Fællesskaber for natur, jord og mad – fællesspisning og samtale
1. maj 2025
19.30 til 21.00
NORDHUS i Århusgade 124A, 2150 København
Pris: Børn 4-10 år: 75 kr.; Voksne: 150 kr.
Madland og kulturkollektivet NORDHUS inviterer til fællesspisning i Nordhavn! Det unikke kulturhus, der byder på både mad- og kunstoplevelser, drives af stedets unge beboere. I NORDHUS er maden grøn, farverig og inspireret af køkkener fra hele verden.
Vi spiser sammen og fejrer de spirende fællesskaber for natur, jord og mad.
Kulturskaberne i Nordhus står for fællespisningen og serverer stegte tokyo turnips, rå radiser med söl-creme og sprødt brød, ingridærte-falafler med ramsløgcreme og sennepssalat, stegt pak choi og koralsvampe med spirulina-aioli og sprødt palmekål, sæsonens salat med balsamico kaviar og rabarber. Der til surdejsbrød og flækærtehummus med sprøde flækærter og olivenolie.
Til Madland Festival sætter Nordhus råvarer fra Klippingegård, Godis Grønt og Fungafarm på menuen. Vil du lære mere om jordbrug, der dyrker efter økologiske og regenerative principper? Tag med på Madland Studietur til Klippinggård m.fl. til Stevns 3. maj.
Smagsprøve på Smag på Forandring
Efter fællesspisningen inviterer Nordhus til den allerførste Sulten på Forandring-samtale – et nyt format udviklet af Rasmus Nørgaard, iværksætter og stifter af kulturhuset Nordhus, i tæt samarbejde med kulturskaberne.
Sulten på Forandring er et ugentligt samtaleforum, der bringer perspektiver og løsninger sammen fra hele madsystemet – fra regenerativt landbrug og ansvarlig produktion til sundhed, grønne investeringer og de store systemiske sammenhænge som energi, sikkerhed og globalisering.
På Madland Festival åbnes samtalerækken live med værten Matt Orlando, kok og stifter ar Endless Food Co og gæsten Anton Scharling Krebs, jordbruger og skribent, Madland.
Tak til NORDHUS for at huse Madland Festival 2025 1. maj.