fbpx
Category Nyheder

Landbruget arbejder for at få flere dansk dyrkede bælgfrugter på hylderne, men linser og bønner lever fortsat en stille tilværelse i den danske madkultur. Det vil madformidler Trine Krebs og kokkeikonet Francis Cardenau ændre på, når de som en del af Madlands spor Mad:skolen inviterer til økologisk bønnemøde, hvor gæster kan lære at få det bedste ud af den bæredygtige proteinkilde.

“Vi har givet op på de gule ærter.”

Udsagnet leveres med et grin, men der er også frustration at spore i stemmen hos madformidler Trine Krebs, da hun kortlægger den engang så populære danske spises udfasning fra vores madkultur.

En grund til frustrationen er, at gule ærter - trods manges barndomsminder om kønsløse, småpruttede og lidt for knasende flækærter - kan smage helt forrygende, hvis blot man husker et sæt simple køkkenråd. En anden grund er, at vi i Danmark står over for et boom i lokalt dyrkede bælgfrugter, men stadig ved ganske lidt om, hvordan vi skal tilberede dem.

“Gennem mit arbejde som madformidler har jeg altid haft det ene ben solidt plantet i det økologiske landbrug, og jeg ved, hvor mange bønder, der i disse år arbejder for at introducere bælgfrugter mere i dansk jord. Vi importerer langt de fleste af vores bønner og linser, men snart får vi forhåbentlig flere friske, lokale og velsmagende bælgfrugter ud på hylderne - derfor vil vi gerne give et forvarsel og nogle gode råd til, hvordan man introducerer dem i sin daglige madlavning,” siger Trine Krebs.

Hun er medstifter af Frugtformidlingen: Et madhus uden mursten, der strækker sine mange events over hele Danmark, hvor 30 maddannede formidlere deler ud af deres budskaber om mad, økologi, smag og friske råvarer. Målet er at introducere danskerne til en bredere vifte af råvarer og omfavne det friske og det grove snarere end det hvide og forarbejdede.

Til messe om bælgfrugter og madglæde

Nu kommer bælgfrugterne under kærlig behandling, når der som en del af Madlands spor Mad:skolen kaldes til verdenspremiere på Det økologiske bønnemøde: En messe om bælgfrugter, hvor gæster kan blive klogere på, hvad bønner, linser og ærter egentlig er, hvordan de skal behandles, og hvad de kan betyde for os i jagten på en grønnere fødevarefremtid.

“Vi vil gerne bidrage til at fremelske et mere fornuftigt fødevaresystem med et større fokus på at spise fra planteriget, og bælgfrugter er en rigtig god, proteinholdig genvej til måltider med mindre kød. De bevæger sig så småt længere ind i vores daglige madlavning, men det ville alligevel være synd at sige, at vi har en stærk bælgfrugtkultur i Danmark. Det vil være gerne være med til at lave om på,” siger Trine Krebs.

Det skal ske med udgangspunkt i dagligdagsmaden og med en række simple råd til, hvordan man får det bedste ud af alt fra linser til kikærter og hestebønner - men der drysses også lidt kulinarisk stjernestøv ud over køkkenarbejdet. Ved sin side har Trine Krebs nemlig en af dansk gastronomis helt store foregangsmænd i form af Francis Cardenau, der har flere michelinstjerner under bæltet fra sine 45 år på den danske restaurantscene og desuden har uddannet nogle af landets bedste nye kokke.

“Jeg voksede op i Sydfrankrig, hvor vi har en helt anden kultur for bælgfrugter. Jeg har altid glædet mig til at få bønner og linser på tallerkenen, men i Danmark har det snarere været set som en straf. Forhåbentlig kan vi få bredt lidt af middelhavskulturen ud til danskerne og få dem til at omfavne bælgfrugterne - for de smager altså helt fantastisk, hvis bare de får en smule kærlighed og omtanke,” siger Francis Cardenau.

 

Fakta - Mad:skolen 

Sporet Mad:skolen byder på begivenheder, der vil maddanne og skabe interesse for råvarer og madlavning gennem køkkenskoler, workshops, smagninger og andre lærerige events.

Kom blandt andet med til:

  • 5. september: Kølster: Humlehøst og bryggerworkshop
  • 12. september: Planteslagteren & Infarm - Bønne til bøf: lær at lave den perfekte plantebøf
  • 17. september: Il Fornaio & Era Ora - Selvgjort italiensk Michelin-mad

Denne artikel er skrevet til Madlands indstik i Politiken lørdag 29. august 2020.