En af årets varmeste madpolitiske kartofler er opdrætslaksen fra havbrug. En fisk, der på sin vej til disken trækker lange destruktive spor efter sig fra Vestafrikas kyst til Nordnorges havmiljø. Bliv klogere på opdræt, og hvordan du kan købe fisk mere ansvarligt, når Johan Flyvbjerg, stifter af interesseorganisationen Ingen burfisk i havet, giver svar på spørgsmål her i portrætserien Madland Madsystembryder.
Foto: Liv Kastrup for Madland
“Is that the right thing to do?” spørger den verdenskendte islandske sangerinde Björk i omkvædet af hendes nummer Oral udgivet i 2024. Nummeret er egentlig 25 år gammelt, men er blevet opdateret og udgivet sidste år for at skabe opmærksomhed omkring konsekvenserne af norske selskabers industrielle lakseopdræt i åbne netbure i islandske fjorde, også kaldet havbrug.
Og selvom spørgsmålet inden for sangens bogstavelige kontekst stiller sig ved tanken om at udveksle et forbudt kys, er det svært ikke også at høre det som henvendt til os alle sammen, idet vi bliver gjort bekendt med havbrugsindustriens rædsler i forbindelse med sangens udgivelse og løfte om at donere al indtjening til kampen mod havbrug i Island.
Samme spørgsmål kunne vi også høre den aarhusianske fiskehandler, Jakob Clausen, stille sig selv og alle andre i hans tyve minutter lange Youtube-video ‘Laks er L O R T’ fra oktober 2024, inden han ved årsskiftet drog den ultimative konsekvens af sine kunders tavshed og ufortrødne lakseforbrug og tog opdrætsfisken helt ud af disken under stor mediebevågenhed og debat i det ganske land.
Spørger man Johan Flyvbjerg, der står bag interesseorganisationen Ingen Burfisk i Havet, er svaret på åbningsspørgsmålet klart: Nej. Vi ved nemlig en hel del om de konsekvenser havbrugene har for havmiljøet, vilde fiskebestande, dyrevelfærden, m.m. I hvert fald rigeligt til at vende blikket, produktionen og forbruget andre steder hen og afstå fra det forbudte kys.
Men hvad er et havbrug egentlig? Hvilke konsekvenser har det? Hvorfor skal der ingen burfisk være i havet? Og hvordan kan vi spise og arbejde os nærmere en samfundsansvarlig, madsystemisk løsning?
Vi satte os ned med Johan Flyvbjerg fra Ingen Burfisk i Havet for at få svar på spørgsmålene i denne artikel af portrætserien Madland Madsystembryder.
Startede som lystfisker
Johan arbejder egentlig som embedsmand i Styrelsen for Samfundssikkerhed, men da nogle venner i 2017 inviterede Johan med på en weekendtur til Femø for at fiske hornfisk, begyndte han at få sig et bijob. For som alle, der har prøvet at fiske efter hornfisk – og fanget nogle – ved, så er det noget, der smitter. Ligeledes gik det for Johan.
“Lige så stille blev jeg mere og mere bidt af fiskeriet, pludselig stak det helt af – og i takt med, at fiskeriet begyndte at fylde mere i mit liv, blev jeg mere opmærksom på mange af de udfordringer og problematikker, der er forbundet med vilde fiskebestande”, fortæller han.
“Der hvor det rigtig gik op for mig, var da jeg så en film, der hedder Artifishal, som er en Patagonia-film. I filmen var ejeren af Patagonia, Yvon Chouinard, og en lystfisker, der hedder Mikael Frödin, i Nordnorge og tog ud til et af de her laksehavbrug, dykkede ned under overfladen og så, hvordan det så ud.”
Synet de dykkede ned til kan måske bedst beskrives som noget fra en zombieapokalypse-film: Fisk, der dårligt nok svømmede rundt, de var halvspiste og med kødet blottet af store åbne sår. Billederne er bestemt ikke for sarte sjæle, men hvis man har mod på at få serveret en smagsprøve på laksezombieapokalypsen, der fortsat udspiller sig i realtid i stor skala, kan man finde et udvalg af illustrative billeder her offentliggjort af den islandske ngo, Aegis.
“Det var første gang, det gik op for mig, hvordan de her laks blev opdrættet. Og det, der også gik op for mig, var, at der ikke var det store kendskab til denne problematik blandt forbrugerne, mig selv inklusiv,” fortæller Johan Flyvbjerg.
“Det blev så startskuddet til interesseorganisationen og Instagram-kontoen, @ingenburfiskihavet, hvor jeg kunne dele noget information og lave indhold, der kunne være med til at skabe interaktion og danne nogle meninger, så vi kunne komme i gang med at tale om det her på en så oplyst måde som muligt.”
Hvad er problemet?
Det første Johan Flyvbjerg fremhæver er manglen på viden omkring produktionen af den laks, man kan købe i supermarkedet, af sin grossist eller får serveret på caféer og restauranter.
“Mange folk tror, at den laks de spiser er fanget ude i Nordsøen, i de norske elve eller langt ude i Atlanterhavet, og det er jo simpelthen ikke det, der er tilfældet. Stort set al den laks, vi spiser i dag, kommer nemlig fra opdræt. Og langt størstedelen af det opdræt er fra havbrug, dvs. åbne bure på havet eller i fjordenes indløb, hvori man udsætter særligt avlede opdrætslaks og feder dem op,” fortæller han.
– Hvad er det for en skade, havbrugene forårsager?
“Der er flere ting i det. Man kan dele det op i de direkte skader og mere indirekte skader,” starter Johan Flyvbjerg og tager en dyb indånding.
De direkte skader kan deles op i tre: Havmiljøet, dyrevelfærden og de vilde fisk.
“Havmiljøet lider under havbrugene, fordi fiskene i havbrugene producerer store mængder afføring koncentreret på et meget lille område, og fordi alt det foder, som fiskene ikke spiser, lægger sig som overskydende organisk materiale og kvæler livet på havbunden under burene. Ud over denne kvælstof- og fosforudledning er der store mængder kemikalier og antibiotika til bekæmpelse af sygdomme og algevæksten på nettene, der opløses og spreder sig til det omkringliggende havmiljø,” forklarer han.
Så er der det med dyrevelfærden.
Når man stuver så mange fisk, så tæt sammen, er der rigtig gode forhold for havlus, som er nogle små krebselignende snylterparasitter. De er en naturlig del af havmiljøet, men normalt har de svært ved at finde en vært og skal være ret heldige for at finde en i det åbne hav. Omvendt skal de vilde fisk altså ligeledes være ret u-heldige for at få én, endsige flere, havlus på sig.
“Men når du så har havbrug, hvor du har op til 200.000 fisk i ét bur,” tilføjer Johan Flyvbjerg, “og du i øvrigt har otte bure lige ved siden af hinanden, så skaber det altså nogle rigtig gunstige forhold for de her havlus – og så snart de trives, formerer de sig helt vanvittigt. Og sidder de først på en fisk, så bliver de siddende, medmindre fiskene svømmer op i elvenes ferskvand, som de naturligt ville gøre, men det gør de jo ikke, når de lever i havbrugenes bure, og så får havlusene altså bare lov til at spise fiskene levende udefra og ind, som de dokumenterede i Artifishal.”
“Dødeligheden i de norske havbrug er fx på 15-20%, hvilket vil sige at godt en ud af fem fisk dør som følge af havbrugenes praksis, hvilket er en relativt høj dødelighedsprocent sammenlignet med andre opdrætspraksisser både til lands og til havs.”
I den danske svineproduktion dør der omkring 10 millioner pattegrise om året som følge af produktionernes forhold og praksisser. Til sammenligning døde der i 2023 63 millioner opdrætsfisk i Norge alene, hvilket Johan Flyvbjerg fremhæver som “et vanvittigt stort tal.” Udover i Norge, som er den største, findes der også store havbrugsindustrier i Chile, Canada, Storbritannien, Færøerne, Island og Australien.
“Sidst er der den direkte skade, de gør på de vilde fisk,” fortæller han videre.
“Havbrugene ligger som regel i inderfjordene, hvor elvene løber ud, hvorefter fjorden kommer og derpå havet. Det vil sige, at når fiskene svømmer ind fra havet gennem fjorden og skal op i elven for at gyde, får de sandsynligvis nogle havlus på sig, idet de skal svømme forbi havbrugene for at komme derind. Det gør ikke nødvendigvis det store, hvis blot de når op i elvens ferskvand, inden de bliver spist levende, da havlusene ikke trives i ferskvand og giver slip, så snart de kommer derop.”
“Værre er det til gengæld, når ynglen, de små vildlaks, kommer svømmende ned fra elven ud mod det store hav. De skal jo også forbi havbrugene i inderfjordene for at komme derud, og hvis de bliver angrebet af havlusene på vej ud i havet, hvor de lever to til fire år inden de vender tilbage igen, så bliver de altså spist levende og dør, inden de vender retur til ferskvandet, da de ikke har nogle muligheder for at komme af med havlusene i mellemtiden. Havlusene udgør altså også en stor fare for de vilde fiskebestande og er en af grundene til, at vildlaksene i Norge har det så dårligt, som de har det i dag.”
“Og så er der udslippene. Sommetider er der store mængder opdrætsfisk, der slipper ud af burene, hvor opdrætslaksene svømmer op i elvene og parrer sig med vildlaksene. Dette resulterer i, at den genetiske stamme i den pågældende elv bliver “forurenet” eller påvirket på den måde, at de kommende generationer af vildlaks bliver i dårligere stand til at klare levevilkårene i netop det område. Man forstyrrer altså nogle organismer og økosystemer, der har tilpasset og specialiseret sig i flere tusinde år,” fortæller Johan Flyvbjerg.
– Det var de direkte. Hvad så med de indirekte skader?
“De indirekte skader er fx at foderet til opdrætsfiskene typisk er vildtfangede fisk, som enten er afskæringer fra industrien eller småfisk, som ikke indgår i vores diæter i Det globale nord, men som i høj grad indgår i diæterne i fx Vestafrika, hvor mange af de her fisk bliver fanget med store konsekvenser til følge for de lokale befolkninger, der er afhængige af kystfiskeriet.”
Man kunne derudover rejse samme effektivitetsargument mod lakseopdrætsindustrien, som mange har rejst mod svine- og kvægproduktionen herhjemme, senest ved Klimarådets rapport fra 2024, som fremhæver at dansk landbrug samlet set brødføder -7 millioner mennesker.
Ligeledes skal der mere end et kilo vilde fisk fra fx Vestafrika til at producere et kilo opdrætslaks i Norge, hvorfor man altså tager maden ud af munden på folk i Det globale syd for at lave det om til mindre mad i form af opdrætslaks, som så sælges til den globale øvre middelklasse.
Hvad bliver der gjort?
– Det lyder jo meget voldsomt, det der foregår. Men der må da være nogen, der fører tilsyn med det her – hvem gør det? Og hvordan kan det lade sig gøre, at det får lov at fortsætte?
“Det er miljømyndighederne, der fører tilsyn med havbrugene. Og der har da også været diverse skandalesager med ulovlig overproduktion, andre fisk end man havde fået tilladelse til og andet. Man kunne sige, at de har lige så gode forhold som landbruget ift. tilsyn. Der føres tilsyn, men der er også rigtig meget egenrapportering af fx foder- og næringsstofbelastning, som i sig selv kan være problematisk.”
“Det fungerer sådan, at man får en tilladelse til udlede x antal tons kvælstof i havmiljøet, men mig bekendt er der meget begrænset kontrol med det. Måske er der stikprøvekontrol, men de når øjensynligt ikke bredt nok rundt, til at det har den ønskede effekt – meget på samme måde som med landbruget,” siger Johan Flyvbjerg.
Derudover er der det såkaldte erhvervsmæssige hensyn. For opdræt i havbrug er nemlig en meget lukrativ forretning. Det norske selskab, Mowi, som er verdens største inden for lakseopdræt, kunne for eksempel rapportere en profit på 540 mio. euro alene i “rekordåret” 2024 på baggrund af den rekordhøje “høst” af 502.000 tons opdrætslaks. Det er altså ikke små foretagender, der er tale om.
"Det er min fornemmelse, ligesom vi ser med landbruget herhjemme, at de lobbykræfter der er på spil, de penge firmaerne betaler til politikerne, yder en betydelig indflydelse på hvordan den kontrol, der trods alt ydes, udøves. Det er meget lempeligt, det, der foregår. Der er en stor vilje ift. arbejdspladser og eksport. Det er særligt Norge et helt vildt eksempel på,” fortæller Johan Flyvbjerg.
“Politisk set, er der generelt set simpelthen en højere vægtning af nogle få arbejdspladser nu end naturens og miljøets velvære om 10 år eller mere. Det er også det, jeg synes, der er udfordringerne på Færøerne, hvor jeg mener, at de sætter meget af deres havmiljø og natur over styr ved ikke at vide, hvilke konsekvenser den store havbrugsindustri kan have. De har noget regulering og stiller nogle krav, men jeg mener, at de giver alt for lang line. Jeg synes, man burde træde langt mere varsomt.”
– Hvordan ser det her ud i en dansk kontekst?
“Der er 19 havbrug i Danmark, som opdrætter regnbueørreder. De har alle en placeringstilladelse og en miljøgodkendelse, men problemet er, at mange af dem enten er forældede eller ugyldige, hvorfor de skal fornyes. Men mens fornyelsen bliver behandlet, får de i mellemtiden lov til at fortsætte deres praksis efter forældede forhold. Der er en vis rimelighed i, at staten ikke sætter en prop i produktionen under behandlingen, men problemet er så bare, at forureningen og den miljøskadelige produktion jo så blot fortsætter under behandlingstiden, mens vores havmiljø forværres år efter år” siger Johan Flyvbjerg.
– Direktøren for Dansk Akvakultur udtaler til DR, at “man simpelthen ikke får en placeringstilladelse, hvis det ikke er hensigtsmæssigt i forhold til natur og miljø.” Samtidig er ingen af landets 109 kystvande er i god økologisk tilstand. Kan du forklare, hvordan det hænger sammen? Hvordan kan man få fornyet sin tilladelse til udledning af kvælstof og andet, hvis havmiljøet i forvejen er i dårlig stand?
“Ja, det er et godt spørgsmål. Jeg mener, at man burde revidere tilladelserne på baggrund af de nye præmisser, som du nævner. Men vi ved endnu ikke, om det bliver tilfældet,” svarer Johan Flyvbjerg.
“Jeg læste en afgørelse fra december 2024 i Natur- og Miljøankenævnet, at hvis man skal have ny placeringstilladelse eller fornyet en eksisterende, skal man bevise, at man kan “neutralisere” udledningen af kvælstof fra havbruget ved fx at opkøbe lavbundsjorde eller lukke dambrug eller landbrug på land, som man så kan veksle til en udledningskvote og derved opnå “neutral” udledning på havet. Det er ikke færdigafgjort og blevet til lovgivning endnu, men det giver måske en indikation af, hvor vi er på vej hen.”
“Jeg ved ikke, om de kommer til at gøre det, for det lyder som en stor og dyr øvelse, hvis de skal til at betale for at lukke produktioner på land. For så bliver det lige pludselig ikke lige så rentabelt, som det er nu, hvor de får det areal, de optager i havet, stillet frit tilgængeligt af staten.”
– Så der bliver trods alt gjort noget?
“Ja, det gør der, og det er rigtig godt. Man kan håbe på, at det bliver den nye praksis, fordi det vil sætte en større barriere end hidtil for at nye havbrug kan etableres – om det så er en stor nok forhindring for dem eller ej, det har jeg svært ved at vurdere.”
Det er ikke en menneskeret at spise laks
Men, spørger du sikkert dig selv, hvad kan jeg som almindelig madborger så spise fra havet med god samvittighed? Ifølge Johan Flyvbjerg kan man gå i to retninger.
For det første er skånsomt vildtfanget fisk, fanget med tejn, garn eller andre passive redskaber, som er skånsomme over for havmiljø og bestande, klart at foretrække. Trawl er derimod “på ingen måder en bæredygtig eller anbefalelsesværdig fremgangsmåde,” så husk at spørge din fiskehandler, hvordan din fisk er fanget.
“Det er for eksempel også en af de ting, certificeringsordningen MSC ikke tager højde for, hvilket bl.a. er medvirkende til, at jeg mener, at man ikke nødvendigvis kan stole på den vejledning, certificeringen burde give,” tilføjer Johan Flyvbjerg og nævner, at der er flere andre problematiske forhold ved de to store certificeringsordninger, MSC (for vildtfangede fisk) og ASC (for opdrætsfisk). Disse må dog blive genstand for en anden artikel.
Udover skånsomt vildtfanget fisk, så er der også muligheder inden for rammerne af opdræt. Johan Flyvbjerg er ikke afvisende over for opdræt, da han ikke tror, at vi kan komme udenom det i en verden, hvor vi (pr. 2022) spiser mere opdrætsfisk end vildtfanget. Men skal man spise opdrættet fisk, bør man ifølge ham gå efter fisk opdrættet i såkaldte RAS-anlæg. Det står for Recirculated Aquaculture System og er en slags landbaseret opdræt. I Danmark er der to RAS-anlæg, Danish Salmon og Skagen Salmon, der begge ligger i Nordjylland.
“Det, de gør, er, at de hiver saltvand ind fra havet, bruger det i deres produktion, renser det, og det, de så renser fra, kan man bruge i biogas-anlæg og andet, mens det vand, de ikke genbruger i anlægget, forurener langt mindre end havbrugene,” fortæller Johan Flyvbjerg.
Til gengæld er det meget energikrævende at drive RAS-anlæggene, fordi de kunstigt skal holde en vis vandtemperatur og skabe strøm i anlæggene, hvilket er med til at ilte vandet og sikre, at fiskene bevæger sig mere ved at svømme “mod strømmen”. Derudover har RAS-anlæggene foreløbig samme udfordringer med aftrykket og konsekvenserne af deres foderforsyning som havbrugene, selvom det er noget, de arbejder på at forbedre.
Alligevel mener Johan Flyvbjerg, at RAS-anlæggene er et skridt i den rigtige retning: “I Ingen Burfisk i Havet arbejder jeg også for, at vi kommer til at opdrætte på den mest bæredygtige måde, og at vi gør det på en måde, hvor vi både skåner havmiljøet og de vilde fisk – og det er ved at få anlæggene på land.”
“Der kan du nemlig kontrollere, at fiskene ikke får sygdomme som havlus, hvilket gør, at du ikke skal bruge antibiotika, og at fiskene ikke får åbne sår eller bliver spist levende. Samtidig skal du ikke have de her store koncentrationer af fisk med havlus ude i havet eller fjordene, som er til skade for de vilde bestande, mens opdrætsfiskene så heller ikke ville slippe ud af burene og blande sig med de vilde fisk.”
Der er med andre ord mange gode ting ved at få opdrættet på land, men det er, ifølge Johan Flyvbjerg, heller “ingen magic bullet,” fordi der stadig er problemer med foderet og dyrevelfærden.
“Det er jo stadig fisk i tanke og beholdere,” siger han og tilføjer: “Men i forhold til de tre ting, jeg nævnte til at starte med: havmiljø, dyrevelfærd og de vilde fiskebestande, så er det helt klart et skridt i den rigtige retning.”
“Men,” sagde Johan Flyvbjerg fra scenen på Madland Festival 2025, “vi skal også huske på, at det altså ikke er en menneskeret at spise laks. Der er så mange andre dejlige fisk og andet, man kan spise i stedet for.”
Ingen Burfisk i Havet
I den næste tid ser Johan Flyvbjerg frem til at tage rundt i Danmark og holde oplæg og oplyse om konsekvenserne ved havbrug, mens han også vil være aktuel med indlæg i forskellige danske medier.
“Derudover glæder jeg mig rigtig meget til det arbejde, vi skal lave i Madland Koalitionen Regenerativt Hav, som blev stiftet tidligere på året, hvor vi bl.a. skal ud på festivaler og folkemøder og fortælle om forholdene og forhåbentlig have nogle gode samtaler med folk såvel som med industrien, hvor vi kan få luftet synspunkterne og talt sammen på et oplyst grundlag,” fortæller Johan Flyvbjerg.
Første arrangement i arbejdet med koalitionen Regenerativt Hav foregik på Madland Festival 2025 i maj, hvor der var danmarkspremiere på dokumentarfimen Silent Waters af islandske Oskar Pall Sveinsson, efterfulgt af samtale om opdræt med Jacob Veiss, CEO for Skagen Salmon, Johan Flyvbjerg fra Ingen Burfisk i Havet og Madlands Marie Sainabou Jeng.
“Mit håb, min tanke og min mission med Ingen Burfisk i Havet er at give folk mulighed for at handle på et oplyst grundlag, hvor de ved, hvorfra og hvad deres fisk kommer af, når de står ved køledisken og skal træffe et valg. Hvad de så vælger med åbne øjne, er deres valg. Jeg kunne bare godt tænke mig, at det i hvert fald sker på et oplyst grundlag,” siger Johan Flyvbjerg.
Det lader til, at islandske Björk i hvert fald har truffet et valg med sine åbne øjne rettet stift mod realiteterne, idet hun i outroen til hendes nummer fra sidste år igen og igen synger: “There’s a line, I can’t cross it / There’s a line, I can’t cross it”.
En sang, der lige så godt kunne lyde som et svar på de spørgsmål alle os, der spiser, må stille os selv og hinanden: Skal vi blive ved med at krydse de grænser, havbruget overskrider? Skal vi blive ved med at udveksle forbudte kys ved fiskedisken?
For Johan Flyvbjerg er svaret i hvert fald så klart som det vand, vildlaksene plejede at strømme igennem i fjordene: Ingen Burfisk i Havet.
Portrættet er blevet til med støtte fra Patagonia og GSFR.
