En af Europas ældste og mest magtfulde politikker former stadig, hvad vi spiser, hvordan vi dyrker, og hvor grøn fremtiden bliver. Den fælles landbrugspolitik (CAP) styrer en tredjedel af EU’s budget – men udnytter vi dens potentiale til at drive den grønne omstilling? Læs med, Mathias Dyreborg Zachau, politisk rådgiver i Nyt Europa, skriver om sine væsentligste pointer fra Madland Madsystemskole #1: Madsystemer og EU.
Tekst af Mathias Dyreborg Zachau, Foto af Liv M. Kastrup
Når vi taler om madsystemer i Europa, kan vi ikke komme uden om CAP’en (Common Agricultural Policy) – EU’s fælles landbrugspolitik. Forordningen er en af de ældste politiske rammer i EU og har i mere end 60 år været med til at påvirke, hvad vi spiser, hvordan vi producerer – og hvordan og hvor meget landbruget påvirker klima og miljø. CAP’en rummer således et enormt potentiale til at drive den grønne omstilling af EU’s madssystem – et potentiale, som desværre den dag i dag stadig er uforløst. Samtidig er CAP’en et lovgivningsmæssigt virvar, og det politiske landskab er hammer-kompliceret, så her får du et overblik over de mest centrale områder.
CAP’en udgør omkring en tredjedel af EU’s samlede budget og er dermed en af de tungeste politiske poster i hele unionen. Den har en budgetramme på hele 2.886 milliarder kr. i EU’s budget for 2023 til 2027, hvilket svarer til 2,5 kr. per EU-borger om dagen. 75 procent af CAP’en er øremærket landbrugsstøtte, som går til EU’s landbrugere i form af direkte betalinger. De resterende 25 procent går til udvikling af landdistrikter – herunder bæredygtig brug af ressourcer og klimahandling samt udvikling af lokalsamfund i landområder rundt om i EU.
Fra fødevaresikkerhed til industrialisering
CAP’en blev indført i 1962 med en målsætning om, at Europa aldrig skulle opleve fødevaremangel som efter 2. verdenskrig. Politikken skulle således sikre fødevaresikkerhed, stabile markeder og priser samt en rimelig indkomst til landbrugerne – elementer, som stadig kendetegner landbrugspolitikken i dag. En central del af landbrugspolitikkens markedsindgreb var at sikre landbrugerne en garanteret pris for deres produktion. Derudover var målet, at landbruget skulle effektiviseres og industrialiseres for at udnytte stordriftsfordelene.
Reformernes tid
Siden da er CAP’en blevet reformeret en del. I 1970’erne og 80’erne skabte effektivitetsstrategien enorme mængder overskudsproduktion, og man indførte kvoter på landbrugernes produktion. I 1990’erne blev CAP’en reformeret, så prisstøtten blev erstattet af direkte indkomststøtte, der var koblet til landbrugsareal frem for produktion. Samtidig blev der indført stigende krav til kvalitet og miljø. I slutningen af 1990’erne tilføjede man en ny ”søjle” i politikken: udvikling af landdistrikter.
Den nuværende CAP: grønne ambitioner – sort realitet
Den nuværende CAP (for 2023 til 2027) giver medlemslandene større frihed til at tilpasse støtten, og målsætningerne for CAP’en bærer klart præg af et øget fokus på klimahandling og hensyn til miljøet. Officielt er 40 procent af budgettet klimarelevant, men langt størstedelen af støtten går fortsat til nogle af de mest CO₂-intensive produktionsformer – særligt husdyrbrug og arealanvendelse med høj klima- og miljøbelastning.
En opgørelse fra tænketanken CONCITO vurderer, at de danske planer og implementeringen af CAP’en de første år førte til en reduktion på 1 procent af de samlede CO₂-udledninger fra det danske landbrug, samt under 3 procent af den samlede kvælstofudledning fra land til hav i Danmark, hvilket svarer til mellem 9 og 14 procent af målet for 2027. Dette skyldes blandt andet kortsigtede ordninger, mangel på strengere krav og klare målbare målsætninger.
Fremtiden: en ny CAP på vej
I sommer fremlagde EU-Kommissionen sit forslag til den kommende CAP 2028-2034. Her introducerede man en ny struktur, hvor CAP’ens to søjler slås sammen og integreres i en megapulje på svimlende 6.456 milliarder kr. Nye elementer som “Farm Stewardship” skal erstatte de nuværende klima- og miljøbetingelser for støtte med mere lokalt tilpassede krav, mens et loft over støtte på 746.000 kr. per bedrift og øget støtte til unge og små landbrug sigter mod en mere retfærdig fordeling. Derudover skal CAP’en understøtte den spirende sektor for proteinafgrøder.
Risikoen for ”business as usual”
Kritikere peger på, at integrationen af landbrugsstøtten i én stor megafond kan betyde, at klima- og miljøtiltag kommer til at konkurrere med andre politiske prioriteter – særligt fordi medlemslandene får langt større råderum til selv at bestemme over implementeringen. Hvis ikke der stilles skarpere krav om udfasning af betalinger til konventionelle og CO₂-udledende landbrugsformer og dokumenterbare resultater, og der indføres bindende og højere minimumsstandarder inden for klima og miljø, er risikoen, at CAP’en understøtter et business as usual-landbrug – og dermed fortsat svigter i forhold til klima, biodiversitet og sundhed.
Derfor er CAP’en afgørende for fremtidens mad
EU’s fælles landbrugspolitik er fortsat et af EU’s mest omdiskuterede programmer, fordi den balancerer mellem landbrugernes vilkår, fødevaresikkerhed og grønne ambitioner, som kræver markante ændringer i landbruget. Den er afgørende for, hvad vi spiser, hvordan vi dyrker, og hvordan Europas madproduktion kan bidrage til at løse klima- og biodiversitetskrisen. Derfor er det vigtigt, at vi sætter os ind i stoffet, retter blikket mod Bruxelles og laver noget larm de kommende år, hvor EU’s landbrugspolitik forhandles på plads.
Artiklen er finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers. Se hele programmet for Madland Madssystemskole her.
