fbpx
Category Artikler, Nyheder
Foto: Molly Grønberg for Madland

 

Når vi mekanisk omtaler fremtidens mad som “planteproteiner til human konsum” og “klimakost, der ikke må koste livsglæde”, fremmedgør vi os fra vores mad og formår hverken at vise vejen eller inspirere til reel, bæredygtig forandring af madsystemerne. Hvad vil vi helst spise i fremtiden? “Plantebaserede fødevarer” eller mad af planter?

“Bioraffineret græsprotein til human konsum.”

Smag på ordene en gang. Kan du mærke tænderne løbe i vand?

Det kunne vi heller ikke, da fødevareminister Rasmus Prehn beskrev fremtidens mad under sin tale på Københavns Universitets konference “Fra hakkebøf til plantebøf” – en af mange samtaler, der i disse måneder inviteres til i jagten på at besvare et af tidens helt store spørgsmål: Hvad skal vi spise i fremtiden?

Ministeren indledte ellers med formanende ord om, at “plantebaserede fødevarer ikke må koste livsglæde.” Men hvis en menubeskrivelse med bioraffineret græsprotein ikke suger livsglæden ud af dig, så ved vi snart ikke, hvad der gør.

Onsdag 8. juni bringer Altinget Fødevarer Madlands debatindlæg fra Anton Scharling Krebs, filosofistuderende og praktikant i Koalition og Madland og Marie Sainabou Jeng, stifter af Koalition og Madland.