Tegning: Slow Food Danmark
Tag til Terra Madre Dag søndag 11. december på Grønt Marked og fejr de tre vindere af Slow Food Danmarks nye præmiering for god, ren og retfærdig mad – og Slow Foods fødselsdag.
Søndag 11. december er det Terra Madre Dag. Den globale Slow Food-bevægelses fødselsdag. Det fejrer Slow Food Danmark ved for første gang nogensinde at uddele diplomer til tre aktører i det danske madland, som kæmper en daglig kamp for kvalitet og ordentlig mad, og som er værd at holde øje med i det kommende år.
Prisen gives på baggrund af Slow Food-bevægelsen tre principper for ordentlig mad: God, ren og retfærdig. Hvad de tre kriterier betyder, kan du læse mere om her.
God, ren og retfærdig mad skal både smage godt og kunne spises med god samvittighed. Det er et rigtig svært påbud at efterleve for små madvirksomheder i et globalt og i høj grad priskonkurrerende madsystem.
Derfor skal de dygtige og ihærdige mennesker, der insisterer på kvalitet og ordentlighed, belønnes. Det starter Slow Food Danmark på i år. Præmieringen vil blive en årligt tilbagevendende begivenhed, som finder sted ved fejringen af Slow Foods fødselsdag (Terra Madre Dag) 11. december.
Vinderne af Slow Food Danmarks diplomer i 2023 er:
Foreningen Grønt Marked
for at have knækket koden til hvordan man laver en bæredygtig model for farmers markets og styrker forbindelsen mellem land og by.
Gården Yduns Have på Samsø ved Hester Callagher og Bjarke Jensen
for ihærdig indsats for at fremme biodiversiteten med dyrkning af over 200 sorter og for at anvise nye måder at organisere og finansiere et landbrug på, så det også er en mulighed for unge ildsjæle.
Butikken Sømunken / Bredflab ved Christoffer S. Pedersen
for det stædige arbejde for det naturskånsomme og kystnære fiskeri. For en levende og engageret formidling til butikkens kunder. Og ikke mindst for hele tiden at være i bevægelse mod næste trin.
Slow Food Danmark vil i løbet af 2023 sætte fokus på de præmierede aktører og lave arrangementer i samarbejde med dem. Bevægelsen opfordrer alle til at lægge deres indkøb hos de præmierede, hvis man har mulighed for det.
Læg vejen forbi, køb en fisk eller en pose grøntsager og få en snak om god mad. Giv dem også et klap på skulderen. Det har de fortjent!
Slow Food Danmark håber med præmieringen at være med til at udbrede kendskabet til hvor i Danmark, god mad findes, og give nogle af ildsjælene et skub ud i rampelyset.
Præmieringerne er et velkendt Slow Food-koncept, man fx har praktiseret i Sverige i over 20 år. Det har aldrig været brugt i Danmark, men under Terra Madre Nordic i september 2022 blev Slow Food Danmark inspireret til at sætte det i gang herhjemme.
Fra næste år vil alle medlemmer af Slow Food kunne nominere virksomheder og organisationer til præmieringen.
Årets vindere fejres i forbindelse med Slow Foods fødselsdag søndag 11. december på Grønt Marked på Litauens Plads på Vesterbro i København kl. 12-15. Her kan du møde årets vindere og få mere at vide om Slow Food og hvad bevægelsen står for.
Læs mere om arrangementet her.
Slow Food Danmark er en del af Madland Koalitioner, og alle de præmierede er selvfølgelig en del af Madland Guide Køb lokalt.