fbpx
Category Nyheder

Niels Møllers forlovede, Pernille, elsker mælkesnitter. Sammen udgør de Møllers Hjemmebag, der afholder bagekurser og leverer alt fra banana bread til surdejsboller på forskellige opsamlingssteder i hovedstaden. Under Madlands festival var Møllers Hjemmebag med på Ost & kos gårdbesøg hos Søtoftes Jordbrug & Gårdmejeri - et møde, der gav inspiration til udviklingen af en luksusudgave af mælkesnitten. “Da jeg første gang smagte Søtoftes friskost, var jeg ikke i tvivl om, at den måtte jeg bare prøve at lave noget med, “ fortæller Niels Møller. “Søtoftes produkter er formidable i bagværk, og jeg har et rigtig godt forhold til dem. Og i Møllers Hjemmebag er vores kerne netop fokus på gode råvarer og ingredienser.”

Opskrift: Snitter med Søtoftes friskost (10 stk)

Kakaobunde

- 4 æg, fx fra Søtofte Jordbrug & Gårdmejeri
- 150 g sukker
- 50 g smør
- 150 g hvedemel
- 50 g kakaopulver
- 1 spsk. god koldpresset rapsolie (Møllers Hjemmebag får olie fra fætter Esben, som kan købes hver torsdag hos Staldkøkkenet)
- ½ dl mælk, fx fra Søtoftes Gårdmejeri
- 1 tsk. salt
- kornene fra ½ vaniljestang

Pisk æg og sukker luftigt. Smelt smørret over svag varme og vend det i æggemassen. Sigt mel, salt og kakao i en skål. Vend melblandingen i sammen med vaniljekorn. Tilsæt mælk og rapsolie og rør dejen godt igennem, så det bliver en ensartet, blank masse. Beklæd en 40x30 cm form med bagepapir og fordel dejen ud i formen med en dejskraber. Bag i ca. 10 minutter på 220°C til dejen har sat sig. Tag kakaobunden forsigtigt ud af formen, og lad den afkøle helt på en bagerist.

Madland_nyhedsbrev_Møllers mælkesnitte_credit Pernille Ølgod (1)

Ostecreme

- 200 g friskost fra Søtoftes Gårdmejeri
- 50 g flormelis
- 2 spsk. god flydende honning
- 2 spsk. citronsaft
- kornene fra ½ vaniljestang
- 2 dl piskefløde

Rør friskost, flormelis, vaniljekorn, citronsaft og honning sammen til en luftig, cremet masse. Pisk fløden til en let flødeskum og vend den forsigtigt i ostecremen. Sæt cremen på køl, indtil du samler dine mælkesnitter.

Anretning
Skær kakaobunden i 20 lige store rektangler. Fordel ostecreme på halvdelen af stykkerne, og læg de resterende stykker ovenpå, så du har 10 samlede mælkesnitter. Mælkesnitterne kan holde sig et par dage på køl i en lufttæt beholder.

Fotos af Pernille Ølgod