fbpx
Foto: Agnes Saaby Thomsen for Street Food om Søerne

Madland retter i en artikelserie blikket tilbage mod madsystemiske læringer fra Madland Festival 2022, som vi kan tage med os mod en mere retfærdig, mangfoldig og klimavenlig madfremtid. Her bringer vi anden læring i serien, der handler om hvordan madfestivalen Street Food om Søerne har gentænkt deres drikkevarepolitik for at understøtte en mere mangfoldig madscene.

Af Anton Scharling Krebs

Street Food om Søerne arbejder for at fremme en mangfoldig madscene. I 2022 tog de livtag med den ambition ved bl.a. at fremvise flere forskellige slags drikkevarer, og ved at invitere flere samarbejdspartnere til at levere indenfor samme kategori.

Det er et brud med den almindelige festivalpraksis, hvor det normalt er én aktør, der har den eksklusive adgang til hele det ‘marked’ en festival udgør indenfor en bestemt produktkategori. Fx al øl, der serveres. 

“Der hersker simpelthen en misforstået tilgang til at lave penge i festivalbranchen, hvor man tror, at mere af det samme produkt og eksklusivitet er vejen frem. Den tilgang ville vi udfordre – og det er vi lykkes med,” siger Mia Maja Hansson, medstifter af Street Food om Søerne, med en slet skjult opfordring til sine kollegaer i festivalbranchen om at gøre brug af forretningsmodeller, der både fremviser og understøtter diversiteten i madlandskabet.

I 2022 testede Street Food om Søerne en anderledes og mere mangfoldig drikkevarepolitik på de godt 80.000 gæster. I stedet for kun at have én partner på ølsalget valgte de at samarbejde med hele fire bryggerier: People Like Us, Nørrebro Bryghus, BRØL og Mikkeller.

Der var derudover også mulighed at slukke tørsten i ikke-alkoholiske drikkevarer som blomstervin fra CPH Winery, den læskende drik Enjaii fra Vestafrika, ikkealkoholisk vin og fermenterede cocktails med eller uden alkohol fra Quench & Tickle.

At afholde festival er en svær forretning at drive. Der er mange usikkerheder, hvilket skaber en høj risiko for ikke at få sine investerede ressourcer hjem igen. 

“Man ved jo aldrig, om det regner alle fire dage, man afvikler – og hvis det gør det, ja, så sælger man hverken særlig meget mad eller drikke,” som Mia Maja fortæller.

Derfor prøver man så vidt muligt at minimere risiciene. Én måde at gøre det på, er at gardere sig mod regnvejrsdagene ved at sige ja tak til den “sikre pose penge” én eksklusiv samarbejdspartner på ølsalget ville lægge i kassen. Det er sådan, de fleste gør det.

Problemet er bare, at den model ikke fremmer mangfoldighed eller giver plads til nye, mindre og interessante bryggerier. Tværtimod. Derfor valgte Street Food om Søerne en anden tilgang. 

“Vi har fra starten sagt til vores potentielle samarbejdspartnere: Markedet deler I med andre. Ingen kommer til at sidde på det hele eksklusivt,” fortæller Mia Maja Hansson.

“Nogle af de større bryggerier, vi samarbejder med, har sagt ja til den model på trods af, at de ikke fik en eksklusiv aftale. De har til gengæld kunne se idéen i det og valgt at prioritere den værdi, der ligger bag, ved at turde samarbejde alligevel. Andre har ikke kunnet se værdien i det, og har derfor ikke været relevante for os at samarbejde med.”

Minimér risikoen og dan grobund for mangfoldighed

For de små bryggerier der var med på Street Food om Søerne i 2022, var det, at de ikke skulle forsyne hele markedet selv, faktisk en forudsætning for, at de overhovedet kunne være med og vise sig frem.

“De små bryggerier har nemlig ikke kapacitet eller ressourcer til hverken at forsyne hele markedet med øl for en festival med godt 80.000 besøgende, for slet ikke at tale om den risiko det er for et lille bryggeri at satse så stort på én begivenhed, hvor salget kan variere så meget på baggrund af noget så uforudsigeligt som vejret,” fortæller Mia Maja videre.

Derfor har Street Food om Søerne altså minimeret risikoen for de enkelte bryggeriers deltagelse ved at have flere samarbejdspartnere på ølsalget, mens de, i kraft af den tilgang, har formået at skabe plads til og mulighed for, at nye, mindre bryggerier kunne træde frem på den danske madfestivalscene.

Nogle andre interessante pointer at tage med sig fra Street Food om Søernes erfaringer er bl.a., at den samlede omsætning på drikkevarer blev fordoblet i forhold til tidligere år, hvilket sandsynligvis har haft noget at gøre med, at der simpelthen var flere ting for de besøgende at prøve.

Derudover solgte Mikkeller fx den største andel af alkoholfrie øl, de nogensinde har prøvet på en festival.

Man kan altså sagtens holde en vellykket festival og fremme mangfoldigheden i madsystemet på samme tid! Men det kræver først og fremmest, at man tør beslutte sig for det.

Følg med på Street Food om Søernes kanaler her og her.

Her og her kan du følge med i Kitchen Collective, som Mia Maja Hansson også står bag. Mia Maja er en del af Madland Råd og Kitchen Collective er en del af Madland Koalitioner.