fbpx
Category Nyheder
Madland - Danmarks nye madpolitiske festival. Kom med til Madland, hvor du fra 26. august - 25. september kan sanse dig igennem et hav af arrangementer med alt det bedste fra maddanmark. Deltag i debatter. Få nye inputs til madlavningen derhjemme. Gå på opdagelse sammen med landmænd. Mød nogle af landets inspirerende kokke.

Foto: Liv Møller Kastrup

I sommerfestivalernes fravær vil en nytænkt madfestival fra 26. august til 25. september se dagens lys i København og omegn. Med en stærk, aktivistisk og madpolitisk dagsorden inviterer Madland danskerne til at tage aktiv del i den bæredygtige omstilling af vores madsystem - en agenda, der udfoldes gennem madskoler, gårdbesøg, samtaler og et væld af lækre, tankevækkende madoplevelser. Bag festivalen står Koalition med opbakning fra flere af landets mindre madvirksomheder og organisationer.

Årets festivalsæson synes at være visnet væk, inden den overhovedet nåede at spire, men til august trodser en ny, madpolitisk festival udviklingen med en måned fuld af madglæde og kritisk stillingtagen.

Festivalen Madland, iværksat af Koalition, bliver uden store, tætte forsamlinger, men vil i stedet agere platform for mindre events over hele København og omegn. Gennem en hel måned kan du blive klog på blæksprutter, besøge et bynært øko-landbrug, komme tættere på havets mangfoldige økosystem, komme i ciderskole og meget mere.

“Vi ser mening i at bruge genstarten som anledning til at gentænke Danmark som madland. Madlands mål bliver at oplyse, inspirere og engagere festivalgæster såvel som professionelle aktører til at tage aktiv stilling til egen indflydelse på den bæredygtige omstilling af vores madsystem,” siger stifter af Madland og direktør i Koalition, Marie Sainabou Jeng.

“Vi har talt med jordbrugere, producenter, spisesteder, købmænd og iværksættere, der alle er ivrige efter at skabe, sætte i værk og handle sig ud af krisen, og som er villige til at tilpasse sig Covid−19−situationens uvished. Med Madland giver vi dem mulighed for at tage del i en fælles madpolitisk dagsorden.”

Opbakning fra en bred skare af madaktører

Indtil videre tæller listen over virksomheder og organisationer, der tager del i Madland, blandt andet Staldkøkkenet, Kitchen Collective, Havhøst, Seerupgaard, Æblerov, Folkets Madhus, Mejeriforeningens Ost & ko, Jalm&B, Irma, FoodSHIFT 2030, Godis Grønt m.fl.

“Corona har hæmmet og aflyst møderne mellem de spisende og producerende. Efter lempelserne af forsamlingsforbuddet besluttede vi os for at sætte festivalen i værk med et program, hvor man foruden en stærk nerve af værtskab, smag og sanselighed også vil opleve elementer af uddannelse, samtale og opfordring til at tage aktiv del,” fortæller Marie Sainabou Jeng.

Foruden de mange spredte begivenheder vil Kødbyens madinnovationshus CPH Food Space i coronabegrænset omfang agere central platform for events.

En større, langsigtet plan for at forbinde og styrke madsystemet

Festivalen er første indspark på Koalitions nye platform Madland: en madpolitisk møde-, medie- og vidensplatform, hvor danskerne kan blive klogere på det store og ofte uoverskuelige system, der ligger bag de råvarer og produkter, vi spiser til daglig. 

Platformen skal samtidig forbinde og forene aktører i madsystemet og på den måde sætte scenen for, at nye møder, samarbejder og værdifællesskaber kan gro sammen året rundt. Madland stiftes i 2020 og går i luften som aktiv møde-, medie- og vidensplatform næste år.

For mere information, kontakt da:

Presse og kommunikation:
Louise Taarnhøj: Presse- og medierådgiver
27288879 | louise@koalitionkbh.dk

Praktiske henvendelser:
Jacob Damgaard: Festivaldirektør
22905025 | jacob@koalitionkbh.dk 

Talsperson:
Marie Sainabou Jeng: Stifter og direktør
26147260 | marie@koalitionkbh.dk 

 

Om Madland

Madland er en madpolitisk gentænksfestival, der samler de jordbrugere, landmænd, fiskere, producenter, købmænd, kokke, medie- og madfolk og borgere, der vil benytte genstarten post corona til at gentænke madsystemerne i Danmark. Madland samler de gode folk bag maddanmark og favner deres idéer, koncepter, events og erhverv i programmet for at engagere københavnerne i, at de har en vigtig rolle i madsystemet.

Dato og sted

  1. august - 25. september 2020

Madland har hovedkvarter i CPH Food Space i Kødbyen i København, men festivalens mange aktiviteter og begivenheder vil være fordelt over hele København og omegn.

De 6 spor

Madland har 6 spor, der kategoriserer begivenheder og andre aktiviteter i programmet:

  • Mad:samtalen: Rummer samtaler, podcasts og andre ord om at gentænke maddanmark under emner som socialgastronomi, iværksætteri, land- og jordbrug, klima, cirkulær økonomi, offentlige måltider, madsystembrydere og børn og unge.
  • Mad:skolen: Vil maddanne og skabe interesse for råvarer og madlavning gennem køkkenskoler, workshops, smagninger og andre dannende og uddannende events online eller fysisk.
  • Mad:byen: Sker på byens spisesteder, restauranter og beværtninger og samler de events, artikler, rapporter og film, der omhandler bylivet for folk, der spiser- og drikker ude.
  • Mad:hjemmet: Samler events, aktiviteter, film osv., der understøtter, at folk går i køkkenerne derhjemme og spiser sammen. Sporet vil rumme online og offline fællesspisninger, fælles madlavning/madskoler m.m.
  • Mad:landet: Sporet inviterer københavnerne ud på landet for at møde og lære af de landmænd, jordbrugere og producenter, der forsyner byen. Det kan være gårdbesøg, høstmiddage, høsthjælp mm.
  • Mad:havet: Favner events, der sker i og omkring havet, for at give større interesse og mod på havets uopdagede ressourcer. Det kan være fisketure, auktionsbesøg, tanghøst og lignende.

 

Deltagere

Madland har mødt stærk opbakning fra aktører over hele madsystemet - indtil videre tæller listen over deltagere blandt andet: Staldkøkkenet, Kitchen Collective, Havhøst, Mejeriforeningens Ost & ko, Seerupgaard, Æblerov, Jalm&B, Irma, FoodSHIFT 2030, Godis Grønt m.fl.

 

Hvem står bag?

Festivalen er første initiativ på den nye platform Madland: En madpolitisk møde-, medie- og vidensplatform, hvor danskerne kan blive klogere på det store og ofte uoverskuelige system, der ligger bag de råvarer og produkter, vi spiser til daglig. 

Madland skal desuden forbinde og forene professionelle aktører i madsystemet og på den måde sætte scenen for, at nye møder, samarbejder og værdifællesskaber kan gro sammen. Madland er stiftet af Koalition i 2020 og går i luften som aktiv møde-, medie- og vidensplatform i 2021.