Landbrugsskoles landbrug. Forsyn dig også med forarbejdede varer som brød, yoghurt og marmelader fra skolens køkken og varer fra andre lokale producenter.
Molsvej 38, 8410 Rønde

Korsmedergaard (Randers) er en økologisk gårdbutik med egne æg, frugter og grønt. Derudover kan du også finde et bredt udvalg af kolonialvarer, brød og frø til haven fra andre dygtige producenter.
Klørupvej 13, 8920 Randers

NYMA: (Nye) Den lokale købmand i Nye nord for Aarhus, hvor fællesskab, omtanke og nærhed er omdrejningspunkter. Udover at være dagligvarebutik, er NYMA også kaffebar, bageri, madbod og mødested for de lokale. Du kan som kunde få indflydelse på varesortimentet og aktiviteter, ligesom du kan udfordre en ven ved butikkens bordtennisbord. Grøntafdelingen er et besøg værd i sig selv – den finder du nemlig i et drivhus, der ligger midt i NYMA.
Ringen 7, Nye, 8200 Aarhus N

REKO (Aarhus) er et fællesskab for direkte handel mellem lokale madborgere og jordbrugere og producenter i Aarhus-området. Tag del i Reko-ringen ved at dukke op til de månedlige markeder og mød din producent ansigt til ansigt. Du kommer hjem med lækre, lokale varer under armen.
Trindsøvej 4, 8000 Aarhus C

Ren Kost (Aarhus C): I hjertet af Aarhus ligger Ren Kost og Krop, der er en økologisk købmand og helsekost med glutenfrit bageri. Her har den ligget siden 1998 og forsynet aarhusianere og andre forbipasserende med sunde og nærende varer for krop og sjæl.
Jægergårdsgade 43-45, Aarhus, Denmark

Rishøjgård (Egå): Gårdbutik med lokale, økologiske og skønne varer. Grøntsagerne dyrkes efter regenerative metoder, og gårdens grise, kaniner og påfugle lader sig gerne hilse på af  besøgende børn.
Mejlbyvej 136, 8250 Egå

Torvehallen (Ry): Byens torv forvandles en gang imellem til en livlig markedsplads fyldt med lokale producenter, kunsthåndværkere og små butikker, der sælger alt fra friske råvarer og håndlavet keramik til unikke smykker og specialiteter.
Klostergade 1, 8680 Ry

Vimby Høkeren og økologisk bageri (Hjortshøj): Der er få høkere tilbage i det danske landskab, men i Hjortshøj finder du en af dem. Butikken er drevet af den almennyttige fond, Vimby, og sælger et bredt udvalg af økologiske varer som f.eks. lokalproduceret is og bageriet byder på friskbagt brød. Vimby står i øvrigt for ‘Velkommen I Min BYdel’, der rummer stedets vision om at være et inkluderende fællesskab, hvor alle er velkomne.
Gammel Kirkevej 116A, 8530 Hjortshøj 

Capo, Aarhus Lokalguide, Foto Liv M. Kastrup 162_comp

Spisesteder

Brandbygegaard (Odder): Lone Vitus og Søren Kvist har i mange år dyrket landmandsskabet, skrevet bøger, været værter for selskaber på Brandbygegaard samt leveret økologiske spiseoplevelser til gårdens gæster. I deres netbutik på brandbygegaard.dk kan du købe gin, vine, whiskey og andre velsmagende væsker lavet på råvarer fra gården. Altsammen produceret på stedet.
Alrøvej 77, 8300 Odder

Bageri og bistro (Uggelhuse): Tæt ved Randers Fjord dyrkes kærligheden til mad, økologi, bæredygtighed, håndværk og dyrevelfærd. Hos både bageri og bistro i Uggelhuse er disse værdier lig med kvalitet og bare grundlæggende fornuftige. Kig forbi til et måltid eller et stykke bagværk i en afslappet atmosfære, hvor der er plads til alle.
Kærvej 2, 8960 Randers 

BID FOR BID er en platform dedikeret til grøn gastronomi, langbordsmiddage, madformidling og workshops. Den unge kvinde bag Instagramprofilen @bid.for.bid fordyber sig i bæredygtighed og mad, udforsker nye måder at bringe mere smag ind i grønne retter og eksperimenterer med fermentering og konservering. Dertil kan Bid for bid hyres til at tilberede en drøm af en langbordsmiddag til din næste fest. 

Cafe Gaya (Aarhus C): Hos Gaya serveres der grønne retter på råvarer med det røde Ø-mærke. Menuen er vegetarisk, indretningen er hjemlig, og hver gang vi rammer den anden mandag i måneden, er der fællesspisning hos Gaya.
Fjords Gade 2, 8000 Aarhus C

Café Mellemfolk (Aarhus C) er det bankende hjerte i Mellemfolkeligt Samvirkes lokaler i Aarhus. Mellemfolk er en café med holdninger, der drives af frivillige og af kampgejst for en mere retfærdig verden. Maden er plantebaseret, kaffen og fadøllene er økologiske, og overskuddet doneres til projekter, der arbejder for mere bæredygtighed og retfærdighed rundt omkring på kloden.
Mejlgade 53, midterbygningen, 1. sal, 8000 Aarhus C

Cafeterie 37 (Aarhus C): På Mejlgade 37 varierer udvalget af boller og kager fra dag til dag. Garantien for at det altid er lækkert og hjemmebagt varierer til gengæld ikke. Gå også ombord i et stort udvalg af oste eller klassikere fra cafeteriekøkkenet, som f.eks. parisertoast. Cafeteriet sætter også ofte scene til kulturelle begivenheder som intimkoncerter eller albumudgivelser.
Mejlgade 37, 8000 Aarhus C

Capo (Aarhus C): Mad- og vinbar i Øgadekvarteret, hvor et dynamisk og levende køkken langer mindre serveringer over disken, som komplimenterer det store udvalg af vin. Capo samarbejder med lokale jordbrug som Sommergrønt og Yduns Have, og menuen er med deres egne ord sæsonbetonet og – ikke mindst – lystbetonet.
Ny Munkegade 4, 8000 Aarhus C

ECHO EATERY (Aarhus C) det perfekte sted, når du vil nyde en elegant grøn frokost lavet af nøje udvalgte råvarer, starte dagen med en velsmagende kop kaffe eller slappe af med et glas naturvin i smukke omgivelser. ECHO ligger ovenpå interiørbutikken RAASTED i det charmerende latinerkvarter.
Badstuegade 1E, 8000 Aarhus C

Hærværk (Aarhus): De kompromisløse kokke fra Hærværk har friske sæsonråvarer på menuen. Hærværk arbejder på de præmisser, som helt naturligt følger med, når man prioriterer små lokale producenter og leverandører, der dyrker og opdrætter, fanger, jager og sanker til ens restaurant. Høj kvalitet og hyldet velsmag er hvad du får på gaflen hos Restaurant Hærværk.
Frederiks Allé 105, 8000 Aarhus C

Marais Bistro og Bar (Aarhus C) Med inspiration fra det ikoniske Maraiskvarter i Paris, hvor falafelboder ligger side om side med restauranter med hvide duge, serverer Marais deleretter med smæk på smag og krydderier. Menuen afspejler de skiftende sæsoner, mangfoldigheden og det smukke i det simple.
Guldsmedegade 32, 8000 Aarhus C

Moesgaard Strandkiosk (Højbjerg): Som enhver ægte strandkiosk kan du få is, hotdogs og fritter på Moesgaard Strand. Forvent dog mere af kvaliteten end den gængse kiosk. Her er øllen økologisk og fra Ebeltoft Gårdbryggeri, mens hotdoggen er gourmet. Kiosken ligger mellem skov og strand, så udsigten fejler absolut intet.
Strandsskovvej 21, 8270 Højbjerg

Plant Food (Aarhus C): Midt i Aarhus ligger Plant Food, hvor smagen bærer budskabet i sig selv: Plantebaseret mad er for alle! Med fokus på smag og tekstur ønsker Plant Food at inspirere til mere grønt på tallerkenen – velsmagende, simpelt og ligetil.
Graven 16H, 8000 Aarhus C

Restaurant Moment (Rønde): Hos den Molsbaserede og velrenommerede Restaurant Moment er der grøn gastronomi fra højeste hylde på tallerknerne. Ambitionen vendes på hovedet, når restaurantens råvarer dyrkes: Moment vil ikke blot nøjes med at sætte et minimalt negativt aftryk, men i stedet stræbe efter et positivt aftryk. Ingredienserne høstes primært i egen have og på egen gård, mens der selvfølgelig (!) ikke bruges pesticider eller lignende.
Ravnen 1, 8410 Rønde

Skraldecafeen (Aarhus C): Her forvandles madspild til muligheder og fællesskab opstår gennem bæredygtige måltider. Stod det til Skraldecafeen, går vi en grønnere fremtid i møde, hvor det er muligt for alle at bidrage, uanset baggrund. Gennem fokus på social ansvarlighed og miljøet samler Skraldecaféen mennesker omkring bordet, og gør hver dag til en chance for at gøre en forskel.
Kaløgade 7, Bagporten, 8000 Aarhus C

Syv Munde (Aarhus) er et vaskeægte aarhusiansk madkollektiv. De syv veninder, der mødte hinanden på antropologistudiet, mætter mange munde flere end syv, når de laver langbordsmiddage og andre former for catering. Maden er vegetarisk og følger sæsonernes skiften.
@syv.munde

Trip Restaurant (Aarhus C): Sprøde retter med middelhavsinspiration, fede beats på højtalerne og en smittende energi fra det unge hold bag Trip. Alt det og meget mere til finder du i en container ved Institut for X, når sommeren melder sin ankomst til smilets by.
Skovgaardsgade 5C, 8000 Aarhus

Tallerkensmæk (Aarhus) tager ud og serverer plantebaseret og sæsonbetonet mad til diverse arrangementer og pop-ups. De to unge kvinder henter råvarerne hos små producenter i nærområdet og smækker økologi på tallerkenen. Alt du skal gøre, er at sætte dig til rette ved langbordet.
@tallerkensmaek

Æblehaven (Brabrandsøen) blev grundlagt af Sebastian Kromann i 2020 som en midlertidig café under Danmarks første coronanedlukning. Siden er den blevet mere permanent og har foreløbig fået en tre-årig tilladelse i det bevaringsværdige naturområde. Klap en ged og nyd en forfriskning fra cafeen næste gang du skal en tur rundt om Brabrandsøen.
Sylbækvej 32, 8230 Åbyhøj

Madfællesskaber

Fermentorskab er en Aarhus-baseret gruppe af fermentorer, sankere og historiefortællere med en fælles passion for mikroorganismer og alle deres egenskaber. Fermentorskab fokuserer på at lave fermenter fra bunden, reducere spild og bruge lokale sæsonbestemte ingredienser. Mød Fermentorskab ved deres base hos Institut for X, hvor de jævnligt slår dørene op til fermenteringsværksteder og øvrige boblende oplevelser for aarhusianere og andre interesserede.
Skovgaardsvej 5C, 8000 Aarhus

Gallo Gartneriet (Risskov): Frivillige og medarbejdere arbejder sammen om at drive et regenerativt økologisk gartneri, der fremmer biodiversitet og jordens frugtbarhed. Høsten, herunder blomster, grøntsager og honning, sælges i boden ud til Rolighedsvej. Det lille fristed i grønne omgivelser tilbyder meningsfuld beskæftigelse i hverdagen og et mangfoldigt og inkluderende arbejdsfællesskab for mennesker med psykisk sårbarhed. Som medlem af foreningen har du også mulighed for at leje og dyrke dit eget højbed i haven.
Rolighedsvej 6, 8240 Risskov

Grøn bio i Øst for Paradis kalder sig et moderne pop up-forsamlingshus, der gerne vil starte en samtale om nogle af de vigtige emner i tiden. Foruden stærke, smukke og vedkommende film er GRØN BIO også talks, workshops, debatter, udflugter og andet. Følg med på hjemmesiden og se, hvornår næste arrangement finder sted.
Paradisgade 9C, 8000 Aarhus C

Grønne Nabofællesskaber (Hele landet): Grønne Nabofællesskaber har til formål at bidrage til den nødvendige bæredygtige omstilling ved at mobilisere til grøn handling gennem organisering af lokale fællesskaber. I Aarhus driver nogle af disse fællesskaber lokale fødevarefællesskaber, hvor du kan få en ugentlig grøntsagskurv fra en lokal landmand.

Linser for Livet (Hornslet): Hos Linser for Livet handler det ikke kun om at sælge linsemel og bælgfrugter, men om at fremme bæredygtig madproduktion og -forbrug. Virksomheden samarbejder med landmænd om at udvikle danske bælgfrugter, producerer og sælger en bred vifte af økologiske produkter, udvikler enkle og velsmagende plantebaserede opskrifter, og tilbyder undervisning og foredrag for at øge kendskabet til bælgfrugter i madlavningen. Køb linser, bønner og ærter i Linser for Livets netbutik på linserforlivet.dk.

Trøjborg Beboerhus' Folkekøkken (Aarhus N): Hver søndag er der gang i de store gryder på Trøjborg, når frivillige henter overskydende økogrønt fra det udendørs marked på Ingerslevs Boulevard - og skaber veganske og vegetariske fællesmåltider deraf. Tag del i madlavningen, nyd et måltid i fællesskab og slut af med at svinge en opvaskebørste. Medbringer du dine madkasser, poser og beholdere, kan du være heldig at få rester eller ekstra grøntsager med hjem. 
Tordenskjoldsgade 31A, 8200 Aarhus N, Danmark

Sølyst Permahave (Brabrand): Den regenerative skovhave, Sølyst Permahave, er et socialt rum og laboratorium for folk i Aarhus og omegn, der ønsker at nørde flerårige, spiselige planter og permakulturdesign. Haven er en del af Sølyst Havefællesskab, hvor man for et beskedent beløb kan få adgang til højbedene og inden længe få jord under neglene.
Louisevej 100, Aarhus, Denmark

Om Madland

Madland er et madpolitisk samlingspunkt og fællesskab for alle, der gentænker og forandrer madsystemerne samfundsansvarligt.

Er du nysgerrig på lokale resiliente madsystemer og global retfærdighed? Bliv Madland Medlem og tag del i vores samtaler, studieture og festivaler. Lyt til Madland Podcast og skriv dig op til Madland Nyhedsbrev og få adgang til artikler, ordforklaringer, guides og meget mere. Find det hele på madland.dk og følg @madlanddk på Instagram.

Mellemfolkeligt Samvirke

Mellemfolkeligt Samvirke er en bevægelse, der kæmper for en mere retfærdig og bæredygtig verden uden diskrimination, klimakrise og fattigdom. I Aarhus ligger Mellemfolkeligt Samvirke i Mejlgade 53, hvor de driver Café Mellemfolk – en frivilligdrevet café og Global Platform Aarhus – et aktivistisk rum, der støtter aktivistgrupper, der bekæmper ulighed. De arbejder for madretfærdighed og systemisk forandring gennem events, indholdsproduktion og aktivisme.

Vær med i kampagnegruppen i Mellemfolkeligt Samvirke Café Mellemfolk

"Rebooting the Food System" er en pan-europæisk kampagne, der mobiliserer unge mennesker til at skabe et retfærdigt og bæredygtigt fødevaresystem. Kampagnen fremmer agroøkologi og støtter implementeringen af loven om virksomheders bæredygtigheds-due diligence i agri-food produktionskæder. Vi arbejder for systemisk forandring sammen med civilsamfund og unge i hele Europa.

Denne guide er medfinansieret af Den Europæiske Union. Indholdet er eneansvarligt for Mellemfolkeligt Samvirke og afspejler ikke nødvendigvis Den Europæiske Unions synspunkter.