fbpx
Category Artikler, Nyheder

Hvordan styrker vi båndet mellem det landbrug, der producerer vores mad, og byerne, der aftager størstedelen af det? Og kan byrum bidrage til forståelsen for grøn omstilling? På en sanselig cykeltur gennem København blev der under Madland Festival sat fokus på, hvordan FN’s bæredygtighedsmål kan gøres mere jordnære for den almindelige dansker. Det skete gennem en lind strøm af indtryk, samtaler og lækre, lokale madoplevelser. Madland sætter fokus på de mange gode møder, nye samarbejder og idéer, der blev søsat under Madlands første festivalrejse.

Fotos: Cykelkokken

En fugtig, salt vind i håret og udsigt over bølgeskvulpene i Københavns Havn. Vigtige pointer om behovet for mere bæredygtigt havbrug og en perspektivrig snak om etik og madvalg. Og til sidst en lækker servering på frisk, dansk fisk fanget efter skånsomme principper til at skylle samtalen og oplevelsen ned.

Scenarier i stil med det ovenstående var ambitionen for Morten Kryger Wulff, da han satte sig i sadlen på sit mobile cykelkøkken og tog 20 nysgerrige og madglade festivalgæster med på en rundtur i sin Københavnske baghave under Madland Festival.

Viden og budskaber har nemlig en tendens til at passere øregangene uden at efterlade det store indtryk, hvis man sidder som passiv lytter i en foredragssal. Engagerer du derimod folk og sætter en inspirerende scene for læringsoplevelsen, er sagen en anden, mener Morten Kryger Wulff. Han går også under navnet Cykelkokken og har i snart 20 år kombineret bæredygtighed, udeliv og gastronomi gennem madoplevelser serveret under åben himmel direkte fra cyklen.

“Det er mit klare indtryk, at det får folk til at tage bedre imod viden og pointer og også huske dem, når de går videre ud i deres liv. Selv om turene foregår i et urbant miljø som København, så giver det noget til både spiseoplevelsen og tankerne bag den, at man står midt i elementerne og sanser mere end bare det på tallerkenen. Det gør det nemmere at være opmærksom på koblingen til maden og råvarerne bag,” fortæller Morten Kryger Wulff.

Skærmbillede 2021-06-23 kl. 16.30.21

Samarbejde med grøn formidler skabte mere end en madoplevelse

Nogle af de budskaber, der kan være svære at tage til sig for såkaldt almindelige mennesker, er FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling. Et sympatisk, men også bredt udvalg af mål fra en gigantisk organisation, der skal spænde sit net ud over hele verden.

Hvordan bliver det til noget jordnært, som kan inspirere almindelige mennesker til at tage del i den grønne omstilling? Det var inden for den ramme, formidler Rikke Pape Thomsen turen igennem koblede madoplevelserne og de mange byrum, deltagerne besøgte, til en samtale om udvalgte verdensmål fra FN. Både gennem små, løbende oplæg og via samtalekort med opfordring til fælles dialog om de udfordringer og muligheder, det moderne madsystem byder på.

“Morten har et stort fokus på både at bruge lokalt producerede råvarer i sæson, men også på at bruge byen, og det talte naturligt ind i de pointer, jeg havde på hjerte. Fra det at skabe et inkluderende byrum og bruge cyklen som bæredygtigt transportmiddel, til jord-til-bord kæden og vigtigheden af at omfavne mere lokal produktion. Vi fik rigtig god feedback fra folk, der havde fået inspiration til, hvordan man kan tænke mere bæredygtige valg ind i dagligdagen,” mindes Rikke Pape Thomsen, der har flere års arbejde med grønt fokus på CV’et som blandt andet journalist og projektleder.

Udsigt til flere ture med øget fokus på grøn oplysning

Den positive respons har allerede fået det nye makkerpar i snak om at gentage gentage og bygge videre på deres cyklende samtalekoncept - måske endda i nye rammer med et endnu større fokus på oplysningsaspektet.

“Læring og samtale kunne sagtens integreres mere, særligt hvis man arbejdede med virksomheder, uddannelsesinstitutioner eller andre, som i højere grad ville skrive sig op for de aspekter og er mindre opslugt af bare at suge madoplevelsen til sig. Det her er en super ramme for de mange fortællinger, der ligger bag den mad, vi spiser, og en mulighed for at sprede nogle vigtige budskaber på en håndgribelig måde. Så når årstiden er mere med os kunne vi sagtens ende med at arbejde videre med konceptet,” siger Rikke Pape Thomsen.

I mellemtiden fortsætter Cykelkokken med at skabe madoplevelser i det fri, mens Rikke Pape Thomsen som et af flere projekter arbejder på at åbne den urbane landhandel Basal på Nørrebro, hvor der skal sælges råvarer direkte fra bondemand til bybo.

Fakta: FN’s bæredygtighedsmål
Turen tog udgangspunkt i verdensmålene 11 og 12:

11: Bæredygtige byer og lokalsamfund
Handler bl.a. om investeringer i offentlig transport, skabelsen af grønne offentlige rum og forbedring af byplanlægning og bystyring.

12: Ansvarligt forbrug og produktion
Handler om effektiv styring af vores fælles naturressourcer, og måden vi bortskaffer giftigt affald og forurenende stoffer. Det skal også tilskynde industrier, virksomheder og forbrugere til at genbruge og reducere deres affald.