fbpx
Foto: Liv Kastrup for Madland

Der er meget at gabe over i det ambitiøse program, når Roskilde Festival 2026 sætter menu og scenetid til forandring i madsystemerne. Vi deler det op i bidder og guider dig til de spændende og velsmagende oplevelser, sanselige aktiviteter og vidensdeling med maden i fokus. Madland Guide giver appetitvækkende overblik og forsmag på programmet her.

LYT, SPIS, DRIK, SMAG, SE og TAG DEL i madbyen Roskilde Festival. LYT til inspirerende fortællinger fra gode folk, der bryder ned og bygger op i deres arbejde med blandt andet madlavning, uddannelse og jordbrug. SPIS lokale råvarer og oplev gentænkte køkkentraditioner i fællesmåltider. SMAG og duft dig til viden om mikroliv i jord og krop. SE udstillinger og film om mennesker i madsystemerne. TAG DEL i samtalen om grønne, lokale og retfærdige uddannelser og køkkener og SPIS og DRIK lokalt og grønt på pladsen.

Forestil dig en by, hvor alt mad er fri for kemi. På Roskilde Festival eksisterer den i otte dage. Med 100 % økologi bygger festivalen en madby, vi kan drømme om og arbejde imod for fremtiden. Her er maden noget, vi taler og samles om, som mætter vores maver og stimulerer sanserne. Når vi bygger en midlertidig by sammen på Roskilde Festival, eksisterer et mulighedsrum, et unikt laboratorium for fremtidens madsystemer. Det gælder forsyningen; kan landets fjerdestørste by i perioden servere økologiske måltider uden undtagelse? I år kan Roskilde Festival sammen med ildsjæle og samarbejdspartnere svare ja til det spørgsmål. Det gælder også samtalerne og de fælles oplevelser; kan de foreløbige rammer samle og inspirere os til andre måder at spise, producere og handle på? Programmet er klar med ambitiøse rammer, der lader festivalens gæster tage del i et fælles ja! Scenen er sat, og det giver anledning til inspiration for resten af Roskilde Festivals mad- og drikkescene til at gentænke, hvordan lokal mad indtager en større plads på tallerkenen.

Vi ses på pladsen!

LYT til producenterne

På årets Roskilde Festival sætter Food Is Now gang i bakterier, gær og boblende processer, når en række producenter indtager festivalens madscene. Kig med her og opdag, om du skal forbi, når der nørdes ost, øl, surdej eller korn og druer. 

LYT til Øllingegaard: Fra mælk til måltid

Torsdag 2. juli 10.30, Food Is Now
Mød mejerihåndværkere fra Øllingegaard, der tager os med på vejen fra mælk til måltid og de fascinerende processer, der præger håndværket. Dyr, mennesker og natur kan takke Øllingegaard for, at økologien siden første malkning har været i højsædet hos Øllingegaard, der har hjemme i hjertet af Nordsjælland. Find her.

LYT til Jazzed on Grains X Sæsonmelier: Fra korn til glas

Torsdag 2. juli kl. 11.30, Food Is Now
De to småskalaaktører, pastaproducent Jazzed on Grains og importør af kvalitetsvine Sæsonmelier, giver indblik i samspillet mellem råvarer, sæson og kreativitet. Bliv klogere på, hvordan man som lille aktør navigerer i en verden, der er designet til de store. På engelsk. Find her.

LYT til Collective Bakery: En talk om brød, bagværk og de valg, der kan gøre bageriet mere bæredygtigt

Fredag 3. juli kl. 10.30, Food Is Now
Hvis du har fået øjne efter torsdag nats folkefest med Tobias Rahim på Orange Scene, kan du genoplade festivalbatterierne i selskab med bager Mila Marcinowska fra Collective Bakery. Hun kaster lys over, hvorfor det er så vigtigt at holde fast i håndværk, råvarer og omtanke i en tid, hvor meget brød er ultraforabejdet og masseproduceret. Find her.

LYT til Kølsters Bryggeri

Lørdag 4. juli, kl. 11.30, Food Is Now
Få indblik i den ædle ølbryggerkunst, når bonde, malter og brygger Per Kølster holder en talk om alt det, der sker, før de gyldne dråber hældes op i glasset og løftes til en SKÅL. Kølster brygger økologisk øl og skaber læskende safter og brus på bryggeriet i Humlebæk. Find her.

SPIS sammen

Tag campen under armen og giv jeres møre festivalkroppe og smagsløgene én på opleveren med en af de sprøde fællesmiddage på Food Is Now. Glæd jer til lokale råvarer, kulinarisk horisontudvidelse og madoplevelser, der smager af fremtid og forandring. 

SPIS middag med skånsomme fangstmetoder 

Onsdag til lørdag, vælg mellem flere tidspunkter, Food Is Now
Fine dining med festivallyd og cirkulerende tallerkener? På Food Is Now serveres hver dag en menu af lokale råvarer, fisk og skaldyr fanget med skånsomme metoder, danske mejeriprodukter og økologisk grønt. Der er blandt andet nye kartofler med løvstikkesmør, fermenteret fisk og rødgrød med fløde og danske jordbær på menuen. Se hele menuen og køb billet her.

SPIS: Økomaddag i Grow

1. juli kl. 12:30–14:30, GROW
Der er økologi på menuen og i haven, når GROW og Økologisk Landsforening inviterer til langbordsfrokost. Maden sammensættes og serveres af kokkene fra Øens Have med udgangspunkt i sæsonens lokale råvarer. Økologisk Ungdomsbevægelse er værter for en samtale og flere oplevelser under middagen. Find her.

SPIS frokost: Gentænkt, grønt smørrebrød med RØRT

Torsdag 2. juli, vælg mellem flere tidsrum, Food Is Now
Hos RØRT gentænkes den højtelskede danske klassiker, når grøntsagerne får hovedrollen på det ristede rugbrød. Udtrykket er uformelt og rustikt, og smagen skal nok få dig løftet op af smatten og gøre dig klar på en ny festivaldag. Køb billet her.

SPIS langbordsfrokost med fremtidens ingredienser 

Fredag 3. juli, vælg mellem flere tidsrum, Food Is Now
FAR disker op med fem retter fra planternes vidunderlige rige og giver os samtidig deres svar på de evigt relevante spørgsmål: Hvad skal vi spise om ti år? Og hvem skal dyrke det? Smag på lokalt, regenerativt grønt og diverse planteproteiner, der har fået en tur i den store fermenteringsgryde – altsammen kærligt tilberedt og serveret af de gode folk fra FAR. Køb billet her.

SPIS frokost: Danske favoritter med smag af Mellemøsten

Lørdag 4. juli, vælg mellem flere tidsrum
Kvinder fra Rønnebærparken og Æblehaven i Roskilde er værter for en frokost forankret i irakisk, libanesisk, syrisk, tyrkisk og palæstinensisk madkultur. Frokosten er en fejring af mangfoldighed, kvindernes historier og deres kærlighed til maden. Råvarerne er fra økologiske, sjællandske avlere. Køb billet her.

SMAG: rør, duft, kog, sank

Roskilde Festival er et fyrværkeri af stimuli. Udover musik til ørene, er der programpunkter til hele sansepaletten. Her finder du pauser fra de højeste frekvenser i roligere sansetempo.

SMAG: Kom på havevandring med sanserne

Søndag 28. juni 11.00, Grow + Onsdag 1. juli 11.00, Grow
GROW Langkærhave er Roskilde Festivals egen byhave, der dyrkes som et samarbejdsprojekt med blandt andet ØsterGro. Under festivalen er haven en levende scene for langsomme sansninger og fælles opmærksomhed i planternes højde. Her kan du komme helt tæt på det, der vokser, når Nanna Hjortkjær Jespersen fra ØsterGro og GROW viser rundt i byhaven gennem smage, dufte og berøringer. Find her.

SMAG: Fælles madlavning med sæsonens lokale grøntsager

Søndag 28. juni 12.00, Grow
Mellem grøntsagerne i byhaven GROW kan du være med til at skabe et fælles måltid af lokale afgrøder. Under madlavningen og måltidet faciliteter Ida Emilie Rossen fra Team GROW en samtale om madsystemer og valg. Hak, snit, snak og spis med. Find her.

SMAG: Spot planter og bær, lær at drikke dem

Søndag 28. juni 14.00+ mandag 29. juni 14.00, The Yard
Biolog Emma Aller og kemiker Kasper Hinz fra Københavns Universitet guider en sanketur omkring festivalen og lærer fra sig om planternes kemi, og hvordan du finder spiselige planter og bær i landskabet. Sidst på turen bliver ukrudt til flydende mocktails og en fællesskål. Find her.

SMAG: Fokus på fermentering

Torsdag 2. juli 15.00, Food Is Now
Fermentering udvikler smag og tekstur i råvarer og forlænger deres levetid. Det er ældgamle traditioner og viden, vi som samfund må genfinde og genlære for sundheden og fremtidens lokale, retfærdige og grønne madsystemer. Vi kan lære i fællesskab på Roskilde Festival, når Anton Schmidt Feiring og Erik Lautrup-Nielsen fra Hotel- og Restaurantskolen fortæller om fermenteringsprocesser og madlavning med fermenterede råvarer. Smagsprøver oversætter viden om de små organismer til sanselige minder. Find her.

SMAG: Planetariske smage på scenen

Fredag 3. juli 11.30, Food Is Now
Hvordan ser en kost ud, der både er sund og spændende og tager hensyn til de planetære grænser for kilma og biodiversitet? Det søger den planetariske kost at besvare. Planetarisk Forsamling fortæller om deres arbejde med at udvikle principperne bag kosten og formidler den i smage og madlavning på scenen. Find her.

SMAG: Morgenkaffe fra bønne til kop

Lørdag 4. juli 10.30, Food Is Now
Coffee Collective gæster igen i år Food Is Now. Medstifter Klaus Thomsen holder kaffesmagning, der væver tråde gennem hele værdikæden fra bønne til kop. Lær om kvalitet og smag, mens du drikker dagens første kaffe. På engelsk. Find her.

SE: film og udstilling

Fortællinger om mennesker og mad får plads på det store lærred og i haven. Læs her, om du skal på udstilling eller i biografen under festivalen.

SE: Udstilling i GROW: Unge i den økologiske bevægelse

Alle dage, GROW
På årets festival er der endnu en god grund til at slå vejen forbi festivalens voksende have, hvor dygtige kræfter året rundt dyrker grøntsager. Her finder du nemlig en portrætudstilling, som medlemmer af Økologisk Ungdomsbevægelse står bag. Portrætterne zoomer ind på unge kræfter, der på hver deres måde aktivt fremmer økologien gennem deres virke som eksempelvis kok, jordbruger, aktivist, ciderproducent, m.fl. I Roskilde Festivals have GROW Langkærhave.

SE: Film om ferskner og et rodfæstet fællesskab

Mandag 29. juni, 15.00, Cinema
Nu kan du igen gå i biffen på Roskilde Festival. Her vises filmen ‘Ferskenlunden i Catalonien’ (Alcarrás), en fortælling om familien Solé, hvis sammenhold udfordres, når ferskentræerne, de har høstet sammen hver sommer, rives op med rødderne af en landejer med andre planer for jorden. Hvad enten du røres af familierelationer og tilhørsforhold eller bare trænger frit løb, kan du lade dine følelser lande her i mørket til en smuk fortælling. Find her.

TAG DEL i samtalen

Samtaler om fremtidens grønne, lokale og retfærdige køkkener tager scenetid. Vi jubler! Læs her, hvor du kan deltage, når kyndige madfolk deler praksiserfaringer og giver plads til fælles ambitioner om forandring.

TAG DEL: Muligheder og kreativitet i cirkulær madlavning

Fredag 3. juli 15.00, Food Is Now
Kan man lave nudler af et torskehoved? Matt Orlando, der står bag Esse Restaurant, kan, og han lærer gerne fra sig. Sammen med Martin Petersen fra Hotel- og Restaurantskolen deler de ud af deres erfaringer med cirkulær gastronomi og sætter fokus på muligheder i råvarer, der ofte smides væk eller overses. Lyt med for kreative idéer til cirkulær madlavning. På engelsk. Find her.

TAG DEL: Grøn udvikling for køkkener og kokkeuddannelser

Lørdag 4. juli 15.00, Food Is Now
Vi skal tale sammen – om kokkeuddannelserne, arbejdet i professionelle køkkener, og hvordan grønne madsystemer manifesterer sig i praksis. Christian Fentz fra Hotel- og Restaurantskolen modererer en samtale med undervisere og elever fra skolen. Find her.

SPIS OG DRIK på pladsen

Roskilde Festival er garant for et hav af muligheder med måltider, der stiller dine cravings og sult og økologiske dråber til skål og tørst.

Vi skåler med, når Roskilde Festival inviterer flere små lokale bryggerier og producenter ind på pladsen. Med det følger både en demokratisk udvikling i adgangen til skænken og en diversitet for smagsløgene på den anden side af baren. Mellem Orange Scene og Avalon skænker Herslev Bryghus lokalt og økologisk øl med, uden og næsten uden alkohol og brygget 10 km fra pladsen. I Roskildes egen bar sælges cider fra Æblerov lavet på danske økologiske æbler. Måske kan hele pladsen en dag vandes af mange små bække? 

Food Court er hjertet, hvor de spirende og de kulinariske mangfoldige madboder strømmer sammen. Her står forskelligartede madkulturer og smagsnuancer samlet skulder om skulder, og du kan mætte dig glad med smags- og duftindtryk fra kendinge i det københavnske gadebillede og nye koncepter. Spis fx ved Overflow, hvor kokken Sara Brix skaber svampebaserede måltider af overskudsgrønt. På pladsen og i campingområdet finder du fx. Flere Fugles boder med bagværk af gode råvarer til morgen og aften.

Som noget nyt kan du, når du har spist op, blive fri for at smide din tallerken i skraldespanden. For første gang afprøves vaskbar service til gæster i EAT NOW. Et stort skridt mod en mere cirkulær festival. Tjek Roskilde Festivals App, hold dig opdateret med mad- og drikkeboder og gå på opdagelse for overblik og appetit.