Velkommen til Madlands kalender

Her kan du få overblik over, hvad der rører sig i det danske madlandskab i løbet af året,
fra spiseoplevelser og samtaler til deciderede festivaler – både i og uden for Madlands regi.

Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Street Food om Søerne

18. august, 2022 kl. 15:00 - 21. august, 2022 kl. 21:00

Københavns originale gademadsfestival Street Food om Søerne vender efter to års ufrivillig pause nu stærkt tilbage med et væld af madboder fra hele verden. Dyk ned i den store, mangfoldige verden inden for gademad, når Street Food om Søerne bliver serveret for dig torsdag til søndag i København. 

Rundt om hele Peblinge Sø kan du gå på velsmagende eventyr i gadekøkkener helt fra Mexico og Latinamerika til Indien, Italien og selvfølgelig de nordiske lande. Som noget nyt lancerer festivalen et helt område, African Village, dedikeret til det afrikanske kontinent, hvor Street Food om Søerne har allieret sig med multi-iværksætter og kulturskaber Sara Kobli, der kuraterer et område med mad fra 10 forskellige afrikanske lande. Du kan fx komme på gastronomisk rejse til lande som Uganda, Elfenbenskysten og Eritrea.

Street Food om Søerne arbejder for at fremme en mangfoldig madscene ved at samle madiværksættere, mindre restauranter og større gastronomer. Derfor vil de i år også fokusere på at have mange forskellige drikkevarer: I stedet for blot én partner på ølsalget har de valgt at have en række spændende virksomheder med ombord, som People Like Us, Nørrebro Bryghus, BRØL og Mikkeller.

Er du mere til de ikke-alkoholiske drikkevarer kan du slå dig løs i blomstervin fra CPH Winery, den læskende drik Enjaii fra Vestafrika, ikkealkoholisk vin og fermenterede cocktails med eller uden alkohol fra Quench & Tickle.

Derudover kan du bl.a. møde Tempty Food, der laver plantebaseret mad ud af svampe som mycelium, smage på gentænkte pålægssalater hos RØRT og komme til prisuddeling af Årets Streetfood’er og Årets Særpris lørdag kl. 16, uddelt af en mangfoldig, madkyndig jury.

Det er gratis at gå på opdagelse i street food-universet rundt om søerne, men maden i de forskellige boder koster naturligvis det, der forlanges ved bestilling.

Bag Street Food om Søerne står bl.a. Mia Maja Hansson, der er medlem af Madland Råd.

Detaljer

Start:
18. august, 2022 kl. 15:00
Slut:
21. august, 2022 kl. 21:00

Sted

Streedfood om Søerne
Peblinge Sø
København,