10. og 24. juni kan unge københavnere blive klogere på vores komplekse madsystem, når Madland i samarbejde med Forbrugerrådet Tænk inviterer til Grøn Torsdag. Sammen med skarpe madstemmer bliver der gået i dybden med alt fra madspild i køkkenet til livet i den brune muld.
Er det muligt at spise både lækkert, økologisk og bæredygtigt på et slunkent budget? Hvordan holder jeg liv i den basilikum, der visner i mit køkkenvindue? Og hvilken rolle kan jeg selv spille i en mere bæredygtig fremtid?
Spørgsmål som disse rumsterer i flere og flere unge hjerner i takt med, at den grønne omstilling bliver et stadig større punkt på den globale dagsorden. Men selv om de unge er vores mest klimabevidste generationer, så er pengepungen stadig det, der med længder fylder mest i de unges bevidsthed, når de handler ind. Det viser de seneste undersøgelser fra Madkulturen.
Det efterlader et oplagt spørgsmål: Nemlig om budget og bæredygtighed nu også er to uforenelige størrelser? Svaret går Madland på jagt efter sammen med landets unge madborgere, når de 10. og 24. juni inviterer til Grøn Torsdag i samarbejde med Forbrugerrådet Tænk. Her vil unge mødes i samtale med både hinanden og nogle af landets skarpe madprofessionelle.
Samtaler og læring med skarpe madfolk
Til Grøn Torsdag sættes emner som økologi, bæredygtighed, klima og dyrevelfærd i fokus i spændende samtaler med nogle af de ambitiøse iværksættere og madfolk, der arbejder for at nytænke vores madkultur.
Det sker til to samtaler i inspirerende rammer lige der, hvor fremtidens mad bliver til: På Hotel- og Restaurantskolen og i Staldkøkkenet i hjertet af Kødbyen, hvor nogle af landets dygtigste madiværksættere udvikler nye måder at producere fødevarer på.
“Vi ved, at mange lige som os er nysgerrige på vores madsystem og gerne vil blive klogere på, hvad vi selv kan gøre for at bakke op om den bæredygtige omstilling hjemme fra vores køkkener. Vi glæder os til at mødes om netop de emner med en masse engagerede unge mennesker, som forhåbentlig både kan lære en masse og byde ind med deres egne holdninger til, hvordan vores madsystem gerne skal se ud,” forklarer Madlands stifter, Marie Sainabou Jeng.
Fokus på madspild, livet i jorden og meget mere
“Dyrk sæsonerne selv” er navnet på den første samtale på Hotel- og Restaurantskolen, som 10. juni vil undersøge livet i jorden og det komplekse og fascinerende økosystem, der lever under vores fødder. Sammen med Hotel- og Restaurantskolens dygtige gartner Liv Storm Heuckendorff bliver der gået i dybden med, hvordan man selv kan dyrke sæsonerne og få sin vindueskarm, altankasse eller måske endda nyttehave til at vokse sig grøn, frodig og velsmagende.
24. juni kan man blive klogere på madspild, cirkularitet og økologi til anden samtale om “Madspild og hverdagshacks”. William Lauf Olsen er medstifter af Reduced, som laver fond på overskudsråvarer, og Anna Kjær Voss deler hver dag gode råd om bæredygtig adfærd både på Instagram og på sin blog under navnet Klimamusen.
Sammen med deltagerne ser de nærmere på, hvordan man kan tage smartere beslutninger med sine varer. Det er nemlig sund fornuft at bruge hele råvaren, hvad end det er en suppehøne eller en rødbede, og med den vished åbner der sig hurtigt et hav af nye smagsoplevelser og muligheder.
-
Er du selv nysgerrig på at deltage - eller kender du en, der kunne være?
1. workshop “Dyrk sæsonerne selv” løber af stablen 10. juni fra 16:30-18:00 på Hotel og Restaurantskolen, Vigerslev Allé 18, 2500 Valby
2. workshop “Madspild og hverdagshacks” bliver 24. juni fra 17:00-18:30 i Staldkøkkenet i Kødbyen, indgang ved Staldgade 10, 1715 København V
Del gerne ordet, og tilmeld dig selv til en af workshops’ne hos Asta Neimann på asta@koalitionkbh.dk. Tilmelding foregår efter først til mølle, da der er et begrænset antal pladser, og deltagelse kræver corona-pas.