fbpx
Category Artikler, Debat

Højdepunkterne ligger i de magiske mellemrum, hvor nye møder og fællesskaber sker på tværs af virker og interesse. Læs lederen bragt i Madland Nyhedsbrev af Marie Sainabou Jeng, Madlands programdirektør og stifter.

Foto: Liv Kastrup for Madland

Vi vandt!!! Ikke en pris. Det udsagn kan mange i madlandskabet af modige jordbrugere, producenter, madhandlere, kokke og andre professionelle, der skaber nye madsystemer og forbindelser mellem land og by, slutte sig til. Det betyder ikke, at deres arbejde ikke er prisværdigt eller fortjener anerkendelse. Det passer måske bare ikke ind i de traditionelle logikker om, hvad succes er. Og måske er det hele pointen? Folk, der bryder med systemerne, som vi kender det gør op med status quo. De går forrest med nye modeller, løsninger og fællesskaber, som ikke kan måles efter de parametre, som vi typisk anerkender som succes. 

Jeg har ikke noget imod priser, jeg har selv været medskaber af en del gennem tiden, nomineret, overrakt og heppet. Men med Madland retter vi opmærksomheden mod og sætter scenen for dem, der ikke altid passer ind i den gængse forståelse af succes. Vi skubber på for at inspirere til større mangfoldighed i, hvem der har adgang til at definere, hvad der skal forme vores madlandskaber og bringe os ud af de økologiske kriser. Vi gentænker og redefinerer opfattelsen af, hvad der giver succes og inspirerer til, at folk gentænker deres egne parametre. 

Grøn prisgivning fra Michelin er temaet i artiklen ‘holder fortællingen om bæredygtighed vand” i Gastros særnummer om grøntsager. Som tidligere madkommuniktør og madanmelder har jeg mit ophav i maden, måltiderne og gastronomien, og derfor er jeg også glad for at blive spurgt om Madlands perspektiver på bæredygtig gastronomi til magasinet. Side om side med Steffen Steen Kristensen fra Østergro, Øens Have og Gro Spiseri og kokken Christian Puglisi kalder jeg på ærligt værtskab og større gennemsigtighed i restaurationsbranchen. Ærlighed og gennemsigtighed i, hvor råvarerne kommer fra og er produceret og i forhold for alle arbejdere, der gør det muligt, at jeg kan sætte mig til bords og blive beværtet. Du kan finde artiklen på gastros digitale univers.

Vi har kigget os over skulderen for at betragte 2025 og gøre op, hvad vi skabte sammen. Tak til jer, der deltog i vores spørgeskema. Vi har samlet jeres og vores højdepunkter i en artikel om året der gik, som kan læses her

Mine højdepunkter ligger ofte i de magiske mellemrum, hvor nye møder og fællesskaber sker, når vi samler folk på tværs af virker og interesse. Som initiativet til den nye samlende bevægelse Ung Madalliance, en sammenslutning af unge fra organisationer, der arbejder med økologien som udgangspunkt for mere levende madlandskaber. Frem til foråret inviterer de til Økologiske Ungdomsfællesspisninger for at lære hinanden bedre at kende. Det er en storartet ambition som går som fod i hose med Madlands vilje om, at vi skal stå sammen. Læs mere om fællesspisningerne her

Lederen er bragt i Madland Nyhedsbrev #71. Vil du modtage Madland Nyhedsbrev i din indbakke, så skriv dig op her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *