fbpx

Hvordan ser fremtidens madsystem ud, når unge spirende fællesskaber får plads til at forme det? Torsdag 30. oktober inviterer Madland som en del af Madland Madsystemskole til møde og samtale. Det bliver desuden startskuddet til stiftelsen af en ny samlende bevægelse for madsystemets samfundsansvarlige ungefællesskaber. Det hele sker på FABRIKA – den nye festival for fremtidens fællesskabende iværksættere.

Foto: Liv Kastrup for Madland

Over hele landet spirer nye fællesskaber frem, der arbejder for et grønnere og mere samfundsansvarlige landbrug, råvarer og måltider. Nogle bygger videre på eksisterende strukturer, mens andre skyder op som nye skud i økosystemet. Fælles for dem er ønsket om at gentænke livet på landet, både over og under jordens overflade, forbindelsen mellem land og by og maden.  

I en samtale til FABRIKA, den nye festival for iværksætterfællesskaber, samler Madland en række af de mest driftige og nytænkende aktører fra ungebevægelser og organisationer, der arbejder med forandring af madsystemet på hver deres måde og danner grobund for et styrket samarbejde og bevægelse mellem fællesskaber som Økologisk Ungdomsbevægelse, Frie Bønder – Levende Land, FLOR under Danmarks Naturfredningsforening, Madland og mange flere. 

Mød blandt andre:

  • Rasmus Dose Sandorff fra Den Økologiske Ungdomsbevægelse
  • Marie Rørby fra Levedygtigt Landbrug og Den Grønne Ungdomsbevægelse
  • Mathias Sejer Damgaard fra Permakulturskolen
  • Tobias Unger Coff fra Københavns Fødevarefællesskab
  • Clara Sophie Storm fra Madland


Ungefællesskaber for ansvarlige madsystemer

Samtalen bliver samtidig startskuddet til iværksættelsen af den nye bevægelse for ungefællesskaber for et bæredygtigt madsystem på initiativ fra Rasmus Dose Sandorff, medstifter af Den Økologiske Ungdomsbevægelse: “Lad det blive startskuddet til en helt ny ungdomssammenslutning på tværs af alle de grønne foreninger og bevægelser, der går ind for et bæredygtigt madsystem med forankring i agroøkologien og naturnært jordbrug. En forenet ungdomsbevægelse, der udover mere samarbejde og et fantastisk netværk, giver os en samlet stemme.”  

Fællesspisning som brobygger

Efter samtalen fortsætter vi over et måltid, der bliver det første i rækken af Økologiske Fællesspisninger i København. Her samles ungebevægelser og deltagere til samtale og samvær omkring bordet.

Tid og sted

  • Torsdag 30. oktober kl. 16.15–17.45: Samtale på FABRIKA, Enghavevej 82B, København SV
  • Kl. 18.00–19.00: Økologisk fællesspisning

Tilmeld dig her. Festivalen Fabrika og arrangementet er gratis for elever, studerende og lærlinge, det koster fra 100 kr. for andre. Se hele programmet for Fabrika her. 

Madland Madsystemskole på FABRIKA

Samtalen er den del af Madland Madsystemskole, der engagerer unge og andre nysgerrige i madsystemforandring. Det sker på FABRIKA – en ny festival iværksat af Kooperativt København, der hylder fællesskabende iværksætteri. Samtalen bliver til med støtte fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.