Flere af samfundets vigtige institutioner er ikke gearet til at håndtere eller knække åbenlyse sammenhænge, og det er der nogle, der betaler prisen for, og andre, der nyder godt af. Så hvordan ruster vi os til at navigere i et landskab, hvor industriens nye visioner for fremtidens regenerative landbrug skaber nye udgifter til samfundskassen? Læs lederen bragt i Madland Nyhedbrev af Marie Sainabou Jeng, Madlands programdirektør og stifter.
Foto: Liv Kastrup for Madland
“Jeg drømmer om, at jeg ikke skal i fertilitetsbehandling som mine veninder”. Sådan sagde en ung kvinde midt i tyverne på scenen til en fondsfest tidligere på året. Av, tænkte jeg. Det er en sårbar drøm, der er til at føle på, og er så unge virkelig også i fertilitetsbehandling? Kvinden var festens værtinde, og hun sagde sin drøm højt som optakt til en fin forening, der giver unge mulighed for at skrive kærlighedsbreve til fremtiden.
Sammenhængen er også til at føle på, for værtindens honorar er betalt af fonden, der er betalt af et af verdens største bryggerier, der er betalt af os, der drikker deres øl. Et bryggeri, der i kommunikationen taler om at være på vej mod et “lysegrønt” landbrug med regenerativ praksis, og hvor det “ikke nødvendigvis er økologi”. Hvad det betyder blev ekstra klart forleden, da Økologisk Nu bragte nyheden om, at bryggeriets vision frem mod 2040 indbefatter sprøjtegifte som glyphosat. Sidste år fandt et fransk studie glyphosat i mænds sæd og koblede det til barnløshed.
Det får mig til at tænke over, hvordan mon bryggeriets kærlighedsbrev til fremtiden lyder. Umiddelbart virker det som om, at den drøm ikke indbefatter rent drikkevand, pesticidfrit landbrug eller, for at sætte det lidt på spidsen, at sikre fertiliteten hos deres kunder. Og pudsigt, fristes jeg til at sige, for ligesom de store landbrugsindustrier er ved at opdage, at monokulturel dyrkning udpiner jorden, så de før eller siden løber tør for frugtbar jord til at dyrke afgrøder til deres produkter, så løber bryggeriet måske også tør for kunder, for hvem skal levere bryggeriets fremtidige kunder? Er det regenerativ praksis?
Landbrugsomstillingen til jordbrug dyrket efter regenerative principper har de seneste år været drevet af en bølge af småskala-jordbrugere, der har økologien som fundament. De forener sig i Økologisk Landsforening, Regenerativt Jordbrug, Frie Bønder - Levende Land, Andelsgaarde, Levedygtigt Landbrug og Madland. Efter at industrien er trådt ind i den regenerative manege med nye definitioner, står vi ved en skillevej for regenerativ landbrugspraksis, for taler vi om regenerativt dyrket efter økologiske principper eller regenerativt dyrket med sprøjtegift? Hvem ejer definitionen, og hvem sætter scene til de to principper, og hvem styrker deres økosystem og værdikæder?
Min betragtning og kommentar går egentlig ikke så meget på fertilitet, fondsfest eller fadøl. Men på hvordan vi får skarpere blik for de systemiske sammenhænge. I dag er det stadig helt legitimt at skille tingene ad. Samfundsbudgettet til tabt fertilitet hører til ovre i sundhed og budgettet til tabt frugtbar landbrugsjord i landbrugsministeriet. Eller det mon røget til Ministeriet for Grøn Trepart? Medierne dækker heller ikke sammenhængene, fordi emnerne strækker sig over flere redaktionelle siloer. Netop her ligger humlen. Flere af samfundets vigtige institutioner er ikke gearet til at håndtere eller knække åbenlyse sammenhænge, og det er der nogle, der nogle der betaler prisen for, og andre, der nyder godt af.
Vi er nødt til at tale højt og have flere samtaler om sammenhænge og systemet bag. Vi er nødt til at have modet til at stille gode spørgsmål til hinanden, til virksomheder, til politikere, til fonde og kæde årsager sammen og betragte problemerne mere helhedsorienteret, så vi ikke løser et problem ved at skabe et nyt.
Egeninteresse som ledestjerne leder i sit bedste velgående, men på bekostning af vores fælles bedste. Så hvem leder det fælles bedste?
