“Bølgende bakker/ marker, eng og skov” er ikke kun de to første linjer i Ulige Numres bittersøde nationalhymne Frit land fra 2015. Det er også omtrent sådan madsystembryder og medstifter af ØsterGro, Gro Spiseri, FællesGro og Øens Have, Livia Urban Swart Haaland, beskriver rammerne om sin barndom i naturskønne Brede, da Madland møder hende til interview en regnvåd eftermiddag på taglandbruget ØsterGro i København.
“Det var en fantastisk cocktail,” siger hun om sin barndoms hverdagsrytme: “Jeg vågnede op i naturen, gik i skole inde i byen (København, red.) og gik i seng i naturen.” Den vekselvirkning og samspil mellem by og natur er kendetegnende for Livias liv og virke i dag.
Med sine samarbejdspartnere, Kristian og Steffen, og resten af deres hold driver Livia nemlig bylandbrugene ØsterGro og Øens Have, to restauranter i sammenhæng med disse, samt grøntsagsfællesskabet, FællesGro – alt sammen med ambitioner om at skabe jordforbindelse i byen, madsystemforandring og hylde livets mangfoldighed.
Meningen med galskaben er jordforbindelse
“Jeg har altid elsket mad og havde da også en lille køkkenhave som barn, men egentlig havde jeg aldrig tænkt, at jeg skulle beskæftige mig med det,” fortæller hun. For lidt over ti år siden studerede Livia arkitektur i København og var træt af, at det næsten kun foregik bag en skærm. “Der var stort set ingen fysisk leg med materialer, og meget lidt hands-on,” beskriver hun. Hun havde mistet sig selv i studiet og synes det var surt at stå op om morgenen.
Men da hun på en rejse til New York blev præsenteret for verdens største taglandbrug, Brooklyn Grange, begyndte hun at kunne se en mening med livets galskab igen. “Oplevelsen af at kunne skabe jordforbindelse i byen, og alt det potentiale der er i det, gjorde stort indtryk. Derefter ville jeg bare så gerne have, at vi skulle have bylandbrug i København.” Så da hun kom hjem, tog hun orlov fra studiet, lejede et køkkenhavelod med to veninder på Grantoftegaard i Ballerup og gik i gang med at lære at dyrke grøntsager.
Sideløbende undersøgte hun mulighederne for at starte en fælleshave op på Vesterbro og mødte i den forbindelse Sofie og sin nuværende forretningspartner, Kristian, der begge er landskabsarkitekter og – ligesom Livia – havde oplevet taglandbrug i New York og drømte om at gøre det til virkelighed i København.
Det følgende efterår tilbragte Livia en måned i praktik hos inspirationskilden Brooklyn Grange i New York for at suge viden og erfaring til sig.
ØsterGro spirer
“ØsterGro blev til i en fantastisk symbiose af en privat bygningsejer, som gerne ville give et areal til byen, en kommune som havde et specifikt fokus på klimatilpasning og så os, som gerne ville starte et taglandbrug.”
Københavns Kommune udviste i kølvandet på det første store skybrud i 2011 stor vilje til klimatilpassede byrum, der kunne holde vand. De havde lokale midler til områdefornyelse og bygningsejeren, Jac Nellemann, sponsorerede det ubenyttede tag på toppen af et gammelt bilauktionshus, som kunne bære den ekstra vægt fra jorden. Og da tilsagnet på en ansøgning til Fonden for økologisk landbrug ramte indbakken, var der ingen grund til nøl. Livia droppede endegyldigt arkitektstudiet og stiftede foreningen ØsterGro med Kristian og Sofie.
“Det skulle være et vedvarende, grønt, spiseligt byrum – et taglandbrug med faste bede propfyldt med grøntsager og urter. Et byrum, som inviterede frivillige og alle interesserede indenfor, men som ikke var 100% frivilligt drevet. For vi kunne se på nogle af de andre seje fælleshaveinitiativer rundt omkring i byen, at de døde ud, når de frivillige kræfter hørte op. Vi ville gerne skabe et bylandbrug, som kunne bære sig selv økonomisk, skabe grønne arbejdspladser og hvor vi kunne bruge vores faglige ressourcer på holdet til at formidle til hele byen.”
“Ambitionen var også at vise hvad grønne tage kunne. Hvad potentialet var i det – både som byrum og undervisningsrum. Formidlingen omkring økologi og landbrug var fra starten en del af kerneopgaven. Det var også det, vi troede kunne få det til at løbe rundt. Det kunne det så ikke. Men nu har vi fundet ud af, at restaurant-modellen kan være med til at gøre det økonomisk bæredygtigt. Det er jo i virkeligheden bare et led, man putter oveni, som forstærker alt det andet, hvor der sker en konkret værditilførsel i form af tilberedning af taglandbrugets afgrøder i huset, og hvor man får en berøringsflade med nogle mennesker, som måske ellers ikke havde gæstet bylandbruget.”
Man kan godt drive virksomhed med almennyttigt formål
Tilføjelsen af restauranten Gro Spiseri i 2017, grøntsagsfællesskabet FællesGro i 2018 og det kombinerede bylandbrug og restaurant Øens Have i 2021 betød, at de for alvor skulle til at drive virksomhed.
“Når vi laver bylandbrug og tilknyttede aktiviteter, har det aldrig været fordi, vi ville være selvforsynende i byer eller give et billede af, at vi som by kan isolere os om os selv og producere vores egne grøntsager. Det har tværtimod været for at formidle det, som mange dygtige jordbrugere gør rundt omkring i hele landet - nemlig hvordan vi kan forvalte vores madlandskab økologisk og regenerativt med respekt for naturen.’’
’’Så når vi driver virksomhed, gør vi det ikke for egen vindings skyld eller med profit i egen lomme for øje, men for at skabe meningsfulde grønne fællesskaber. Det kan nogle gange være lidt svært for folk udefra at forstå, at vi er virksomheder, der arbejder med et almennyttigt formål.”
“I foreninger (som ØsterGro) er det anderledes. Man bliver på forhånd anerkendt for at drive projektet med et almennyttigt formål – det er langt sværere at overbevise om som virksomhed, selvom man laver præcis det samme.”
’’Men vi arbejder for en større fælles sag, og det mærker man f.eks. meget tydeligt inden for den regenerative jordbrugsbevægelse, hvor de enkelte virksomhedsdrivende jordbrugere absolut ikke er bange for at berige hinanden med deres viden og erfaringer.’’
Model for gentænkning: Hold dig lille og alsidig
Adspurgt om hvordan de er lykkes med at drive sunde virksomheder, mens de driver madsystemforandring, svarer Livia, “at det har været en kæmpe styrke for det første at holde sig lille.” På den måde kan man lettere prøve noget af, lave om, skifte kurs eller lukke noget ned, hvis det man har gang i ikke fungerer.
“Derudover har vi oplevet det som en styrke at have så mange berøringsflader og aktiviteter, der understøtter hinanden, som vi har. For eksempel kan overskudsgrøntsagerne fra FællesGro fint bruges i undervisningen og frivilligmaden i bylandbrugene, mens den logistik vi har oppe at køre i forbindelse med grøntsagskasserne betyder, at vi kan få de friskeste råvarer fra de tre gårde, vi samarbejder med, til vores restauranter i København, selvom to af gårdene ellers ikke leverer til byen.”
Samtidig må alsidigheden også forstås som en robusthed. Både forretningsmæssigt og personligt: “At have mange berøringsflader, forretningsben og samarbejdspartnere på samme tid er en gave. Og forskelligheden i arbejdsopgaverne i kombinationen bylandbrug og restaurant finder jeg og mine kollegaer stor glæde i.”
“Der er hele tiden sådan en zonen ind og ud mellem noget meget konkret og håndgribeligt og så til de helt høje luftlag, hvor følelsen af hvad meningen er med det hele befinder sig – og det er bare aldrig modstridende. Det er virkelig opbyggeligt og meningsfuldt, synes jeg. Så når man er ved at blive slået ned af regler eller egoer, ved jeg, hvor jeg altid kan hente energi og gejst i min hverdag.”
“Vi gør også meget ud af at kommunikere til vores ansatte, at vi er én stor organisation. Når man arbejder på gulvet i Gro Spiseri, er man også en del af det fællesskab, som er i haven. Og vi har både ansatte, som er med i alle enheder af organisationen, ligesom vi har nogle, der kun er i én del. Det gør, at vi kan inspirere og lære af hinanden på tværs af fagligheder og giver en særlig sammenhængskraft, liv og fællesskab i organisationen.”
Det handler om kærlighed, nærvær og omsorg
Selvom der i organisationen er et stort fokus på at skabe den fysiske jordforbindelse i byen, kan det ikke reduceres til det enkelte hovedformål. Der er nemlig også kulturelle formål og forandringspotentialer i den rolle, bylandbrugene spiller i madsystemet og samfundet.
“Vi føler, at vi spiller en vigtig rolle i at formidle de ændringer, vi skal igennem i det danske landbrug – ikke mindst kærligheden til den levende jord,” som Livia formulerer det. “Der er en omsorg og en tilstedeværelse forbundet med at dyrke planter i et økosystem. To ting der ellers er svære at finde i en storby.”
Der er i madkulturen masser af fastfood, et stigende forbrug af convenience-produkter og i landbruget fortsat udsigter til yderligere effektivisering, optimering og teknologisering. For slet ikke at tale om udpinte jorder, udvaskning af næringsstoffer og nedsivning af pesticider. Kærligheden til den levende jord og omsorgen for livet, der lever af og i den har trange kår i disse tider.
Derfor spiller ØsterGro og Øens Have også en vigtig rolle i at skabe (by)rummet for og facilitere møder mellem liv på jorden og liv i jorden. Møder mellem mikroorganismer, orme, biller, insekter, planter, fugle og folk. Kan man elske og kere sig om nogen, man ikke kender? Endsige dem, man slet ikke har mødt?
Den kulturelle rolle er dobbelt. Ét er at skabe mulighederne for mødet mellem arter i dyrkningen – i en skala, som byfolket nemmere kan forholde sig til og overskue – og derfor nemmere kan knytte sig til. Noget andet er at skabe de konkrete grønne byrum, hvor lokale fællesskaber madborgere imellem kan spire i livgivende og madproducerende rammer. Byrum, hvor folk kan trække vejret, puste ud, sænke tempoet og være til stede med folket og livet omkring dem.
“Jeg oplever gentagne gange, at folk kan have et helt fantastisk nærvær med hinanden hen over bedene,” fortæller Livia. “Og at de oplever en enorm berigelse af at arbejde med hænderne,” tilføjer hun. Og i en tid og i et samfund, hvor stress, angst og depression i stigende grad anses for folkesygdomme, kan hun have ret i flere potenser, når hun siger, at vi “i princippet alle er udsatte – vi kunne alle have godt af at gå i bedene.”
Du skal plante et træ
I Madland kan vi, ligesom den utopiske bevægelse der undertiden finder sted i litterære og politiske sfærer, godt lide at tænde for det lange lys og bede madsystembryderne portrætteret i nærværende artikelserie om at drømme sig både ti og 50 år ud i fremtidens madlandskab.
For Livia står der særligt ét forhold frem, som digteren Piet Hein nok ville have erklæret sig enig i: “Jeg har sådan lyst til at plante nogle træer!” svarer hun uden tøven. “Vi vil rigtig gerne være med til at lave nogle permanente bylandbrug, hvor det vil give mening at plante træer og lade dem gro i system med grøntsager, buske og dyrehold, så vi kan vise et levende eksempel på, hvordan man kan designe, skabe og kere os om økosystemer, samtidigt med at vi dyrker mad i flere niveauer.”
“Det tænder ikke os at gøre det samme, men at gøre noget nyt, der er behov for; at udfylde flere huller i madsystemet med noget, som vi mangler.”
Dertil vil de også gerne arbejde mere politisk. “Ikke kun med det gode eksempels magt,” som de ellers holder meget af, forklarer Livia, “men også i højere grad samarbejde med andre om at organisere os på tværs af madsystemet” – med ambitionen om at tale med en samlet stemme, en højere røst, en dybere samklang, et fælles kor for et mere mangfoldigt, levende og planterigt madlandskab.
“Jeg håber også, at vi kan udvikle flere fællesskabsbaserede forretningsmodeller på landsplan, som ikke drejer sig om at skabe profit, men om at dyrke lokale, økologiske råvarer og skabe glæde, engagement og inspiration i lokalsamfundet. Og at vi derigennem sammen kan blive endnu klogere på og bedre til at frembringe mad i samspil med naturen,” drømmer hun konkret og håbefuldt.
I Livias ånd afslutter Piet Hein ovennævnte digt og hermed også denne artikel: “Du har del i en fremtid/ for dén skal du plante et træ.”
ØsterGro holder 10 års fødselsdagsfest lørdag 22. juni kl 11-21 på ØsterGro. Du er velkommen. Se mere her.
Denne Madland Madsystembryder er udgivet med støtte fra Københavns Kommune, som en del af Madland Koalition: Gentænk København som madby.
