
Hvordan kan vi styrke byer og lokalsamfund, så borgere får adgang til frisk grøn, sund og lokal mad i sæson? Hvem sikrer bedre forbindelse mellem land og by og inkluderende fællesskaber gennem alternative madkanaler og nye madmiljøer? Fra byhaver og fællesskabsbutikker til markeder, madskoler, små producenter og jordbrug i og omkring byen. Få indblik, overblik og udblik ultralokalt, nationalt og internationalt på Madland Symposium 2025 torsdag 20. november kl. 9-12.30 hos Madland i København.
Foto: Liv Kastrup fro Madland
Vi ser på, hvordan lokale initiativer, der fremmer korte værdikæder, transparens, fællesskab og læring hænger sammen med kommunale strategier, land- og byudvikling, EU’s landbrugspolitik og globale netværk for småskalahandel og retfærdige madsystemer.
Madland Symposium samler erfaringer, inspirerer med initiativer og styrker samarbejdet mellem folk på tværs af Danmark. Madland deler desuden de vigtigste indsigter fra en spritny rapport med kortlægning og anbefalinger; Grøn madhandel i København – alternative, sunde og grønne madkanaler udarbejdet for Københavns Kommune som vidensgrundlag, inspiration og dialogværktøj i den politiske og strategiske udvikling af ny Mad- og Måltidsstrategi og til Klimastrategi 2035.
Hør og mød:
Grøn madhandel i København – alternative, sunde og grønne madkanaler
Hvordan kan København styrkes som sund, grøn og vital madby gennem alternative, grønne og sunde madkanaler? Spurgt af Københavns Kommune skrev Madland en rapport om det københavnske madlandskab af alternativ madhandel. Hør om kortlægning, anbefalinger og madaktørers syn på muligheder og barrierer og få de vigtigste indsigter.
Ved Marie Sainabou Jeng, programdirektør og stifter i Madland.
Divers landbrug og madhandel som forretning, fællesskab og lokal forankring
Hør om ambitionen, modellen og bag Palleshavegaard, et økologisk og regenererende familielandbrug ved Ringe på Midtfyn. Her driver de landbrug, gårdbutik, fællesspisninger og pædagogiske tilbud for Odense Kommune og har derudover gårdsalg i byen Odense gennem Oplandet og Håbets Hus.
Ved Mathias Olsen, jordbruger og ejer af Palleshavegaard. Bestyrelsesmedlem i Erhvervsrådet i Faaborg-Midtfyn Kommune og i Advisory Board hos Den Fynske Landsby og Bjørnø.
Københavns kommunale strategier og planer
Hvordan arbejder Københavns Kommune med at gøre København til en levende madby? Hvad kan vi lære fra Mad- og Måltidsstrategien 2019-2025, hvad er planerne for den kommende strategi, og hvordan indgår alternative madkanaler og fællesskab i klimastrategien?
Ved Jakob Heltoft, chef for erhverv og vækst i økonomiforvaltningen og Kathrine Overgaard Warberg enhedschef i Teknik- og Miljøforvaltningen, Københavns Kommune.
EUs landbrugspolitiske påvirkning
Hvordan får unge fodfæste i landbruget, når politikken forfordeler stordrift frem for de små, mangfoldige jordbrug, der dyrker mad med omsorg for natur, klima og mennesker og skaber liv i lokalsamfundene? Hvad er på spil, når den EU-politik spænder ben for det nødvendige generationsskifte og landets forsyningssikkerhed.
Ved Anders Led Behrend, forvalter på Jordbruget Soldug Andelsgaarde på Djurs og næstforperson i Frie Bønder – Levende Land, der gennem La Via Campesina arbejder med lobby i EU.
Alternative madsystemer: Fra markedsboder til globalt netværk
Hvilke værdier og muligheder rummer alternative madkanaler, og hvordan skaber de nye balancer i madsystemets magtstrukturer? Hør, hvordan madmarkeder i hele verden og Grønt Marked i København forbinder producenter og borgere, og få et indblik i hvordan småskalanetværk styrker lokal mad, fællesskab og resilient produktion. (Foregår på engelsk).
Ved Viola Capriola, medstifter af Grønt Marked og bestyrelsesmedlem i the World Farmers Markets Coalition.
Byudvikling og mobilisering i Oslo med mad og fællesskab som drivkraft
Hvordan kan mad blive et værktøj til at forme byer, styrke fællesskab og fremme ansvarlig madsystemer? Få indblik i hvordan innovativt design af madprojekter kan skabe levende byrum, styrke lokale fællesskaber og inspirere til ansvarlige løsninger i byudvikling og mobilisering.
Ved Cecilie Dawes, bæredygtigheds- og fællesskabsstrateg ved Natural State og direktør og grundlægger af Food Studio.
Du er velkommen! Madland arbejder åbent og inkluderende.
Vi samler jordbrugere, kokke, madhandlere, producenter, undervisere, embedsfolk, politikere, journalister, madborgere og alle andre, der arbejder med eller er nysgerrige på lokale resiliente madsystemer og mikrolivet, der skaber dem.








