fbpx
Category Nyheder
Foto: Liv Kastrup

Madland er med i en ny, bred koalition af 20 danske organisationer, der støtter op om et historisk europæisk borgerinitiativ. Målet er en million underskrifter, som skal forpligte EU til at give floder, skove og have selvstændige rettigheder. Skriv under i dag og hjælp os med at sikre, at vores fælles natur kan forsvare sig selv.

Hvis en stor virksomhed kan gå i retten for at beskytte sine økonomiske interesser, hvorfor kan en forurenet flod eller et døende hav så ikke gøre det samme?

Det spørgsmål er udgangspunktet for det nye europæiske borgerforslag ”Rettigheder til naturen: Giv borgere magt til at repræsentere og beskytte økosystemer”, som officielt er blevet lanceret på tværs af alle EU's 27 medlemslande.

Hos Madland arbejder vi for lokale, resiliente og retfærdige madsystemer. Men et sundt madsystem kan ikke eksistere uden levende og sunde økosystemer. Vores jord, vores vandløb og vores indre farvande er fundamentet for alt det, vi spiser og drikker. Desværre må vi sande, at den eksisterende miljølovgivning ikke har været nok til at bremse årtiers tilbagegang for den europæiske natur. Derfor har naturen brug for sin helt egen juridiske stemme.

”Siden 2020 har vi i Madland samlet og sat scenen for de modige jordbrugere, der hver dag beviser, at man kan dyrke mad til mennesker og samtidig sikre aktiv naturpleje. Men de økologiske, regenerative og naturvenlige madsystemer, vi arbejder for, kan ikke stå alene. De har brug for, at det juridiske fundament følger med. Ved at give naturen egne rettigheder, beskytter vi ikke bare floder og skove, vi beskytter også det livgivende grundlag, som vores mad og fremtidige generationer hviler på,” siger Marie Sainabou Jeng, stifter og leder af Madland.

Den manglende brik i naturbeskyttelsen

I dag betragter de fleste retssystemer naturen som ren ejendom. Når Alling Å eller de indre danske farvande lider skade på grund af forurening, har de ingen selvstændig retslig status. Det vil det nye borgerforslag ændre på. Ved at anerkende økosystemer som juridiske personer, får naturen en iboende ret til at eksistere, regenerere og blive genoprettet – og det giver os som borgere magten til at føre sag på naturens vegne.

‘At give dem deres egne rettigheder og samtidig give borgere ret til at føre sag på deres vegne ville være den manglende brik i den eksisterende miljølovgivning, som effektivt kan beskytte vores allesammens natur,” forklarer Jeppe Graugaard, fra Earthways og national koordinator for den danske koalition bag forslaget.

I Danmark støttes initiativet indtil videre af 20 organisationer: NOAH, Verdens Skove, Plastic Change, Rådet for Grøn Omstilling, Den Grønne Ungdomsbevægelse, Stop Ecocide Danmark, Forfattere Ser Grønt, Danmarks Vilde Natur, De Unge Biodiversitetsambassadører, Havhøst, Landsforeningen Levende Hav, FLOR, Bedsteforældrenes Klimaaktion, B Lab Nordics, Madland, Praktisk Økologi, Amager Fælleds Venner, Arternes Ambassade København, Jordens Skole og foreningen EarthWays.

Vi skal bruge en million underskrifter, din tæller også!

For at forpligte Europa-Kommissionen til at behandle forslaget og tage stilling til en ny EU-lov, skal der indsamles mindst en million underskrifter på tværs af minimum syv medlemslande inden 12. oktober 2027.

Det handler om vores jord, vores måltider og vores fremtid. Lad os sammen vise, at det danske madfolk og de europæiske borgere kræver reel handling og beskyttelse af den natur, vi alle lever af.

Sådan gør du en forskel lige nu

Skriv under, det tager kun to minutter at afgive din underskrift elektronisk via det officielle EU-system. Gå ind på rightsfornature.eu.

Del budskabet fx med denne artikel eller linket til underskriftsindsamlingen i dit netværk, med dine kolleger og på dine sociale medier. Jo flere vi er, jo stærkere står naturen.

Mød op og tag del i samtalen i Demokrati Garage onsdag 21. oktober kl. 19.00-21.00. Tag dine venner, kolleger eller naboer under armen. Lyt til spændende oplæg, stil spørgsmål og diskuter med panelet, hvordan vi i praksis kan tænke naturens rettigheder ind i en dansk kontekst, og hvad det vil betyde for vores fælles fremtid. Det er en oplagt mulighed for at møde andre, der brænder for naturens stemme, og blive klogere på, hvordan vi sammen rykker dagsordenen.

Tag del i Madland Madsystemskole #3: Madland Studietur til Fiskerikajen

Madland tager på studietur til Fiskerikajens hovedkvarter i Rødovre 22. oktober kl. 10.00-12.00, hvor du kan blive klogere på, hvordan vi kan fange og spise for forandring fra havets dybder. Der er rundvisning, oplæg om fangstmetoder, fisk i sæson og Fiskerikajens arbejde med bæredygtighed og naturligvis tid til at stille gode spørgsmål. Tilmeld dig her.