Velkommen til Madlands kalender

Her kan du få overblik over, hvad der rører sig i det danske madlandskab i løbet af året,
fra spiseoplevelser og samtaler til deciderede festivaler – både i og uden for Madlands regi.

Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Klimauge i Lejre Kommune

11. september, 2021 kl. 10:00 - 18. september, 2021 kl. 22:00

Der findes et sted, hvor vi skaber klimaomstillingen sammen. Dette er helt kort fortællingen om Klimauge 2021. I denne uge går hele kommunen sammen om at afholde Klimauge 2021, hvor alle – både borgere, virksomheder, landmænd, foreninger og institutioner – er inviteret med som både deltagere og arrangører. Klimaugen præsenterer, hvordan klimaomstillingen allerede sker som en del af et dejligt og bæredygtigt liv i alle Lejre Kommunes 49 landsbyer og småbyer.

Klimauge rummer en række forskellige arrangementer, der alle bidrager til læring og inspiration. Herunder debatter, videnarrangementer, markvandringer, filmfremvisninger, litteratursaloner, konkurrence om klimaret 2021 og tænksomme arrangementer som Samfundstoner, der forener korsang og debat.

Foto: Lejre Kommune

Få det fulde overblik over alle arrangementer om mad og biodiversitet lige her:

11. september

10:00 - Klima og biodiversitet: Markvandring og vild have

Markvandring med Vilde Lejre, hvor i undersøger alt fra vandhuller, kvasbunker, levende hegn og økologisk afgræsning med får og ponyer. Få inspiration fra deres vilde have under opbygning med døde træer, insektboliger, stenbukken, vandbasin mv. Efter markvandring er der gratis forfriskninger fra Herslev Bryghus, sponseret af bryghuset og Lejre kommune.

14:00: Åben have i Herslev fælleshave
I hjertet af Herslev har der i mange år ligget en græsplæne på ca. 2.000 m2. I løbet af det seneste halvår har havegruppen i Herslev forvandlet den til en køkkenhave og et sted at mødes, hvor der meget snart også vil være frugttræer, bærbuske, masser af krydderurter mv. Nu inviterer de på havevandring og fortæller om, hvordan du kan starte din egen have op, øge jordens frugtbarhed, vande med regnvand, øge biodiversiteten, men dog holde dådyrene på afstand. Der er forfriskninger i løbet af dagen, og rig mulighed for selv at få fingrene i jorden.

12. september

10:00 - Saml frø til din vilde have

Der bliver tilbudt mange frøblandinger på nettet, men det allerbedste, er at samle dem selv i omegnen af, hvor man bor. Man får de hjemmehørende planter og de vil sandsynligvis også trives i den jord, som du har i din have. Vilde Lejre hjælper med at finde frøstandene af de planter der nu er modne til høst. Det kan være Hulkravet Kodriver, Engelskgræs, Knoldet Mjødurt og Nikkende Limurt og Kællingetand, som er de tidligblomstrende arter.

10:00 - Vild mad over bål for børnefamilier

Nationalpark Skjoldungernes Land inviterer Børnefamilier ud i det grønne til en oplevelse med vild bæredygtig mad over bål i anledningen af Klima ugen i Lejre Kommune.
Her kan du lære, hvordan man finder spiselige vilde planter og hvordan man kan bruge dem nemt over bål. Nationalparkens dygtige naturvejledere vil tage godt imod jer og guide jer gennem dagen, hvor I sammen laver forskellige smagsprøver og lækkerier. Opskrifterne kan nemt laves på egen hånd, til inspiration til aktiviteter for børnefamilier i naturen. Arrangementet kræver tilmelding da der er begrænset med pladser.

12:00 - Årets Klimaret 2021

Mad og klima hænger tæt sammen. Kom og oplev hvordan, når fem finalister dyster om at tilberede Årets Klimaret i Lejre Kommune. Landsbyudvalget har besluttet at udskrive en konkurrence om Årets Klimaret i Lejre Kommune 2021, og fem finalister udvælges til at tilbereder deres ret live for det skarpe dommerpanel, der efterfølgende kårer en vinder.

15. september

17:00 - Lejresalon om biodiversitet: Mere vild natur på offentlige arealer og i haverne

Mange insekter, dyr- og plantearter er i tilbagegang. En af årsagerne er mangel på egnede levesteder. Vi kan alle gøre en forskel med forskellige tiltag, der giver naturen mulighed for at udfolde sig. Hvordan får vi større biodiversitet og dermed mere liv og vild natur i grøftekanterne, de grønne områder og i vores haver, så det er til gavn for dyr og insekter? Alt det kan du blive klogere på, når Vilde Lejre sammen med Hvalsø Bibliotek inviterer til Lejresalon om Biodiversitet.

16. september

18:00 - Klima og Mad: Foredrag og smagsprøver på kursuscenter Ådalen

Kom med til oplæg om madvarernes betydning for klimaet og hvordan du selv kan gøre en forskel hjemme i køkkenet, ved at bruge madvarer med lav klimapåvirkning og undgå madspild. Herslev Bryghus fortæller også om, hvordan de arbejder med at lukke ressourcekredsløb og udnytte råvarerne bedst muligt. Til sidst er der også debat og lækre smagsprøver.

17. september

12:30 - Markvandring på Ørbækgården ved Sæby

Kom med på markvandring på et landbrug under omlægning til økologi, og få en snak om klima, økologi, grundvandssikring og nye finansieringsformer i landbruget. Ørbækgården danner rammen om et familielandbrug, der er alsidigt på mange måder og selvforsynende med kød, mel og grønsager.

16:00 - Kan madfællesskaber få Lejre Kommune i klima-mål?

Kom til mad og fredagsøl og vigtige mad- og klimadebatter med højt til loftet og plads til børn og ballade. Hvor meget mad skal der til at brødføde en hel kommune som Lejre – og hvor meget af det kan produceres lokalt? Er et madfællesskab, hvor vi organiserer os på nye faconer, klimaeffektivt? Og vil flere lokale fødevarer i vores måltider påvirke energi- og mobilitetsvanener? Det og meget mere bliver taget op på landbruget Hegnsholt lige udenfor Lejre. Der sættes lækker, lokal mad på bordet til snakkene.

18. september

14:30 - Futureland Festival

Kom med på Futureland Festival: En festival om at være ung på landet! Der bydes på både fremvisning af den anerkendte klimadokumentar 70/30 med præsentation af instruktør Phie Ambo, workshop om grøn studiemad, debat om grønne studieboliger, rundvisning i skolehaver, pizza på marken og meget andet.

Detaljer

Start:
11. september, 2021 kl. 10:00
Slut:
18. september, 2021 kl. 22:00
Hjemmeside:
https://www.lejre.dk/om-kommunen/baeredygtighed-og-verdensmal/lejre-kommunes-klimaplan/klimauge-2021/

Arrangør

Lejre Kommune
E-mail
tiun@lejre.dk

Sted

Over hele Lejre Kommune