
Hvordan arbejder og spiser du aktivt og konkret for madsystemforandring i dit lokalmiljø? Hvem går forrest for at skabe bedre, lokale og resiliente madsystemer – og hvordan kan vi støtte og engagere os i deres arbejde? Det er netop de spørgsmål, der stilles, når Madland Madsystemskole inviterer til samtaler og laboratorier i samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke under deres festival Climate Justice Days.
Fotos: Liv Kastrup for Madland
Fra 15. til 21. september sætter Climate Justice Days klimaretfærdighed på plakaten med en myriade af kultur, fællesspisninger og debatter. Her sætter de fokus på tidens mest presserende spørgsmål: beskyttelse af liv og vores fælles jord.
Madland Madsystemskole #2 finder sted midt under festivalen:
- København, 17. september kl. 16.30-18.30
- Aarhus, 18. september kl. 16.30- 18.30
Begge dage åbnes dørene kl. 16, så du kan gribe en kop kaffe inden det ringer ind til madsystemskole.
Stemmer fra madsystemets frontlinje
Til at undervise i hvordan man bliver en lokal madsystembryder, har vi allieret os med to særdeles skarpe og erfarne hoveder. Med hver deres indgangsvinkel til græsrodsforandring og med lokal ekspertise i hver deres by, vil de dele ud af deres viden og åbne vores øjne for den fremtid, der allerede er her.
I København møder du Viola Capriola, medstifter af Grønt Marked og bestyrelsesmedlem i World Farmers Markets Coalition. Hun deler sine erfaringer med korte værdikæder i og omkring København og hvordan de spiller sammen med EU’s landbrugspolitik.
I Aarhus fortæller Andreas Felipe Dominguez Simonsen fra REKO Aarhus om arbejdet med at forkorte afstanden fra jord til bord og skabe et mere lokalt og bæredygtigt madsystem.
Fra oplæg til handling
Efter oplæggene kan deltagerne selv tage plads i laboratoriet. Her får du værktøjer til at blive en madsystembryder og inspiration til, hvordan du kan bidrage til forandringen i dit eget lokalsamfund.
Denne skole er finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers. Aktiviteten er medfinansieret af Den Europæiske Union. Indholdet er eneansvarligt for Mellemfolkeligt Samvirke og afspejler ikke nødvendigvis Den Europæiske Unions synspunkter.








