fbpx
Category Artikler, Nyheder

Der kan ikke herske nogen tvivl om, madbranchen den seneste tid har vist sig fra sin mest imponerende side. Graden af virkelyst og vilje til at kæmpe sig vej gennem halvandet års corona-alarmberedskab fuld af urimelige benspænd har været intet mindre end forbilledligt. Det fortjener at blive fejret - og derfor inviterer Madland, CPH Food Space og Madkastellet til et brag af en branchefest, hvor vi 7. oktober hylder alle dem, der stadig står rankt efter alt for mange turbulente måneder. Køb din billet lige her.

Foto: Liv Kastrup

Over hele landet har madfolk i månedsvis kæmpet for deres arbejdsliv, hjulpet hinanden og i fællesskab holdt hånden under vores vidunderlige, mangfoldige madkultur. Senest med en sommer fuld af velsmag og oplysning til de mange festivaler, middage, workshops, samtaler og andre events, der har bidraget til at gøre os alle klogere på et madsystem i konstant forandring.

Det kan ikke siges nok, hvor meget vi hos Madland har nydt at følge og arbejde med de mange dygtige folk, der har været en del af vores festivalprogram. Og derfor er det kun passende at markere finalen på Madland Festival - og festivalsæsonen generelt - med en fest til ære for alle dem, der hver dag lægger sig i selen for at formidle og bidrage til en bedre madkultur.

Så kom med, når vi 7. oktober inviterer madiværksættere, madfestivalfolk, kokke, producenter, landmænd, købmænd, madjournalister og andre professionelle madfolk til bobler, fællesmiddag og fest. Køb billet til dig og din kollega lige her.

Det er i vores fælles madiværksætterhus i Slagtehusgade 11 i Kødbyen, hvor vi bor Madkastellet og kooperativet CPH Food Space, der består af Changing Food, Kitchen Collective, Mia Maja ApS, København Kombucha, Koalition, Madland, Hello Kitchen, Rådet for Sund Mad, Rebel Food, Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri, Væxt Management, Fangst, Coop Garage AMBA, Havhøst, Coop Crowdfunding, Vera Mexicana, Good Taste, Sense of Nordic Food, Madvognen, Kele & Co og Spiritium.

Program

18.00 Bobler og snacks
Vi inviterer på bobler og snacks på 1. sal i CPH Food Space: Mød nogle af andelshaverne, og bliv klogere på, hvad et kooperativ og madiværksætterhus er for en størrelse.

19.00 Middag
Madiværksætterne Rødder, Veatery og Saito skaber sammen en grøn fællesmiddag i Food Space i stueetagen. Madkastellet sørger for, at du kan købe læskende drikke i baren.

21.00-02.00 Fest og dansegulv
DJ Rikke Bronx spiller op

Billetter
Køb din billet på Madbillet.dk

Bobler + middag + fest 575 kr. + gebyr
Fest + dansegulv 100 kr. + gebyr

Maden serveres ved bordene som deleretter, og man køber selv drikkevarer i baren.

Vi glæder os helt vildt til at se jer og til at fejre sammen!