fbpx
Category Artikler, Nyheder

Kan festivaler agere forandringsagenter på den madpolitiske scene, og hvordan sikrer vi klimaretfærdighed i det globale syd? Spørgsmål som disse og flere til udforsker Madland sammen med The Mother Tree og Roskilde Festival Gruppen på vidensfestivalen GRASP 27. september 2024. Kom med, her får du en appetitvækker på det madpolitiske program præsenteret i partnerskab med GRASP.

Filmvisning og samtale om kenyanske aktivister og jordbrugeres kamp for at dyrke oprindelige klimarobuste afgrøder
Tid: Fredag 27. september kl. 11.00-12.30
Scene: Lille Orange

Maden, vi spiser i Danmark og Europa, er resultatet af globale produktions- og eksportsystemer, der trækker tråde til fortidens kolonimagter. Og det har stor betydning for, hvordan jorden dyrkes i det globale syd. Nu får de kenyanske jordbrugere, aktivister og eksperter ordet. Den OpEn-støttede filmskaber Benjamin Muasya og den prisbelønnede kenyanske madaktivist Claire Nasike Akello indtager scenen med filmen Back to the Roots og en samtale, der vil få dig til at se sammenhængen mellem maden på din tallerken og det globale madsystem.

Filmen følger kampen for madsuverænitet, økolog og retten til at vende tilbage til Kenyas prækoloniale madkultur. Du bliver introduceret til Kunde-bønnen – eller the cowbean – som den blev navngivet af kolonimagterne, der gav de oprindelige afgrøder navne, som fik dem til at lyde mere som dyrefoder end menneskemad. De oprindelige afgrøder tåler både tørke og oversvømmelser, men Kenyas fødevarelovgivning spænder ben for dyrkningen. Derfor må lokale aktivister, eksperter og jordbrugere selv tage affære for et mere bæredygtigt og retfærdigt madsystem.

Efter filmen vil medstifter af Madland og partner i projektet, Marie Sainabou Jeng, moderere en samtale med filmskaber Benjamin Muasya og agroøkologen Claire Nasike Akello om filmens modtagelse, og den betydning samarbejdet har haft for aktørerne – i Kenya såvel som i Danmark. Samtalen vil give dig helt konkrete redskaber til, hvordan man gennem madaktivisme, engagerer flere i den globale bevægelse for mere retfærdig og bæredygtig madproduktion.

Filmen og samtalen præsenteres i partnerskab med The Mother Tree og Roskilde Festival Gruppen med støtte fra OpEn.

Ultralokalt gentænkt madsystem: Kan festivaler agere forandringsagent på den madpolitiske scene?
Tid: Fredag 27. september kl. 13.30-14.30
Scene: Lille Orange

Hver dag transporteres mad på tværs af kloden, og nogle råvarer tager turen flere gange frem og tilbage, før de endelig lander på en tallerken. I denne samtale undersøger vi, hvordan vi klipper navlestrengen til det globale madsystem for at spise det, der gror, hvor vi bor.

For at undersøge nye veje for den mad vi spiser, har Roskilde Festival Gruppen netop i år etableret “Roskilde Byhave” placeret midt i festivaldeltagernes campingområde. Her vil gruppen sammen med dygtige madaktivister fra ØsterGro og Madland dyrke grøntsager og etablere et helårslaboratorium for viden og praksis omkring regenerativt økologisk jordbrug.

For kan Nordeuropas største musikfestival forsynes lokalt? Og hvordan bliver den nye Roskilde Byhave til et samlingspunkt og laboratorium for etablering af nye madsystemer?

Du vil også blive klogere på ø-festivalen Avarnax’ madpolitik for forsyning og fællesskab med madansvarlig Jonn Vinther.

Åbent laboratorium: Food Lab
Tid: Fredag 27. september kl. 15.00-16.30
Scene: Værkstedet

Vilde idéer og utopiske fremtidsvisioner er velkomne i denne workshop, hvor byhaver sættes i fokus. Hvordan kan byhaver skabe nye forsyningskæder, der ikke blot forkorter afstanden fra jord til bord, men også mellem de mennesker, der samles om den?

Sammen med en mangfoldig skare af jordbrugere, gartnere, arkitekter, filosoffer, uddannelses- og skolefolk og mange andre kan du være med til at udvikle, hvordan byhaven kan være et afgørende omdrejningspunkt i et ultralokalt madsystem.

Udgangspunktet er “Roskilde Byhave”, Roskilde Festival Gruppens nyligt etablerede byhave, placeret midt i festivaldeltagernes campingområde. I partnerskab med ØsterGro og Madland bliver stedet et sanseligt læringsrum og helårslaboratorium for viden og praksis omkring regenerativt økologisk jordbrug, mad, madsystemer og lokale fællesskaber.

Workshoppen er en del af tre “laboratorier” – det sidste og tredje i rækken afholdt af Roskilde Festival Gruppen og Madland som en del af udviklingen af den nye Byhave.

Præsenteres i partnerskab mellem Roskilde Festival Gruppen og Madland.

Se det fulde program for GRASP 26.-27. september 2024 via linket her og tilmeld dig her.