fbpx
Category Artikler, Nyheder

Endnu et år har vist, at forandring er mulig og de gode historier om dem, der aktivt arbejder for et gentænkt madsystem findes i mangefold. Forandringen foregår i de magiske mellemrum, hvor vi samles på tværs af værdikæden om konkret handling i fællesskab. I 2025 har Madland samlet og sat scene til 141 madsystembrydere, udgivet 19 podcasts, afholdt syv Madsystemskoler, udgivet seks guides, faciliteret fem laboratorier, taget på fire studieture, holdt tre fælles frokostpauser, én festival og sendt et hav af artikler, nyhedsbreve, rapporter og meget mere ud i verden i madsystemforandrings navn. Tag med Madland gennem en håndfuld nedslag fra 2025 og kom med os videre ind i 2026!

Foto: Mathilde Thykier for Madland

Endnu en gang har vi vendt en side i kalenderen og åbnet døren for et nyt år – således også i Madland. Og som altid når det nye banker på, er dets komme en kærkommen mulighed for at kaste et blik tilbage på året der gik for at fremhæve og dvæle ved noget af alt det, vi sammen fik det til at gå med. Det her var år 2025 i Madland.

Tag med os tilbage gennem en håndfuld nedslag fra året, der er gået, og kom med videre på rejsen ind i 2026!

 

Laboratorium for madpolitisk dannelse

2025 blev året, hvor en drøm, som længe har levet i og med Madland, endelig gik i opfyldelse: Madland Madsystemskole blev nemlig langt om længe født i frugtbart samarbejde med en lang række visionære organisationer gennem midler, bidrag og samarbejde: Europa-Nævnet, Nyt Europa, Mellemfolkeligt Samvirke, Forum for Madsuverænitet, Patagonia, GSFR, Grønt Marked og Kitchen Collective. For dem og for skolen er vi så taknemmelige og stolte.

Gennem syv skoler i løbet af efteråret 2025 tog den sit udgangspunkt i EUs mad- og landbrugspolitik i anledning af Danmarks EU-formandskab fra 1. juli til 31. december. Hele 352 tilmeldinger fra unge og andre nysgerrige fordelt på mere end 70 forskellige beskæftigelser deltog på tværs af de syv åbne, madpolitiske eftermiddagsskoler, hvor de lærte om alt fra EUs rolle i madsystemet og den fælles landbrugspolitiks (CAP’ens) betydning, til hvordan man sikrer mangfoldigheden på tallerknen gennem bevaringsarbejde af gamle sorter og definerer sin egen og en fælles ansvarlig madpolitik i et kompleks og uigennemsigtig system.

“Jeg synes, det var spændende og opløftende at møde så mange engagerede mennesker – og især privatpersoner og helt almindelige mennesker, der bare har lyst til at blive klogere på det, de ser i køledisken,” fortalte en deltager.

De lærte desuden om sammenhængen mellem EUs madpolitik og global retfærdighed, var på studietur til økologiske, regenerative jordbrug og blev klædt på til selv at engagere sig, kommunikere strategisk og blive lokal madsystembryder på egen hånd såvel som i fællesskab med andre bekymrede madborgere.

"Jeg har stadig rigtig meget at lære endnu, men jeg har lært, at man ikke er alene med en masse tanker, og det synes jeg giver en gejst til at lære mere,” fortalte en anden deltager.

Madland_MadsystemskoleMathiasPalleshave_LivKastrup
Foto: Liv Kastrup for Madland

I Madland er vi lykkelige for, at det endelig lykkedes at sætte skolen i verden. Og på baggrund af læringerne fra første sæson, hvor 88,9% af de adspurgte deltagende svarede, at de kunne bruge deres nye lærdom til noget, og 97,2% havde lyst til at deltage i mere Madland Madsystemskole, agter vi at gøre det igen til efteråret og tage en sæson mere. Vi håber, du og andre nysgerrige vil være med igen!

Vi er også lykkelige for, hvad skolen ellers dannede grobund for: Verdens Bedste Nyheder, der her skrev om skolen som laboratorium for madpolitisk dannelse, og stiftelsen af Ung Madalliance, en ny sammenslutning af unge fra organisationer som Økologisk Ungdomsbevægelse, FLOR, FLUF, Permakultur Danmark, Madland, Den Grønne Ungdomsbevægelse, Foreningen for Biodynamisk Jordbrug, Københavns Fødevarefællesskab, Uden Sidestykke og Andelsgaarde.

Grøn madhandel kræver politisk prioritering og opbakning

I det forgangne år fik også et andet nyt format i Madland debut. Madland udgav nemlig sin første rapport, Grøn madhandel i København – alternative, sunde og grønne madkanaler, bestilt af Københavns Kommune.

Udarbejdet som et dialogredskab til politikere, embedsfolk og andre beslutningstagere, gav rappporten det første samlede overblik over de mange typer aktører og alternative madkanaler og madmiljøer, der sikrer københavnerne grøn, lokal og sund mad og viser, hvordan de kan spille en central rolle i en mere bæredygtig og socialt forankret madby.

Den giver et omfattende vidensgrundlag til arbejdet med kommunens kommende Mad- og Måltidsstrategi og Klimastrategi 2035, hvor Madland giver anbefalinger til, hvordan København kan styrkes som en levende, grøn og resilient madby, hvor madkultur, klima, sundhed og fællesskab tænkes sammen.

I forbindelse med rapporten siger, programdirektør og stifter i Madland, Marie Sainabou Jeng: “Alternative madkanaler og madmiljøer er mangfoldige, innovative og borgerinvolverende. De skaber både en sikker forsyning og social, kulturel og læringsmæssig samfundsværdi. Samtidig kan de være med til at fremme både sundhed, klima, miljø, rent grundvand og dyrevelfærd. Det vækstlag er vigtigt at lære fra, inkludere og styrke, når vi som samfund skal finde løsninger og sikre fremtidens madsystem.”

Madland_GrøntMarked_LivKastrup
Foto: Liv Kastrup for Madland

Konklusionen er således klar: København har allerede et stærkt madøkosystem og et engageret aktørfelt, men potentialet kan kun realiseres gennem strategisk prioritering, bedre rammevilkår og politisk opbakning. Rapporten blev til med hjælp og input fra aktørerne og mundede desuden ud i nye anbefalinger til konkrete løsningsforslag til mulig implementering i kommunes arbejde.  

Læs mere eller hent rapporten her.

Madland 5 år og velkommen som Madland Medlem

I 2020 satte vi med Madland viljen i bevægelse, hvorfor vi ved midsommeren 2025, kunne fejre fem års fødselsdag med trut, samling og samtaler, mens vi høstede frugten af et halvt årti, hvor vi har samlet og sat scene tusindvis af gange til madsystembrydere på vores møder og i vores medier med målet om at inspirere, uddanne og skabe bedre forbindelse. Det gjorde vi i vores nye rammer på Halmtorvet 27 i København sammen med madborgere, medlemmer og vores nye husfæller, CAFx.

Her fik vi sammen taget temperaturen og produceret en status på den resiliente madsystemforandring i by og på land for at få øje på, hvor langt vi er nået, hvor vi er nu og endnu vigtigere: hvor vi skal hen. 

Det mundede ud i et kor af forskellige stemmer, der alle så store, tunge udfordringer rundt omkring, men med mindst lige så mange lyspunkter og nyåbninger i landskabet, der, hvis de bliver styrket og velforbundne, kan vokse sig robuste, modstandsdygtige og vægtige i kampen for samfundsansvarlig madsystemforandring. 

Madland_Aarhus_LivKastrup
Foto: Liv Kastrup for Madland

Det var også efter fem års finden fodfæste, at vi i 2025 åbnede for medlemskaber efter vedvarende efterspørgsler fra alle jer engagerede, nysgerrige og forandringsvillige madborgere, -professionelle og organisationer derude i madlandskabet. 

Af alle vores hjerter og maver TAK! til jer, der har meldt jer ind i løbet af 2025. Det betyder alverden. Nu har vi og I endnu bedre muligheder for at mødes og sætte hinanden i spil for en levende, velsmagende og samfundsansvarlig madsystemforandring.

Vi er mere sikre på, hvad vi vil, og hvem vi er noget for end nogensinde før

Vi har netop afsluttet vores årlige spørgeundersøgelse. Tak til alle jer, der har taget jer tiden og umagen til at gøre os klogere på, hvad og hvordan Madland er for jer!

I er unge, ældre og alt derimellem. I kommer fra hele landet. I er madborgere, elever, studerende, kokke, restauratører, iværksættere, jordbrugere, fiskere, rådgivere, formidlere, mediefolk og NGO’er. I tager del i Madland, fordi I vil bidrage til forandring, få ny viden og være en del af en større bevægelse.  Som én kommenterer i undersøgelsen: “I skaber en tydelig ramme for en bevægelse, der gør, at vi føler et fællesskab.” I vil have flere faglige oplæg, flere studieture, netværke mere med hinanden, og at Madland deltager i offentlige samtaler – og det skal I få!

For aldrig har vi været mere sikre på, hvad vi vil i verden, og hvem vi er noget for. Madland er sat i verden for at gentænke og forandre madsystemet. Vi understøtter økosystemet af madsystembrydere og mikrolivet over og under jorden. Vi er Danmarks eneste madpolitiske samlingspunkt og fællesskab dedikeret til samfundsansvarlig gentænkning og forandring af jord-, hav- og madsystemer. Vi samler på tværs af madens værdikæder og systemiske sfærer, sætter scenen til nye og spirende stemmer og holder rum for forandringsagenter og rollemodeller blandt borgere såvel som professionelle.

Vi er gennem året og undersøgelsen blevet meget klogere på os selv og på jer. Det er vi meget taknemmelige for, og tager det med os ind i 2026, hvor vi vil gøre vores allerbedste for give jer mere af det Madland og den madsystemforandring, I (og vi) spiser og arbejder for hver dag rundt omkring i hele madlandskabet. Og hvis du ikke er medlem endnu, men godt kunne tænke dig at være en del af fællesskabet, kan du læse mere og melde dig ind lige her.

Tak for 2025. Vi ses mere og flere i ‘26!

Madland_NordhusMiddag_LivKastrup
Foto: Liv Kastrup for Madland